'Der er en dreng i vores klasse, vi mobber lidt. Han er også vildt irriterende. Det er hans egen skyld', er en af de hårde bemærkninger i Superreals forestilling 'What the f…', som havde premiere på Skolen ved Søerne på Frederiksberg i december. Monologen fortsætter med en forklaring om hierarkiet blandt eleverne i en 8. klasse, og hvor vigtigt det er at være venner med de rigtige, ellers er man ude:
'En gang var vi venner', lyder det fra mobberen.
I forestillingen er ordene i de syv monologer elevernes egne. De unge fra 8.klasserne har fortalt deres historier om mobning og givet tilladelse til, at de bliver brugt i forestillingen. Derfor er det måske også lykkedes for gruppen Superreal at lave en forestilling, der ikke moraliserer og taler ned til de unge. Derimod bliver forskellige aspekter ved mobning behandlet, ligesom mobbe- samt offerrollen konstant bytter pladser i forestillingen.
Kunst, viden og virkelighed
Kunst, viden og virkelighed er den tredeling, som Superreal arbejder med. Kompagniet har lavet forestillinger for de unge med vanskelige emner som sex, misbrug, angst og depression og har nu i et huskunstnerforløb lavet forestilling om mobning.
Superreals leder og instruktør, Gert Møller Jensen, fortæller entusiastisk om den første fase, hvor eleverne blev undervist af konsulenter fra Mobbeland og Superreal-medlemmer:
»Det har været et trefaset forløb over 15 uger med to ugers pauser. I den første fase, som vi kalder den socialæstetiske, har vi prøvet at videreføre de tematikker, som de har arbejdet med hos Mobbeland. Vi bedt dem om at definere fx temaet ’eksklusion’. Så har vi delt dem op i tre grupper, som hver især har arbejdet med to skuespillere og en dramaturg. Jannik Jensen har taget sig af taleteater, Linda Nygaard det fysiske teater og Karina Dahl har haft om musikteater.«
Tvunget på gulvet
Superreal fandt hurtigt ud af, at eleverne havde svært ved at fortælle deres historier om mobning til hinanden på workshops'ene. Derfor valgte de at lade eleverne skrive historierne ned i stedet. Ud fra dem valgte eleverne tre historier, som de iscenesatte og opførte for hinanden i grupperne. Herefter var det meningen grupperne skulle udvælge en historie og vise for hele klassen.
»Det viste sig, at de, der havde lavet en historie, ret hurtigt fik ejerskab over den historie og gerne ville vise den for alle. Der var jeg nok blød og gav for det meste lov,« fortæller Jannik Jensen, skuespiller og workshopleder, smilende.
»Ja, alle skal vise, det har vi aftalt efter evalueringen. Det giver en motivation for at lave noget. Vi kan ikke forvente, at eleverne er 100 pct. motiverede til sådan et projekt. Og vi oplevede, at de kunne finde på at snige sig uden om at lave noget. Så vi har nogle gange også tvunget dem for at få alle på gulvet. Vi ville gerne have de så hinanden fra forskellige perspektiver ,« fortæller Gert.
Intro til teaterkunst
Ideen med første fase har været både at få eleverne til at italesætte temaerne om mobning på andre måder, end de er vant til, og at undervise på en ny måde, men meningen har også været at skabe en åbenhed i klasserne.
»Og så har ideen selvfølgelig været at introducere eleverne for teater. Lære dem om forskellige teatermetoder. I mine workshops gik jeg meget i dialog med dem: ’Hvordan kunne I tænke jer at lave det?’, spurgte jeg. De fandt hurtigt ud at, at hvis de tog chancer, turde, så kom de andre bagefter og klappede dem på skulderen,« forklarer Jannik.
»De rykkede sig enormt og turde mere og mere. Det var også svært for dem i starten at arbejde abstrakt, de kunne ikke begribe det, men så prøvede vi at italesætte det og gøre gakkede ting med dem. Men det kom efterhånden, så holdt de op med kun at tænke konkret og sort/hvidt. Jeg blev meget overrasket over, hvordan de tænkte meget enkelt – rigtigt og forkert i forhold til nærmest alt,« uddyber Gert.
»Ja, det er: ’Er du til Justin Bieber eller ikke? Er du på eller ikke på’,« griner Jannik.
