ZeBU inviterer den moderne videoteknologi indenfor i deres nye danseforestilling ’Se min skygge’. Den nye digitale billedlighed indgår i et univers der – som Jørgen Carlslund har tradition for – kombinerer dans, teater og nykomponeret musik.
Forestillingen vil udforske, hvad video- og computeranimeret visualitet kan bidrage med til scenekunsten, og samtidig vil teatret fortælle en spændingshistorie om en ung piges møde med sig selv via den virtuelle rejse hendes egen skygge sender hende ud på.
Skønt og spændende. Derfor ærgerligt, at udtrykket ikke evner at føre os med ind i en mere betagende og overbevisende historie.
’Se min skygge’ har både problemer på form og indholdssiden. Hvad angår udtrykket, er det som om teatret er blevet forført af en begejstring efter at vise, hvad man kan med moderne teknologi. Forestillingen fylder for mange enslignende computeranimerede billeder i grå, sorte og hvide farver på i for lang tid.
Vi begynder i pigens værelse, som med en seng i forgrunden, en stabel bøger for fodenden og en gråstribet væg i baggrunden udgør scenografien. Det er godnathistorietid. Hver aften fortæller pigens far en ny historie, forstår vi på en indtalte stemme, som formidler forestillingens talte tekst.
Dansende med bøger kropsliggør Jørgen Carlslund og Loa Carlslund med adræt og dansante bevægelser deres fælles begejstring over den skrevne historiefortælling. Deres harmoniske duet signalerer glæde og sammenhold. Her er noget far og datter kan lide at dele. Så bliver det sovetid. Men eventyrbøgerne lokker pigen ud på gulvet igen. Faren aner det og bærer efter et par 'nu skal du sove'-forsøg alle bøgerne ud og markerer dermed en overgang til en ny fase i pigens liv.
Bøgernes forsvinden sætter pigen i gang med at skabe sine egne historier. Hun begynder at lave skyggespil. Med fingre og hænder former hun fugle og dyr. Hendes egen skygge dukker op og lokker hende med ind i en verden bag den kendte. Et Alice i Eventyrland-agtigt univers. Et univers, hvor hun ikke selv er herre over hvad der sker, og hvor hun samtidig også er i stand til at skabe nye billeder med sine bevægelser.
Skyggespil og teknologi
Nye rum, nye perspektiver, nye vinkler opstår i det forløb, som udspiller sig mellem pigens fysiske dans og en stadig skiftende computeranimeret grafisk skyggebilledlighed. De skyggespilsfigurer, hun skabte med hænderne bringes til live. Slangen, kaninen, kanariefuglen og ræven. Væggene i hendes værelse mangedobles. Fantasiverdenen betager pigen, fordi hun med sine bevægelser kan skabe og spille sammen med de former og figurer som opstår. Men den skræmmer hende også fordi den rummer et mørke med ukendte ting. Et univers af roterende tandhjul og fabriksagtige tableauer dukker frem som truende verdener. Bag væggen ser vi at pigen i stadigt nye perspektiver og interaktioner møde sig selv og sin egen skygge, som forsvinder væk fra hende. Pigen pendler i starten lidt frem og tilbage mellem de to virkeligheder, fordi faren vender tilbage med et: 'Så godnat'.
Vores hovedperson opholder sig længe i en virtuel (computerspilsagtig) virkelighed. I starten holdes ens sanser vågne, men med tiden begynder man desværre at opleve billederne som effekter i stedet for formudtryk der er medformidlere af historien. Den historie som også undervejs får et noget uklart fokus og diffust indhold.
Den indtalte tekst taler meget direkte og med en fin åbenhed ind i et barns hverdagsliv.
Men undervejs kommer man alligevel i tvivl om hvad forestillingen handler om. Om selv at skabe fortællinger – mærkelige fortællinger, nye fortællinger, egne fortællinger? Hvorfor nævner forestillingen i starten uden at sige det direkte H.C. Andersens ’Skyggen’ som en af de uendeligt mange historier, der findes? Hvor gammel skal vi forestille os, at pigen er? Man bliver lidt forvirret over at en ung danser indgår i en godnatlæsnings-seance, som synes at høre en meget yngre pige til.
I 2005 vandt ’Dorthes hjerte’ af Grønnegade Teatret (dengang kaldet Det lille Turnéteater) en Reumert i kategorien Årets Børneteaterforestilling. I begrundelsen hed det blandt andet: ’..forestillingens legende og begavede brug af video- og computerteknologi er bare original’.
Udviklingen er gået tjept siden da. Det er bestemt at påskønne, at teatrene stadig leger med og søger at udforske, hvad den computerteknologiske verden kan bidrage med til scenekunsten. ’Se min skygge" er en i rækken. Intentionen er god. Men desværre savner forestillingen nuancer, dynamik og stramhed i udtrykket og dramaturgien.
