En teateroplevelse for børn, der forener skuespil og svømning eller alternativt spilles på land, lyder som noget nyt og spændende. Men hvis man går efter at se en teaterforestilling og meget gerne en eksperimenterende, bliver man slemt skuffet, for som teater var forestillingen ude på dybt vand. På årets Aprilfestival foregik teatret Sækonurs ’Mød en ægte havfrue’ ellers i flotte omgivelser på et lille spillested af træ med tilskuerpladser og en rund scene, der lå til kaj i Ebeltoft Havn.
Hertil ankom havfruen Havdis underligt nok ikke ad vandvejen, men ad den åbenlyst anstrengende vej fra landsiden, hvor hun stærkt hæmmet af sin store grønne hale møvede sig frem med højlydte bump. Den uelegante entre fjernt fra enhver forventning om smidigt svømmende havfruer er muligvis tænkt som et komisk nummer. I så fald udeblev virkningen, hvorimod indtrykket af noget, der knap nok kunne kaldes en forestilling, kun blev stærkere undervejs.
’Mød en ægte havfrue’ beskrives som teater, der afslutningsvis udvikler sig til en aktivitet, som publikum kan medvirke i. Det opleves lige omvendt. Der ville uden tvivl være mere sjov og ballade i at se havfruen svømme rundt og ikke blot sidde fast forankret på samme sted.
Men det ville ikke have gjort nogen forskel i forhold til forløbet. Det begynder med en kort og ganske sød beretning med klare feministiske træk og fokus på klimakrisen og slutter med masser af aktivitet. Men teateroplevelsen må man spejde forgæves efter.
Kører af sporet
Havdis skal have fat i en skat, men er dårlig til at huske og behøver hjælp fra Havets Moder dybt nede. Hun er som ung sprunget i havet for mod sin fars vilje at undgå et giftermål med en ørn, og ud fra hendes lange år spredes alle havets fisk og dyr.
Så Havets Moder bliver sur, når mennesker driver rovdrift på havets ressourcer, spreder skrald eller ikke passer på Amazonas regnskov. Desværre er teksten fattig på metaforer og poesi, så den kommer der ikke meget drama ud af trods et romantisk indslag, der virker sært – aldersgruppen taget i betragtning.
Men skatten bliver fundet, og meget banalt og bekvemt er det en kuffert med ting og sager, der kan bruges til at kommunikere på tæt hold med tilskuerne.
Det er Maria Rieck meget bedre til end til at fortælle historien og spille teater. Hun har varme og nærvær og gør meget for at appellere til børnenes fantasi og få dem med.
Det lykkes fint i forhold til de fælles aktiviteter, der fylder det meste. Men det er mere snak og underholdende pædagogisk samvær end det fortælleteater, der er lagt op til.
Det kører helt af sporet, når Havdis hiver en stak kulørte havfruehaler hæftet på strømpebukser i børnestørrelse frem. Dem kan tilskuerne efter tur få lov til at prøve og i et kort øjeblik – heldigvis uanset køn – føle sig som havfruer.
Der følger en lang og grundig forklaring på, hvordan det hele skal foregå, og den voksne havfrue hjælper gerne til. Alligevel skal det gå tjept, for alle vil prøve halerne, og der skal også tages billeder af Havdis med de havfrueklædte børn. Men så uden en egentlig slutning er det hele pludselig færdigt og forbi.
