'Give me a reason to stay / so I won’t fade away', synger de to pigeperformere energisk til teenagetilskuerne hos Arrieregarden.
Livsleden er helt fremme i pigernes marcherende soldatersko. Og pigernes øjne er malet stumfilmsmørke, og deres soldaterbukser er slidte. Disse eksistenser er på vej ud over afgrunden, og det har de været længe.
Der er noget umiddelbart fascinerende over den energi, som Arrieregarden kaster ind i dette slutspil med titlen 'Alt er sagt, siger de'.
Sofie Faurschou og Linn Haldrup Lorenzen er en næsten Beckett’sk duo af overleverkraft, musikalitet og kampmod. De spiller harmonika og klarinet og hvad som helst, mens de bekæmper angsten hos hinanden. De er kønne og unge, men de agerer med oldinges perspektiv over livet og meningsløsheden.
Som noget af det første prøver de at hænge sig selv og hinanden i samme snor – uden held, selvfølgelig, men i en vellykket koreografi for snor og halse. Og så går jagten på livsindhold ellers ufortrødent i en halv time.
Selvmordspræcision
Alt er koreograferet. Pigerne er meget præcise, uanset om de marcherer, eller om de slæber rundt på hinanden i muntre løft. Deres kroppe knokler overdrevent og uden at stille spørgsmål, akkurat som soldater på øvelse.
De spiller, og de synger, men de begynder også at synge uden lyd. Og efterhånden forvandler det muntre klovnebillede sig til en dybt uhyggelig scene mellem to selvmordstruede. De slås både med sig selv og hinanden – og der er ingen udvej.
Publikum reagerer ved at være musestille. Som om ingen tør så meget som hoste, af frygt for at den ene af pigerne så vitterlig vil kværke sig selv.
Scenografien svigter
Samtidig mærker man, at man intet kan stille op som betragter. At pigerne udfører den dødsmarch, de nu engang skal. At deres indre mål er ufravigeligt, og at ingen ville kunne få dem fra det. Og det aftvinger respekt.
Magnus Errboes instruktion beholder bevidst det ekstreme sortsyn i alle scener, og det koreografiske udtryk presser pigernes gymnastiske linjeføring til det ypperste. Men her svigter rummet. For desværre består scenografien kun et par faste lamper og så ikke mere. Her kunne en egentlig lyssætning have gjort underværker – og et gulv.
Rummet hjælper i hvert fald ikke spændingsudviklingen undervejs. Når pigerne lægger deres instrumenter fra sig, kryber stilheden ind på dem. Og så truer kedsomheden blandt tilskuerne.
Energien fiser ud
Pigerne når til et vendepunkt. De tager soldatertøjet af, langsomt og omhyggeligt. De folder bukser og skjorter og lægger alt i bunke. Endelig står de helt befriet for både rollerne som soldater og som musikere. Nu er de bare to piger i undertøj: To bange piger.
Men her er instruktionen løbet tør for idéer. Energien fiser ud, og pigerne mangler tydeligvis noget at fylde ind i deres intethedstilstand; nogle rekvisitter eller noget andet, der kan drive handlingen videre. Og selv om de langsomt opfinder akrobatiske løjer, så bliver det alligevel så langstrakt, at modet til slutløsningen alligevel forlader dem.
Mod og kvindehjerte
»Alt er en gentagelse,« siger de. Eller er det bare sådan, det føles? Her overlades tilskueren til sin egen opgivenhed og livslede. Hos Arrieregarden er der ingen livslyst at hente, og det føles faktisk temmelig befriende i alt sin upædagogiske barskhed. Det er modigt, at denne forestilling vitterlig søger at nå ind til at teenagerens altomsluttende sortsyn og det eksistentielle nulpunkt, som man uvægerligt banker ind i, når man er på vej til at blive voksen.
Det er respektfuldt, at handlingsløsninger og kriseoptimisme overlades til tilskuerne selv. Og det er frækt, at Arrieregarden bevidst leger med en dobbelttydig 1930’er-æstetik, hvor gymnasten både er offer og bøddel.
At Arrieregarden så ikke viser konstruktive veje videre frem, kan måske virke forvirrende eller skuffende eller direkte provokerende på visse tilskuere. Men ærligt, det er det da – med mod og kvindehjerte. Forestillingens startbillede holder i hvert fald hele vejen gennem forestillingen: To kvindesoldater på vej mod ingenting.
