Børn og opera kan blandes på mange måder. I ’Mig og Callas’ er det gjort på en ualmindelig begavet og medrivende facon, der gør musikken til en del af historien. Forestillingen lægger uforfærdet ud med at knalde en storslået operaarie lige i hovedet på publikum. Men det varer kun få takter, så afbrydes skønsangen af hardcore tyroler-pop. Det er mor, der indirekte lader høre fra sig fra etagen nedenunder.
Callas og operamusikken hører hjemme på loftet, hvor Maria rydder ud, inden flytningen til Århus efter forældrenes skilsmisse. En deportation fra Birkerød og bedsteveninden til en ukendt landsdel er ikke det sjoveste, når man er 10 år og i gang med at skrive en sang til børne-MGP. Forstillingens tredje stærkt publikumsvenlige, musikalske indfald. Men der står ’Happy’ på Marias T-shirt, og hun er da også i strålende humør.
»I min familie tager vi tingene med et smil,« meddeler hun og tilføjer: »Selvom at det måske kun er et smil med tænderne.«
Så er de voksnes hykleri ligesom afsløret og sat på plads, og det samme gælder deres egoisme. Som nybagt skilsmissebarn har Maria allerede styr på attituderne. Det drejer sig om at være nem og sød, for det er meget nemmere for de voksne at være sammen med et barn, der er glad!
Der er heller ingen grund til at surmule, når man har fået et ny, smart mobiltelefon af sin far – lige så ny og smart, som farmands kæreste. Udsigten til pludselig at have sit eget værelse to steder er også opmuntrende, og det er der brug for.
Rammer rollen rent
For selvfølgelig er det ikke sjovt, at ens trygge tilværelse går itu, selv om Maria tappert gør, hvad hun kan, for at holde modet oppe. Til gengæld er forestillingen gevaldigt underholdende og tænderskærende varm og troværdig.
Nina Jeppesen rammer rent i rollen som barnet, der pludselig må være mere voksen end de voksne. Men som samtidig helt ud i kroppen følelsesmæssigt pendler mellem ukuelig livsglæde, sorg og savn. Præcis som Maria oplever og genkender det i Puccinis musik og divaen Maria Callas´ bevægende sang fra ’Madam Butterfly’.
Det er trøstende toner, der også minder om dengang, da mormor levede.
Det er nemlig fra mormor, Maria har sin fortrolighed med opera og sit navn, og i svære tider er det åbenbarat ikke så dårligt at være opkaldt efter Maria Callas. Det er også skægt og skønt og overraskende, da den vakse pige i gummisko selv viser sig at være leveringsdygtig i lidt operasang. Men det allerbedste er, at mormors musik inspirerer Maria til at komme videre med sin og venindens MGP-nummer.
Ud af sorgen og vreden og Callas' arier vokser et brag af en MGP-sang, som Nina Jeppesen fyrer af for fulde gardiner. Det er også vigtigt, for hvis sangen er god nok, kommer pigerne til at mødes igen. Det fører til tragikomiske overvejelser over, hvem Maria i givet fald skal invitere med af voksne. Mor eller far – med eller uden kæreste – alle tre, eller ingen af dem. Det får vi aldrig at vide, men pigernes sang kommer med i MGP. Det manglede bare andet!
