Hvordan skildre børns længsel efter en tabt primærperson? Det være sig efter en skilsmisse, eller død, eller efter et uforklarligt fravær. En traumatisk oplevelse er det i alt fald, og børns forsøg på at komme til erkendelse kan tage mange veje.
Brødrene Frede og Uffe savner deres far. Han er – måske – jagerpilot i krigen, men nu har han været væk så længe, at han måske aldrig kommer hjem igen.
Deres tanker, deres drømme, deres lege kommer til at handle om at søge efter far. Drømme er svære at forstå, men det kan virkeligheden sandelig også være, ofte endnu sværere. Og at far er væk, er slet ikke til at kapere. Er han forsvundet i sit fly, højt, højt oppe i luften? Ligger han på bunden af en sø? Inde i drengene findes han i et hvert fald, – men er han også en virkelighed et eller andet sted?
Det stiliserede udtryk
Teater Hund er kendt for sit – ikke altid, men ofte – stiliserede udtryk, præget af præcision i spillet og klarhed i fortællingen. Denne gang er det ikke Methe Bendix der har stået for instruktionen, men Per Linderoth, der også har været en del af Teater Hunds ensemble et stykke tid. Og han følger det bedste i sit teaters formsprog op. Og viderefører det!
De to brødre leger først og fremmest med tanken om – fantasien om – at far er jagerpilot. De er klædt i en stiliseret udgave af et flyverhabit fra Anden Verdenskrig, komplet med hjelm og øreklokker. I deres leg flyver de højt oppe over byen og landet, og højere og højere på udkik efter far. Den ene på jorden, med kontakt til kontroltårnet, den anden som flyet der tvinges til at gå op, op, op. 'Ser du far?' råbes der fra jorden. 'Nej!' råbes der tilbage.
Og derhjemme, med alle rutinerne – som mor styrer med milde børnerim over højttaleren – med at gå i seng, stå op, tisse, vaske, spise morgenmad, – hele tiden handler det om jagten på far. Også på vej til skolen, den lange vej gennem skoven, forbi vandet, forbi fabrikkerne og husene – det er far der optager tankerne.
Og ikke mindst i deres drømme. Den ene med højdeskræk, den anden med angsten for at drukne. Men hvad er drøm, hvad er fantasi, og hvad er virkelighed i de to brødres verden? Det flyder sammen, alt er domineret af savnet efter far, håbet om at finde ham, og jagten på ham. Det er så svært at forstå, at han er væk.
Visuel triumf
Scenen er den mest spartanske jeg har set i lang tid – nul og niks ud over to minimale bogpakker yderst på scenekanten. Scenen er så smal, så smal – et fladt bagtæppe giver dem kun et par meter at bevæge sig på.
Men det viser sig, at bagtæppet er det vigtigste i denne scenografiske sparsommelighed. Deres senge, deres morgentoilette og morgenmad, deres vej til skolen, klasseværelset – alt er computeranimeret som projektion på bagtæppet.
Og det er en animation, som repræsenterer noget nyt for denne anmelder. Vi har set mange fantasifulde udnyttelser af projektioner i dansk børneteater over de sidste mange år, men denne forestillings stiliserede univers, holdt i sort og hvidt og shades of grey, er en genistreg.
De to skuespillere bevæger sig uanstrengt på den smalle forscene, helt og fuldt synkront med forandringerne i den computeranimerede scenografi. Det kræver et nøjagtigt fysisk nærvær og en nødtørftig, men klar, pantomimisk spillestil, som Carlsson og Reinhold takler uden besvær. Direkte, enkelt og no nonsense.
For mig at se, er det endnu et eksempel – og et imponerende et – på Teater Hunds præcise måde at fortælle på, når det er bedst. Jeg sidder nede i salen og glæder mig over originaliteten i dette, men jeg mærker også, med hvilken iver at børnene omkring mig retter deres opmærksomhed mod det visuelle eventyr, der udspiller sig for deres øjne.
Et alvorligt tema
'Hvis bare…' er ikke en enkel forestilling at forstå. Slet ikke. Den er gådefuld og poetisk uden nogensinde at blive mystifistisk eller poetiserende. Jeg sidder selv tilbage med en følelse af, at jeg har haft en spændende drøm, men det er jo det med drømme, at de er svære at fastholde, når de er slut.
Undervejs kan jeg godt mærke, at den griber fat i noget, der ligger dybt i alle mennesker, store som små, og jeg lader mig rive med på en vandring mod den erkendelse, at far nok aldrig kommer.
Slutbilledet giver en afklaring: Han med højdeskrækken våger sig op på toppen af stigen, og han med vandskrækken våger endelig at flyve ind over søen. Nu kan de komme videre.
Jeg er meget glad for at have set denne forestilling. Den sætter tanker og følelser i gang, uden at der et øjeblik appelleres direkte til det fra scenen. Ingen sentimentalitet, ingen Gajol-filosoferinger.
Det er en forestilling, der giver rum for stilhed, for eftertanke og erkendelse. Den kræver opmærksomhed, og i børnepublikummets stilhed mærker jeg en fascination og en lyst til at aflæse alle tegn og signaler fra scenen for at forstå og se sammenhænge. På den måde bliver forestillingen udfordrende – man får ikke alting serveret på et sølvfad. Man kommer selv på arbejde.
Så jeg kan godt forstå, at Teater Hund har sendt en mail ud om, at det er en god idé at forberede børnene en lille smule, inden de kommer ind og ser forestillingen.
