Siden BørneTeaterSammenslutningen (BTS) i 1997 i samarbejde med Odsherred Teaterskole og med økonomisk støtte fra Statens Teaterråd etablerede et værksted for ny dramatik for børn for børn og unge, har DramatikerVæksthuset (DV) sendt over 70 dramatikere videre i systemet, hvor flere af dem har vist sig meget produktive og leveringsdygtige.
Skriveværkstedet selv har haft en omskiftelig tilværelse for sine internater og samlinger – hvor det faste opholdssted på teaterskolen i Nykøbing S. blev skiftet ud med Københavns Musikteater og nu er på 1. sal på café Bomhuset i Charlottenlund – med udsigt til Øresund og gode måltider mellem arbejdet…
Det kan synes som et pudsigt valg, men forklaringen er, at cafebestyreren er datter af projektets kunstneriske leder – og det betyder rimelige lejevilkår og fine arbejdsforhold, inklusive fordelen ved at få serveret absolut velsmagende måltider frokost og aften under de lange samlinger.
Mødet med spirerne
Så det var følgelig i en nydelig café bag Skovriderkroen på Strandvejen, at Deres udsendte i starten af februar skulle mødes med spirerne fra DV 17-19 med det opdrag at fortælle lidt om det moderne børneteaters godt 50-årige historie – ganske kort og med fokus på netop dramatikernes rolle og position, der har været meget forskellig gennem det halve århundrede.
Bomhuset ligger altså ved et afgjort mondænt afsnit af Øresundskysten, så det var lidt overraskende ved ankomsten at blive informeret om, at man skulle passe på bander, der snuppede værdier fra biler på parkeringspladsen lige udenfor.
Men der var til gengæld intet at frygte fra spirerne, der venligt gav hånd og præsenterede sig (se faktaboks) og efter en lille frokost – seancen fandt passende sted midt i deres daglange samling – lige så venligt hørte på det lille oplæg.
Egentlig var jeg osse kommet for lige at se det nyeste spire-hold an og måske ganske kort høre om det hidtidige kursusforløb og deres forventninger til en kommende karriere som dramatiker udi børne- og ungdomsteater.
Det blev til en hyggelig lille snak om arbejdssstil, emnevalg, og arbejdsmuligheder m.v. – hvor denne skribent også luftede sin vanlige fornemmelse af, at børneteater-området i princippet er meget interesseret i nye dramatikere, men at der også en tendens til udpræget brug af det eksisterende netværk, som gør det svært at kile sig ind som ny dramatiker, hvis man ikke har gode kontakter.
Den gode forskellighed
DV's kunstneriske projektleder, dramaturg m.v. Jane Rasch, fortæller, at DV 17-19 er 'et godt hold'.
Det har hun nu også sagt om alle de foregående hold, hun har været projektleder for – og det er samtlige minus det allerførste (DV 97-99), som Janek Szatkowski var leder af – så hun blev udbedt en nærmere karakteristik…
»Jeg vil gerne understrege, at der i forhold til DV er mange forskellige måder at være et 'godt hold' på. Sagt på en anden måde er det efter min mening vigtigt, at de forskellige årgange er og har været forskellige, og at det er den forskellighed, der giver styrke og næring til udvikling. Dels af de individuelle talenter, dels af DV,« siger hun.
»Jeg synes, at årgang 17-19 formår at bruge deres baggrund, hvad enten det er inden for teater, musik, tv, litteratur eller arbejde med unge, og berige de andre på holdet med erfaringer og synsvinkler. Der er en meget stor ærlighed til stede. Også en meget stor ærgerrighed, som de står ved. De VIL noget med dette her, siger de. Det giver mig mulighed for at være 'en hård arbejdsgiver', og det kan jeg godt lide. Også at jeg får lov til at være humoristisk, når jeg med et stort smil beder dem om at skrive om, som om jeg gav dem en gave… hvad jeg også gør,« lyder det med smil om mund fra Jane Rasch.
Learning by doing
Men så let skal hun jo heller ikke slippe. For DV 17-19 er ganske forskellig fra de nærmest foregående hold, bl.a. ved at der er flere, som er helt eller stort set uden erfaring med dansk børneteater. Hvor fx DV 15-17 havde både skuespillere, instruktører, dramatikere og teaterledere i flokken.
Så hvordan skaber man det mest velfungerende grundlag/arbejde for et så relativt diffust hold, rent teatervidenmæssigt?
