De fire dansere gør deres entre med blodige forbindinger alle vegne. Stærkt symbolsk, for det er sjælen, ikke kroppen, der bliver såret i tidens ’Primetime’. Dog – i første omgang bliver forbindingerne hurtigt flået af, og de spændstige, good-looking unge mennesker lægger ud med er storsmilende, superenergisk danseoptrin. De strutter af selvtillid – overbeviste om, at de er vindere og værd at satse på.
Det er de måske også – men ikke ret længe. Bokseren, ballerinaen, breakdanseren og poeten skal nemlig kappes med hinanden i en talentkonkurrence, der ikke et sekund interesserer sig for deltagernes mulige talenter. Men som så meget desto mere dyrker – eller rettere – fremprovokerer og udstiller deres nederlag til almindelig morskab for alverden. Hvilket tydeligt er konkurrencens egentlige formål.
Med komiske, men også uhyggelige kasser over hovedet marcherer de fire jurymedlemmer ind på scenen, og straks begynder det store råberi. Ikke fra juryen, men fra deltagerne.
’Jeg er 20 år, og jeg er kendt for at vinde’, skingrer de unge. Mens juryens medlemmer med korslagte arme og stereotype bevægelser lufter deres foragt. De skal bare fælde en dom, og det kan ikke gå hårdt og hurtigt nok!
Visuel underholdningsværdi
Målrettet giver juryen sig i kast med at smadre de lysende drømme og får snart forvandlet de unge, håbefulde konkurrencedeltagere til forslåede tabere. Indslag for indslag, trin for trin følger vi deres triste nedture og ser energien forsvinde ud af bevægelserne. Ballerinaen kryber sammen og lukker sig om sit skrøbelige selv. Bokseren slår huller i luften.
Men så sker der noget. De unge gør oprør mod papkasse-hovedernes tyranni og vælger talentcirkusset fra. Godt hjulpet på vej af et par opmuntrende dukker, bryder de unge det ondskabsfulde koncept og folder sig ud som dem, de er. Sødest og mest sanseligt i en dans mellem bokseren og ballarinaen, som selvfølgelig finder sammen.
Det er ikke storstilet, dybsindig koreografi. Men trin og bevægelser er et veldrejet mix af moderne dans og breakdance, som klart karakteriserer den enkelte figur. Tilstrækkelig håndfast til at sikre den umiddelbare kommunikation med et ungt publikum, men også med en umiddelbar, visuel underholdningsværdi, der kan holde interessen fangen.
Som danseteaterforestilling har ’Primetime’ den store fordel at kunne sætte kritisk fokus på tidens mest populære form for underholdning med dens egne virkemidler. Det gør forestillingen med Wassabis hidsigt bankende musik, charme og et godt, satirisk greb om sit aktuelle emne.