Teater er levende
Men hvad er det, Superreal mener, at scenekunsten kan som medie? Hvad kan den lære de unge?
»Teater er nu og her. Teater er levende. Som teater tilbyder Superreal dig forskellige tilgange. Min egen lidenskab for teater skyldes, at der ikke er nogen, der vælger for mig. Selvfølgelig har instruktøren truffet nogle valg, men som hovedregel kan jeg blot kigge på tapetet i stedet for ham, der eventuelt står og taler. Det kan man ikke i samme grad i en film. Et andet vigtigt mål for os er selvfølgelig publikumsudvikling. Det ligger som en rød tråd gennem hele vores arbejde. Mit håb er at skabe nysgerrighed for teater hos de unge,« lyder det fra Gert, og Jannik supplerer:
»Man går ind i et rum sammen i teatret. Publikum reagerer på mig på scenen, men jeg reagerer også på dem. Derfor giver det mening, at vi også sætter dem til selv at iscenesætte. Når en elev går op og fremfører en monolog, er det en oplevelse eleverne skaber og har sammen. Det var svært for nogle at stå alene på scenen, men det delte de med dem, der sad og så på. Det giver netop mening med dette tema om mobning, for de lærer noget om fælleskab, sårbarhed, at dele og være sammen om det. Teater skaber fælleskab.«
Elever som konsulenter
Tanken med den anden fase i forløbet, den kunstneriske, var, at eleverne skulle se deres egne små scener og uddrag af det materiale, Superreal havde genereret på bagrund af elevernes historier. Efter disse delvisningerne skulle de komme med feedback for at finde ud af, om de havde forstået de teatralske begreber.
»Vi ville også gerne høre, om det gav mening for dem. Vi spurgte dem: ’Giver det mening for jer at se det her gennem vores spil? Eller er det bare nogle voksne, der prøver at være jer?’,« fortæller Jannik.
»Ja, eleverne skulle selv agere konsulenter på det endelige produkt. De så to visninger af det, vi havde lavet af forestillingen. De var stille og fokuserede på forestillingen, men også på hvem det nu var, det handlede om, fordi de kunne genkende historierne. Desværre druknede idéen med at lade dem være medskabere. Vi fandt ud af, at det er alt for meget at lade en hel årgang være med i projektet og at lade dem arbejde sammen på tværs af klasserne. Det kommer til at handle om deres interne spil i stedet for teater. Det var for tæt på for dem. Men sådan er det med et pilotprojekt. Vi har lært meget,« siger Gert.
God måde at lære om mobning på
Den sidste fase i forløbet har været den konceptuelle fase. Her viste Superreal 'What the f…' til en helt ny årgang, hvis lærere så afprøvede det undervisningsmateriale, som er blevet udviklet ud fra de første to faser. Lærerne har evalueret forestillingen og den Q&A, som blev holdt med eleverne efter.
»I den konceptuelle fase samler vi det, som egentlig skal på landevejen. Og det har fungeret virkelig godt. Vi har fået meget god respons på undervisningsmaterialet. Lærerne er meget begejstrede for forestillingen, og eleverne er også ret glade for den. Så den konceptuelle fase og den første fase beholder vi helt sikkert, mens fase to laves om,« fortæller Gert.
Deama Elshayah fra 8.x har været med i Superreals forløb. Hun mener, at teater er en god måde at lære noget om mobning på:
»Det er ret kedeligt, når vi fx har set film om det. Men når vi selv kunne komme med historierne, lærte vi mere. Vi er blevet meget mere opmærksomme på at gøre noget ved det, hvis nogen bliver mobbet. Invitere dem med som bliver holdt udenfor. Vi har lært om de forskellige mobbepositioner, og at man selv kan være en del af det, selvom man ikke mobber. Man kan også bruge det senere i livet, man kan blive mobbet på arbejdspladsen. Og jeg kunne godt tænke mig at komme mere i teatret, for nu kan jeg genkende de måder, vi selv har arbejdet på. Vi har lært meget om teater.«
Og hendes klasselærer, Katrine Krebs, tilslutter sig:
»Det har givet os et sprog til at tale om det. Jeg har lært det samme som eleverne. Det har været en gave at kunne træde lidt i baggrunden. At arbejde sammen med teaterfolk har også flyttet nogle grænser. Jeg har opdaget, hvordan man kan bruge teater som formidling. Det interaktive fungerer virkelig godt. Men jeg føler mig ikke fagligt godt nok klædt på til, at gøre det. Jeg synes, vi som skole har et ansvar. Det kunne være interessant at få hele skolen til at arbejde med det.«
Forskellige perspektiver
'13 procent af alle folkeskoleelever føler sig mobbet, 10 procent har følt sig mobbet af lærere, 70 procent af lærerne føler sig usikre i forhold til mobning'.
