Af: Randi K. Pedersen

30. april 2024

Teater af bedste aftapning

En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.

En skøn cowboyskrøne er velkommen, når der er børn til stede, og Teater Patrasket sparer ikke på fornøjelserne – hverken de visuelle, musikalske eller komiske. ’Størst af alt’ galopperer af sted i forrygende wild west-stil – fra skuespillernes hestehaler over de flotte, karakteristiske Texas-skjorter og støvler til den rytmestærke country-musik.

Brune brædder og et simpelt bord tager os med til en saloonbar eller det lille hus på prærien, og en rå bagvæg er basis for ustyrlige påfund.

Der åbnes og lukkes overraskende steder, når ting og mennesker skal ind og ud, gemme sig eller   spille med halvvejs i skjul. Det er stærkt underholdende, men også stærkt vedkommende teater, for indholdet fortæller en mere alvorlig historie. Eller rettere fem, hvor forestillingen uden berøringsangst, men med respekt for publikums alder, griber fat i svære emner. Det hjælper for eksempel ikke at være køn udenpå, hvis man har det svært indeni og på forhånd føler sig forkert.

Det gør MariaMarianne, hvis navn er så mærkeligt, at kammeraterne mobber, indtil hun eftertrykkeligt siger fra. Det er fint, at publikum erfarer, at man skal undgå at krybe uden om problemerne. Men det er svært, når man ikke vil risikere at gøre sine omsorgsfulde forældre kede af det, fordi man ikke kan lide deres mad. I stedet går det ud over datterens selvværd.

Det bliver til mindreværd og mere og mere synligt og sjovt for publikum, efterhånden som bestikket på bordet vokser og gør hende lille. Til sidst kan hun krybe i et musehul i skjul for alle fortrædelighederne, dog kun til et par enorme øjne dukker op. De sidder på en vældig sulten kat, og så er pigen til vores store lettelse færdig med at tie stille med, hvad hun egentlig mener – for hvem har lyst til at blive spist eller som tilskuer se det ske.

Eminent ekspertise

En far forlader familien, og den barnestore dukke Birger med det sødeste ansigt og kasket og hans mor græder. Men før tilskuerne også bliver triste, går moren i gang med at finde en ny far. Det er ikke nemt at stille Birger tilfreds, og igen lykkes forestillingen med at ramme livets barske realiteter ind i løjer uden at gå over gevind.

Som mor og far og morens særlige rådgiver i jagten på en ny far giver Maja Rehøj Skovhus, Bastian Popp og Dirck Backer de komiske karakterer personlighed, men også menneskeligt nærvær.

Ligesom i forestillingens øvrige episoder holder de fast i alvoren, når de træder ind i rollen som fortællere. Men også når situationen kræver det. Det gør den, når farfar skal forklare sit sørgende barnebarn, at de sagtens kan bevare kontakten med hinanden, selv om den gamle mand er gået bort.

Det er rørende uden på noget tidspunkt at føles sentimentalt, bare dejligt opløftende. Præcis som musikken, der også leveres af de medvirkende, der skifter instrumenter med samme hastighed og eminente ekspertise, som når de skifter roller.

Hos pigen, der gør alt, hvad hun kan, for at blive køn og attraktiv, og som i øvrigt spilles af en mand, er det ørerne, der skifter. Eller rettere – de vokser. Man fyldes af medlidenhed, men kan ikke lade være med at grine, mens de groteske store gule ører bliver større og større. Til sidst er de kolossale og har fået røde kanter og sære pletter. Men så – bedst som den ulykkelige historie ikke kan blive værre – folder ørerne og poesien sig ud og afslører, at det er de dejligste vinger på en pigesommerfugl.

Storslået kappestrid

Til sidst går alt i forestillingen bogstavelig talt op i en højere enhed i en storslået kappestrid mellem det gode og det onde. Fanden er misundelig på Gud, der skabte Jorden og især menneskene på syv dage, mens han selv kun har frembragt småtterier som hvepse og regnskyl. Fandens oldemor er også fnysende arrig og ondskabsfuld og desuden den klogeste. Hun er udstyret med hele seks komisk lange hængepatter og oldebarnet med en solid hængevom. De optræder i bar figur-kostumer, for der, hvor de kommer fra, er der jo helvedes hedt.

Oldemoren vil spolere Guds skaberværk med modbydeligheder, der skal skabe splid. Resultatet er en masse sjovt ståhej, der får en splejset ærkeengel til med stort besvær at vække Gud. Oldingen, hvis hvide skæg går fra gulv til loft, må gøre noget, og ved fælles hjælp lykkes det at stoppe balladen nede på jorden. Heldigvis, for som tilskuer føles det rart at opleve, at det onde, der er en del af livet, kan ændres til noget godt.

Undervejs skaber Teater Patraskets tragikomiske tilgang til de svære tanker og hændelser også et solidt fundament for troen på det, der er størst af alt. Det, som binder mennesker sammen. Kærligheden – og børneteater af allerbedste aftapning.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Bevidst kaotisk julehistorie
Knudsen & Nørby:
'Peddersen og Findus – Jul hos Peddersen'
Der går legestue i den i Knudsen & Nørbys genfortælling af Peddersen og Findus-bogen ’Jul hos Peddersen’, men kaosset bringer julestemning med sig
Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Bevidst kaotisk julehistorie
Knudsen & Nørby:
'Peddersen og Findus – Jul hos Peddersen'
Der går legestue i den i Knudsen & Nørbys genfortælling af Peddersen og Findus-bogen ’Jul hos Peddersen’, men kaosset bringer julestemning med sig
Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.