Batida holder hvertandet år sin helt egen festival, der appellerer til godtfolk fra hele branchen og til omegnens kulturelle mangfoldighed i deres særdeles stemningsfulde lokaler i Københavns nordvestkvarter. Et sted, der emmer af gode hensigter og sammenhold, og hvor man mærker skummet af gruppeteatrets bølgende reminiscenser.
Ved dette års festival i marts blev der åbnet med en urpremiere på ‘Hallelujah’. Scenen er sat i den store sal – rummelig, tom og uden noget synlige tegn på, at her skal ses teater. Ind fra publikum ankommer en tarvelig klædt gammel mand slæbende på en kuffert. Op ad kufferten haler han sin violin, som han slår an med de skønneste toner.
Glæden varer dog kun kort, for den nøgne scene invaderes af en gruppe støjende grå-gule mennesker. Komiske kostumer, komiske karakterer, som brat ændrer stemningen. Salen er med andre ord erobret af et scene- og finanshungrende kollektiv, der repræsenterer ansatte i Hallalujah-bank. De pakker alverdens instrumenter ud i takt med at de opstiller en afgud; den grå penge raket, der med jævne mellemrum tilbedes med et råbende ‘Hip, hip, hurra – hallelujah’ – specielt når aktiekurserne går godt.
Alt i alt et humoristisk anslag, der skruer forventningerne op til de ni karakterer. Den forløbne time udspiller sig et underholdende stykke musikalsk, slapstick teater med accentuering af politiske undertoner. Forestillingen er næsten ordløs, men i stedet bidrager den enkelte spiller med kropslige aeller musikalske færdigheder, som kan berige den samlede proces. Ingredienser, der er medvirkende til at forestillingen, gør sig velegnet på såvel en Boliviansk markedsplads som i det danske sommerland.
Til kamp for idealerne
Batida kæmper en indædt kamp mod uretfærdighed, mod verdens pengeundertrykkende magthaver og for kollektivet. Ikke desto mindre er det politiske ideal og de evigt samfundskritiske holdninger ikke nok til at holde historien i kog.
Fortællingen tager afsæt i kuffertens indhold, der viser sig som mere end violinen. En noget mere angstfremkaldende pakke, som de asociale bank ansatte ikke rigtig tør beskæftige sig med. Uden at afsløre for meget, indeholder pakken det optimale symbol på uskyld.
Og her er det Batida mister grebet, og de mange optrin af mere eller mindre musikalsk karakter skaber forvirring. Historien lider fra da af et brud på kontrakter, for i første omgang opfatter jeg pakken som min fortrolige, hvilket er oplagt i flere scener. Men så skifter sympatien – og forstålsesproblemet tager til.
Er den lille uskyldighed blot noget, vi avler videre i kapitalismens grusomme navn? Er der ikke noget håb eller lader vi os alle forføres af det infantile uskyldige? Desværre sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at ‘Hallelujah’ har et budskab, som jeg ikke helt fanger.
Som helhed taget er ‘Hallelujah’ underholdende. Et mix af politiske kommentarer tilført og blandet med satiriske og morsomme ondskabsfuldheder. Alt kædet sammen af skønne og opfindsomme musikalske optrin. Til tider er sekvenserne så onde, at det kan være svært at greje for et yngre publikum. Derfor er aldersgrænsen 10 år + og bør tages alvorligt.