»Forskelligheden i forhold til teaterbaggrund og ikke teaterbaggrund er ikke bare en positiv udfordring, den er også gavnlig og inspirerende. Jeg kan ikke henvise til et fagsprog a la: Nu vil jeg gerne, at I skriver om Anton og hans kat som en dramatisk situation. Hvis jeg gjorde det, ville nogle være et stort spørgsmålstegn. Da DV’s arbejdsmetode jo er 'learning by doing', får jeg i stedet for at forklare lyst til at skrive to dialoger:
En dialog, hvor jeg ikke har nogen som helst ide om, hvem der samtaler, hvor de er, og hvad replikkerne egentlig drejer sig om. Men på papiret ser det ud som dialog. Der er bare ikke noget nedenunder. Denne dialog kan man ikke gøre noget med. Alt stopper. Alle velvillig forslag fra holdet kan de selv skyde ned, for der er kun tale om tomme ord, der afløser tomme ord.
Den anden dialog LIGNER den første, men er styret af, at jeg ved hvem, der taler, hvad der er gået forud, hvor de er, hvad der er på spil imellem dem, og hvad de henholdsvis vil osv., selv om den på en måde er lige så vag som den første. Til den dialog kommer der imidlertid en række bud på samme måde, som når en instruktør og skuespillere tolker og udformer situationen ud fra teksten. Vi afprøver hvert bud i form af en reading, og får på den måde en fornemmelse for dramatisk situation ind i kroppen.
Jeg har aldrig før forsøgt at anskueliggøre dramatisk situation på den måde før, og ville heller ikke have gjort det, hvis jeg ikke var blevet inspireret af holdet. Så 'learning by doing' gælder også mig.«
'Det er hårdt'
Jane Rasch er kendt for at stille store krav til spirernes arbejde og engagement, hvilket også er nødvendigt i et forløb, hvor der nok indgår 13 samlinger af tre-fire dage – de fleste på Bomhuset, andre som workshops på et par producerende børneteatre og deltagelse på Aprilfestival og Horsens Teaterfestival – men også en masse hjemmearbejde med opgaver og distance-vejledning, inden det hele slutter med en offentlig stage reading, hvor spirernes afgangsstykker bliver præsenteret.
Og selvom DV 17-19 denne februar-weekend blot var i gang med deres tredje samling, fortalte flere af dem ganske frivilligt, at de synes, at det var ganske hårdt – men også meget givende – at være spire. Og her spiller den mindre erfaring givet også ind, også selvom der altså er et par, der har spillet børneteater og skrevet stykker.
»Jamen, det er ER hårdt, og det må det være,« kommer det kontant fra Jane Rasch. »Spirerne undersøger nyt stof i modsætning til at illustrere det, de ved på forhånd. De skal derfor turde at kaste sig ind i undersøgelsen – uden garantier. De udforsker og samtidig afsøger de, hvor deres personlige interesse og blik på tilværelsen – og børn og unge – ligger. Denne dobbelthed er krævende, og opleves som hårdt, når stoffet endnu ikke har samlet sig,« siger hun og fortæller i en efterfølgende mail:
»Var du kommet et par dage senere under samlingen, ville du have oplevet et gennembrud og en lethed omkring dig. Dette stemningsskift er en del af processen, og det skal man ikke forsøge at bortforklare eller afbøde.«
Mødet med publikum
Det lyder jo godt – også for den selvtillid, der skal være en af udbyttet i talentudviklingsprocessen.
Ser man på de foregående ti hold spirer, er billedet følgelig meget forskelligt. Enkelte har haft rigtig mange opgaver, andre ganske få – og en del er gledet helt ud af billedet. Og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med de talenter og færdigheder, som de nye spirer bringer med sig ud i virkeligheden.
Men lige nu gælder det altså det helt konkrete arbejde under Jane Raschs ledelse.
Hun fortæller, at man i øjeblikket arbejder på seks små spil under overskriften 'SNYD' – og til juni bliver der en workshop med fire skuespillere og instruktør Marc van der Velden, hvor man den sidste dag viser en staged reading for en 6. klasse fra Brøndby Strand og efterfølgende diskuterer med dem.
Spirerne har under udarbejdelsen af den endelige tekst interviewet repræsentanter for målgruppen af 'tweens', og det bliver givet en både interessant og nervepirrende erfaring for dem at opleve 'rigtige' tilskuere i clinch med deres værker.
Men efter at have mødt Anette, Gaia Victoria, Jule, Marie Louise og Tine Grauengaard – den enlige mandlige spire i flokken, Ulrik Bencard, var desværre syg – er håbet selvfølgelig, at de alle bliver gode og faste leverandører af ny dramatik til de danske børne- og ungdomsteatre, når spirerne til juni næste år må forlade dramatikervæksthuset.
