Er vi til modeshow med duvende søanmoner i havdybet på en catwalk af hvidt sand?
Eller er vi tværtimod ude i et syret fremtidsunivers fjernt fra Alfarvej med smukke, frastødende cyborgmodeller, hvis blodløse astral-legemener efterligner menneskelige bevægelsesmønstre i et virvar af pandehår og lange lår?
Eller kigger vi i virkeligheden gennem et usynligt forstørrelsesglas ned i en renfærdig amøbekultur, måske vores egen fortid, hvor små éncellede væsner i slowmotion nærmer sig hinanden med søgende kyssemunde uden at kunne reflektere over deres behov for nærhed?
Spørgsmålene er mange, når man ser koreografen Gunilla Linds 50 minutter korte danseforestilling 'LOVEU2ND'. Allerede titlen er et mysterium. Hvem elsker egentlig hvem, og hvorfor '2ND' – er det en hilsen til SoMe-vennernes bekendte, som vi i dag er tættere på end på vores familie eller naboer?
Man må lade tankerne ligge. For pludselig sniger røgen sig ind på den catwalken, der synes at åbne sig opadtil mod en himmel af sølvfrynser. Eller er det omvendt? Sidder vi på undersiden af en mørk himmel og ser ned på et forsølvet, oprørt hav gennem et tæppe af tåge? På et øjeblik er man kommet i tvivl om, hvad der er oppe og nede, ude eller inde, fjernt eller helt tæt på. Og om de to statuariske kroppe, der sidder på catwalkens trappe, er menneskeskabte fantasier eller naturens egen spejling.
Nemmere bliver det ikke af, at bas-toner så dybe som Marianergraven masserer vores indvolde, inden komponisten Kristoffer Rosing-Schouws introducerer en smaskende, gærende ursuppe af en lydside, der først langt senere rejser sig på bagbenene og får menneskestemme – på et tidspunkt kan man ligefrem skelne ordene ”forget about Utopia”. Eller af, at de to androgyne dansere pludselig er blevet klonet til fire – Iris Thomsen, Josefine Ibsen, Katrine Holm og Shuli Nordbek – som med fascinerende sfærisk kølighed lader ben, latexhofter og luftpudeskuldre vokse ud af plateausko og knæstrømper for at ende i døde blikke helt oppe i kysekranierne.
Alene i et koralrev af sarte følelser
Det er bare med at hænge på, for der er knald på billederne, også når alt foregår i slowmotion. Og drop endelig enhver idé om genkendelige karakterer eller sammenhængende handling. Gunilla Linds og scenografen Kirsten Victoria Linds syrede sansebombardement lægger frækt afstand til den lineære fortælling, ja, til enhver form for fortælling og lader associationerne yngle nærmest uhæmmet.
Eller hvad? Vil de ikke mere end pirre publikums sanser?
Jo da. Ligesom i Gunilla Lind Danseteaters vellykkede debutforestilling 'VANITY OF MODERN PANIC – V.O.M.P.' (2018), der med de mest uformelige visuelle fantasier satte fokus på den absurde dyrkelse af Botox og plastikkirurgi som værn mod kroppens naturlige variationer og organiske aldring, er der også i 'LOVEU2ND' noget andet og mere på spil end vilde visuelle processer og et sanseligt bevægelsesoprør mod de indsnørede dansenormer.
I programmet nævnes, at supermodeller som Kate Moss og Gigi Hadid er et overstået kapitel, og at nye computeranimerede væsner nu har indtaget deres position i spotlyset. Hvilket, må man forstå, samtidig har fortrængt det menneskelige og erstattet det med noget menneskelignende, som kan være fascinerende, men som udfordrer vores identitet, fordi vi spejler os i det.
Og selv om der ikke er en entydig historie, er der en klar dramatisk udvikling på catwalken, som undervejs i forestillingen har lignet et koralrev af sarte følelser, der lader akavede tilnærmelsesforsøg og sære pardannelser vokse frem. To af mannequinerne udvikler sig ikke, skønt det måske gærer en lille smule bag den perfekte make up.
Men de to andre forpuppede larvesjæle ændrer sig. Fra at være indespærret i modeshowets restriktive koreografi oplever de til slut en jublende orgiastisk forløsning, nøgne og nydende ruller og hvirvler de rundt i et syntetisk konfettihav. De har gjort sig fri. Men – og det er muligvis hele pointen – det er et soloprojekt, de hver især er ude i. Ekstasen kan bedst beskrives som onanistisk. Den opstår ikke af kærlighed. Og ikke af mødet med en anden krop, en anden sjæl. Friheden er stadig ufri, når man er en animations-model.
Forløbet er stærkt underholdende, detaljerne overraskende, både koreografisk og scenografisk. Men er man i den unge målgruppe, skal man have en voksen med til at guide tankestrømmen bagefter, for hvor fascinerende forestillingen end er visuelt, formidler den ikke sit – og programtekstens – idémæssige udgangspunkt klart nok.
Men emnet er godt. Og oplagt både for unge og ældre. De mange teknologiske muligheder giver os nye friheder, men påvirker vores selvbilleder og identitet. 'LOVEU2ND' har en pointe i, at tilværelsen nærmer sig ét stort modeshow, hvor vi bombarderes med fotoshoppet perfekthed og derfor spejler vores længsler i kunstige og umenneskelige udtryk.
Om det er en fare, der er til at leve med, giver Gunilla Lind og de seje dansere ikke svar på. Men de skaber et skønt og udfordrende rum med plads til undren og eftertanke, når sansebombardementet har lagt sig.
