’Tinkas juleunivers’ er, som vi kender det fra julekalendernes 24 afsnit på tv. Naboskabet mellem nisser og mennesker mere end knager pga. en forsvundet, magisk julestjerne, og nu er udfordringen: Kan de finde stjernen og tonen sammen igen?
Denne klassiske jule-grundkonflikt, om hvorvidt det rent faktisk bliver jul i år, er her barberet ned til et par timer på scenen, og især 2. akt bliver på den konto lidt kompakt handlingsmæssigt.
Omvendt er det netop i alle sidefortællingerne, og langt mindre i hovedsporet, at forestillingen fungerer, så som voksen er man glad for, at de ikke er skåret fra, og Frede Gulbrandsen skal have tak for den prioritering.
Sukkersød og vidunderligt emsig Birthe Kjær og formidabel Marie Askehave
Bl.a. har vi helt fra start et skønt gensyn med Birthe Kjær, der giver den som perfekt jule-entusiastisk Farmor Maja ude på landet. En figur der er så mild og god, som dagen er lang, at det næsten ikke er til at rumme, men som sideløbende viser en udtalt omsorgsfuld emsighed i at få puffet sin fraskilte søn mod nye romantiske veje.
Det er ret underholdende midt i den sukkersøde idyl, at fornemme den gamle matriark bag det hele, og godt gået af Birthe Kjær at balancere figuren så overbevisende i en rolle, der får så forholdsvis lidt plads.
En anden bifigur, der skal fremhæves, er hærchefen Ingi, der som den eneste er ændret ret markant fra Ellen Hillingsøs intense tv-version. Marie Askehaves Ingi er ikke på samme måde i kontrol, og det introducerer en sårbarhed midt i det grusomme, der måske nok gør figuren mindre ond, men også mindre flad.
Faktisk fascinerer Askehave stykket igennem med sin bævrende læbe og sit stirrende blik. Som en skrap dressurrytter (oplagt inspireret af Madonna i sin Confessions Turné), bevæger hun sig graciøst og teatralsk rundt i en campet, sort ride-agtig dragt med langstrakte hestebevægelser og en cabaret-tristhed over sig, der gør hende til aftenens stjerne for undertegnede.
At hun er forelsket i magten mere end Fileas (Johannes Nymark), er nok en fair udlægning, men ikke desto mindre er denne ulykkelige romance rå og ganske hjerteskærende i hendes store solonummer, som Askehave løfter formidabelt med god Anne Linnet-råstyrke og et snert af jazz i vokalen. Hele forestillingen får her momentant lidt tiltrængt kant og tvetydighed.
Fin dialog, flow i scenografien og smukke kostumer
Tinka (spillet af Trine Marie Wisborg) synger flot, men forbliver forestillingen igennem en ret anonym, regelret nisse. Når det er sagt, så kaster kontrasten mellem hende og Lasse, den moderne og ganske charmerende cool teenager (spillet af Jacob Spang Olsen) flere grin af sig. Eksempelvis da han ved deres første møde tror, at hun spiller rollespil!
Noget der fint følges til dørs af lillesøster Astrid (godt spillet af Vigga Glindvad Porsborg), der får aftenens højeste ’hujen’, da hun med et kækt nik til tidsånden slår et slag for, at man skal have lov til at identificere sig, som lige hvad man har lyst til – også nisse. Mere klassisk og klægt bliver det, når humoren udelades og Kasper Leisner (der flot spiller både den gamle, godmodige Kong Gobbe og den ’åh så værdige’ Storebror Storm) med ophøjet ro får lov at levere gajolpakke-sandheder som disse: ’Det er nemmere at hade dem, som man ikke kender’. Det hører med, og det hele er selvfølgelig også på liv og død og over stok og sten, men som anmelder – og jeg vil vove at sige voksen – ligger kvaliteterne andre steder.
Særligt Eilev Skinnamos scenografi giver et godt flow i skiftende mellem nisseland og menneskeverden. Via digitale storskærme og enkle vendbare kulisser på scenen går vi fra blåfrossent vinterlandskab til ild i pejsen på slottet og indendørs varm nisse-systue-hygge på sekunder.
Også Camilla Bjørnvad skal have ros for kostumerne, hvor især den føromtalte hærchef Ingi og den karikerede Kong Fileas får lov at gå planken ud i dramatiske, detaljerige kreationer, hvor der ikke er sparet på kreative knappelukninger, guldtråd eller puf i ærmerne.
Værdsæt festen og nyd julen
Undertegnede kunne godt have ønsket sig flere ørehængere undervejs, men det er og bliver Burhan G’s titelsang, som Szhirley slutter overlegent af med i stemningsfuld koncertstil, der står som det lysende julehit over dem alle. Efter den er der ikke et øje tørt.
Som oftest med denne slags store kommercielle produktioner skal man værdsætte festen i en flot opsætning og nyde, hvad der undervejs og her ganske gavmildt, kastes ud til den voksne del af publikummet.
’Tinkas Juleeventyr’ er en vellykket familieforestilling, men frem for alt er den børnenes fest – og mine små ledsagere på henholdsvis seks og ti år var ovenud begejstrede, det skal understreges. Og hvad vil man mere?