Der bliver remset fakta op fra scenen til premieren på 'What the f…' på Skolen ved Søerne på Frederiksberg.
Og en dæmonisk, farvestrålende klovn får kastet tasker i forskellige farver i armene. Taskerne kan symbolisere de forskellige aktører, der er i en mobbesituation: mobberen, offeret, medløberen eller hjælperen.
Et af Superreals varemærker er at blande faktuel viden med tekstdramatik, fysisk teater og abstrakt fantasi. Men hvorfor er det vigtigt at blande genrerne?
»Menneskets sanser er altid rangordnet. Jeg er selv meget visuelt orienteret, så jeg føler mig let tabt i en ren naturalistisk tekstforestilling, men jeg har trænet mig selv op til at se det. Det er de unge ikke, og de er ikke bevidste om, hvordan de sanseligt rangerer. Derfor er det vigtigt, at vi skaber forskellige indgange til det. At de som ikke er tekstligt orienterede har en indgang gennem det visuelle eller auditive,« siger Gert.
Derudover er forestillingen ikke fortalt som en fortløbende fortælling.
»Eleverne kan sagtens se, at det først er til sidst, at hele historien samler sig. Mange kan også godt se, hvorfor klovnen kommer op af kassen, for kassen som metafor italesættes og forklares til sidst i Lindas monolog. Vi arbejder ikke med plot, vi arbejder mere med stemninger, plottet finder folk selv. Det plotløse er langt mere dialogskabende,« siger Gert.
»De er rigtig trænede i at se verden sådan. De kan sagtens køre tre ting på en gang. De kan ikke altid italesætte det, men de gør det hele tiden,« supplerer Jannik.
Indhold vs. æstetik
På det kritiske spørgsmål om Superreal ikke risikerer, at det æstetiske, kunstneriske niveau daler, når deres forestillinger ’devices’ frem på baggrund af et givet aktuelt tema, svarer Gert prompte:
»Vi løfter netop ikke moralske pegefingre i vores forestillinger. Vi giver ikke nogen svar. Forestillingerne er bygget op omkring stemninger frem for handlinger. Så jeg mener ikke, det æstetiske forsvinder, for det æstetiske ligger i det, vi fornemmer og ser. Vi videreformidler viden og virkelighed, men på kunstens præmisser. Det er altid teatret, der står forrest. Det er ikke et foredrag.«
Og Jannik siger efterfølgende:
»Vi har haft mødet med eleverne og deres fortællinger til at skabe grundlaget for forestillingen, men i bund og grund er det samme måde at arbejde på som til en traditionel teaterforestilling. Elevernes historier har været som et hvert andet manuskript at arbejde med som skuespiller. Vi skaber et billede af, hvad man kan finde indenfor mobning, et åbent værk, ligesom et hvert andet godt værk. Vi skaber vidensdeling, men vi lægger det ud, så de selv kan tænke over det.«
Ikke forudindtaget teater
Hvad er det så, Superreal ønsker, at publikum skal tage med hjem fra 'What the f…'?
»Vi vil gerne, at man skal kunne spejle sig i vores forestilling og måske se, hvilken taske (aktør i mobbesituationer, red.), man selv har spillet i forhold til mobning. Men vi vil ikke dømme nogen. Man skal ikke gå ud med en dårlig smag i munden. Vi vil gerne underholde, og det har været vigtigt at have humor med,« siger Gert, og Jannik taler videre:
»Nej, det er vigtigt at huske, at mobberen også er et offer, ellers så skaber man bare en ny dårlig situation.«
Gert tager afslutningsvis over:
»Vi vil gerne lave vedkommende teater, så det skal ikke være forudindtaget. Vi præsenterer fakta, er konstaterende om virkeligheden, men er ikke moralske. Vi vil gerne kombinere viden, virkelighed og kunst. Mit håb er, at når vi laver teaterkunst om mobning eller sex, så synes de unge måske, det er lidt mere fængende!«
