Ude foran Game Streetmekka i Esbjerg triller en masse børn og unge rundt på deres skateboards og løbehjul. Men tre teenagere med farvede kasketter og sneakers går målrettet ind i huset ved byens gamle togremise, der er blevet til kulturhus. Det er tre udsendinge fra Teatercentrums formidlerprojekt ’Lån en ung’: Sørine på 15 år, Marie på 15 år og Andrea på 14 år.
De er alle tre elever på Rørkjærskolen i Esbjerg. De har glædet sig til Aprilfestivalen i deres by – og de har nu ladet sig udlåne til Teateravisen som mine ledsagere til forestillingen ’KropsKøn’ med Gazart for de 5-15 årige.
Vi når lige at præsentere os kort for hinanden, mens folk stimler sammen foran døren til salen. Så bliver vi lukket ind til forestillingen, der foregår uden nogen egentlig scene, men med publikum stående og siddende rundt omkring i salen. Men bagefter finder vi hinanden og søger ud i solen til en samtale om de unges indtryk af forestillingen.
Abstrakt koreografi
»I teaterforestillinger er der ofte en historie, hvor alle ser det samme,« forklarer Sørine. »Men i denne forestilling er det ens egen personlighed, der sætter præget på, hvordan man vil forstå historien.«
»Det var fedt, at forestillingen allerede var startet, da vi kom ind i rummet,« udbryder Marie.
Andrea giver hende ret. »Det var fedt, at publikum blev integreret i forestillingen,« synes hun.
Så er snakken indledt. De taler klart og energisk, og de er tydeligvis ikke det mindste i tvivl om, hvad de mener om forestillingen.
Andrea går direkte til sagen. »Forestillingen handlede om identitet,« forklarer hun. »Danseren prøvede at finde ud af, hvem danseren selv var – og prøvede at kopiere andres bevægelser for at finde ud af det.«
Sørine er optaget af selve koreografien. »Danserens fokus på armene gav et helt andet udtryk. Og de mange drejninger og trinene fra moderne dans gjorde koreografien abstrakt,« forklarer Sørine.
Identitet fylder meget
Da jeg spørger disse teenagere, hvad de går til i deres fritid, viser det sig, at de alle tre går på Kulturskolen. Marie går til teater, mens Sørine danser moderne dans og går til både klassisk og rytmisk sang – og Andrea synger rytmisk og spiller klassisk guitar.
De øver sig altså alle tre i kunstneriske discipliner, som er beslægtede med elementerne i den danseforestilling, de nu har set. Måske er det også derfor, at de har så mange ord for den forestilling, de lige har oplevet.
Ingen af dem har dog set noget, der lignede dansen i ’KropsKøn’. Alligevel mener de alle tre, at forestillingen handlede om identitet.
»Vi har alle tre set noget om identitet i forestillingen, fordi identitet fylder meget, når man er ung,« forklarer Sørine. »Ofte er der forskel på, hvem man er, og hvem man gerne vil være. Det viser dansen.«
Mand eller kvinde
De tre unge har blik for det konkrete i forestillingen. De diskuterer for eksempel, hvad det mon betyder, at danserne tager sin nederdel af undervejs, så man kan se, at han har en ballon bundet på det ene knæ.
»Det viser, at når man smider tøjet, så kan man opdage noget indenunder, som man ikke havde set før,« lyder et tænksomt bud. De er alle tre meget optaget af kostumerne og maskerne.
»Det er fedt, at man ikke kan se ansigterne, så man ikke kan se, om danseren og musikeren er en mand eller en kvinde,« supplerer Sørine. »Til at begynde med tænkte jeg faktisk: Er det en mand eller en kvinde?«
»Men en fem-årig vil nok se det anderledes,« indvender Andrea.
»De fem-årige vil nok være ligeglade med kønnet,« erkender Marie.
Det bliver disse tre unges konklusionen. Så vandrer de hastigt videre. De skal nå se andre forestillinger og servicere flere voksne tilskuere, der lige som mig for længst er gledet ud af målgruppen for teater for børn og unge.
Man bliver ved med længe at kunne se deres farvede ’Lån en ung’-kasketter i horisonten, mens de bevæger sig ned ad de lange, snorlige gader i Esbjerg. Som lysende symboler på teaterglæde.
***
Teateravisens anmelder har også skrevet sin egen anmeldelse af ’KropsKøn’. Den kan læses her på portalen.
