Jeg har en gang tidligere ladet mig blive revet med til Fanø i selskab med Gertrude Exner og Catherine Sombsthay og med Hans Peter Stubbe Teglbjerg på lydsiden. Det var i den sofistikerede billedforestilling 'Horizons' af franske Compagnie Mediane på Aprilfestivalen på Frederiksberg for et år siden, hvor Gertrud Exner var med på scenen som oversætter.
Jeg indrømmer gerne, at den forestilling tryllebandt mig, selv om jeg godt kan se, at den trak veksler på mange børns tålmodighed.
Denne gang står Exner alene på scenen i regi af sit eget teater. Eller, nej! – komponist Stubbe Teglbjerg er også til stede, knapt synlig, for han sidder med ryggen til publikum, næsten urørlig – en slagsmaster mind, som med myndig hånd styrer lys og lyd og elektronik på sin computer.
Sofie og bedstemor
Gertrude Exner vil fortælle os om Sofies besøg i skærgården hos bedstemor, om alt hvad de laver sammen, hvad de taler om, hvad de oplever på sine vandringer langs vandet.
Men hun begynder et helt andet sted. Scenen er fyldt med mikrofoner og højttalere, pedaler og skærme, overheadprojektører og plateauer i forskellig højde.
Og scenisk moment nummer ét er at skabe sanglig lyd, enkle toner trukket langt ud. Exner 'synger' i den ene mikrofon, træder på en pedal, og lyden samples og bliver hængende, når hun synger i den anden mikrofon, så sampler hun også den lyd, og skaber således et univers af vidstrakt natur og melankolsk musik – af ebbe og flod, hav og bølger, vind og måger. En mindelse om Hildegard von Bingen, om højt til loftet i kirken, som det er højt til himmelen over Fanø.
Det er ret fascinerende. Og smukt.
Men inden denne verden – dette landskab – dette univers – er blevet etableret og accepteret hos publikum, begynder Exner med sin fortælling om Sofie og bedstemor – med teksten. Og lige der, er det jeg taber tråden.
Simpelthen fordi teksten kommer for tidligt for mig, jeg har endnu ikke nået at absorbere og træde ind i det sceniske her og nu – HVOR er ikke færdigt etableret, før HVAD sættes i gang.
Det er muligt, det har at gøre med, at kvinder kan multitaske, mens mænd kun kan gøre én ting ad gangen. For mig kom elektronikken til at forstyrre fortællingen, (eller omvendt), jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle lytte til, og blev siddende ligesom Buridans æsel mellem to høstakke. Jeg vil ikke sige ,at jeg døde af det, ligesom æslet, men min forvirring ødelagde for oplevelsen af forestillingen og dens ærinde.
Det er også muligt, at det har at gøre med, at jeg er en langsom publikummer. Ikke at jeg på død og liv skal have hver en ting for sig til hver en tid, men når formen er så smuk og kompliceret, så er jeg ikke klar til at møde indholdet endnu. Det lydlige univers skaber så mange associationer, så mange billeder, at jeg som publikummer er på fuldt arbejde når jeg pludselig afbrydes og skal tage stilling til et helt andet element.
Det er faktisk ret ubehageligt, jeg får følelsen af at jeg svigter forestillingen, at jeg er et helt andet sted med hensyn til tempo, takt og rytme.
Fine elementer
Så jeg halser efter forestillingen, efter historien, og når den heldigvis i tide til at få enkelte fine elementer med.
Som når Exner tegner med fingrene i sand, og det hele projiceres op på ryggen af den statuariske komponist. Som når livet på stranden vågner, når katten siger 'Miauuuw' og bierne siger 'Bzzz'. Når vi hører skridt i sand eller bare dovner i solen.
I det hele taget: Jeg ser trekløveret Exner/Stubbe Teglbjerg/Sombsthay som et helt særegent element i dansk teater, med deres personlige tilgang til teknisk kompleksitet og poetiske fortællinger.
Men jeg mærkede på børnepublikummet omkring mig, at de kan blive en smule for meget teknologiske og sofistikerede til at holde børnenes opmærksomhed hele vejen.
Eller min for den sags skyld.
