Det Lille Teaters opfordringen til dans skal man tage imod med kyshånd. 'Kom dans med mig' er en forrygende og forførende dejlig forestilling, der betager med en koreografisk opfindsomhed, som synes uden ende.
Dans og leg og en velvalgt sparsom tekst bæres frem og forløses af tre fremragende medvirkende, så den suveræne udforskning af kroppens rige muligheder for bevægelse står knivskarp, men aldrig bliver tom demonstration.
En delikat og utrolig flot knaldrød bølge breder sig fra gulvet op ad bagvæggen så langt, man kan se. Hvilken vidunderlig legeplads, der indbyder til herlige rutcheture, men er svær at forcere, når det går opad. Bølgen gemmer på hemmelige skabe, hvor man kan forsvinde og dukke op igen et nyt sted til stor overraskelse for legekammeraterne og for publikum.
Her får hver eneste situation mål og mening, fordi de medvirkende gavmildt deler ud af deres egen glæde og forundring over bevægelsernes – og livets – mangfoldigheder.
'Se mig', siger de på skift og flytter tilskuernes opmærksomhed rundt fra den ene til den anden. Man spærrer øjnene op i betaget forundring for ikke at gå glip af den mindste lille finurlige drejning af deres kroppe eller af Josephine Raahauges underarm, der kan snurre rundt i albueleddet som en propel.
Hun er både danser og uddannet skuespiller og en smidig spirrevip mellem de to muskuløse medspillere, danseren Mikael Orozco Madsen og Anders Björklund, der er cirkusartist. Det gør ikke den store forskel, for alle tre kan det hele.
Et strømpeben til hver
Men det er trygt med stærke arme, når Josephine fra stålgitteret på sidevæggen igen og igen muntert erklærer, at 'åh, åh nu falder jeg', i sikker forvisning om, at hun bliver grebet. For forestillingen emmer af fællesskab og plads til hinanden. Til gengæld er der intet sikkerhedsnet og heller ikke brug for det, når store brede elastikker kommer ned fra loftet og tages i brug til de dejligste svæv over gulvet, der ender i kærligt favntag.
Elastikkerne duer også til kolbøtter og andet vitalt artisteri. Mest overlegent, når Anders Björklund sidst i forestillingen hængende i én arm, viser, hvad en stærk krop kan præstere og holde til.
Det hele er dog ikke krop alene. I 'Kom dans med mig' skifter musikken i stil, styrke og rytmer alt efter situationerne, og kostumerne sætter deres egen skægge dagsorden. Strømpebukser må være i høj kurs efter forestillingen. For tænk, at der kan komme de sjoveste figurer ud af at dele strømper – et ben til hver.
Nederdele med vidde og elastik i taljen kan tages på hovedet i hugstilling, så der pludselig vralter de særeste små væsner rundt på den røde legeplads. Med nederdelene tilbage på deres traditionelle sted på kroppen er der lagt op til en skøn mande-dans med plads til drilleri, men efterhånden er der også brug for lidt afslappet samvær.
Mageligt henslængt i bølgens bue med hænderne nonchelant bag hovedet slutter de tre legekammerater legen.
Vi siger tak for dansen. Den er så rig på indhold og underfundig humor, at den også må kunne give 6-7-årige og måske endnu ældre børn en herlig teateroplevelse.
