Vi lever vistnok i en tid, hvor skønhedsidealerne – ikke mindst for kvinder – er ved at være mere flydende, end de har været for bare få år siden. Der var engang, hvor kvinder helst skulle være særdeles fyldige, og i nyere tid har det været åleslanke, modelhøje kvinder, der var idealet.
Men i de senere år er det visuelle kropsideal blevet gradvist erstattet af et mere helbredsorienteret kropsideal; det er ikke så vigtigt, hvor og hvordan kiloene sidder, men de skal være et harmonisk resultat af en varieret, velnæret og økologisk kost i kombination med en nogenlunde aktiv livsstil.
De bølgeformede kvinder er igen på mode – ikke mindst takket være hele Danmarks Sofie Linde, der både på sociale medier og på landsdækkende primetime-tv tør fremstille sig selv i al sin skønne uperfekthed.
Ikke desto mindre er performanceforestillingen ’Generation Krop’ relevant som aldrig før. For selvom andre kan se det smukke ved os, er det ikke så nemt for os selv at få øje på det smukke i spejlet. De filtrerede Instagram-billeder bidrager til at fastholde et fokus på det rent visuelle, og med de sociale medier har vi tusindvis af nye muligheder for at opdage, at vi ikke er gode, smukke eller sunde nok.
Med deller på stribe
Vi bruger oceaner af tid og tankekraft på at tvivle på eller endda hade os selv. Og med tiden begynder vi at tro på vores egen selvkritik. Og det er netop, hvad ’Generation krop’ vil gøre op med.
Igennem en kollage af dans, sang og tale skaber de en performance, der på ærligste vis udtrykker usikkerhed i en grad, der virker som selvtortur. Og ser man rundt på de tilstedeværende piger i målgruppen, så er genkendelsen tydelig i såvel nikkende hoveder som generte blikke ned i jorden.
Med sangen ’Sug maven ind’ indrammer de tre medvirkende hele forestillingens kerne. Og eksempelvis indsnøret i sytråd, så kroppen får deller på stribe, skaber de konkrete og forståelige billeder, som taler i et tydeligt formsprog til sit publikum.
Det gør ondt i hjertet at se disse kvinder være så selvkritiske, når vi kan se, hvor smukke de faktisk er. Samtidigt ræsonnerer deres udtalelser skræmmende godt med den tvivl på os selv, som vi hver især – drenge såvel som piger – slås med hver eneste dag.
Der skal være plads til en brownie
Forestillingen er velegnet som site-specific performance i et omklædningsrum eller tilsvarende; et af selvkritikkens epicentre. De udnytter rummet optimalt med deres stilistiske iscenesættelse og interimistiske lyssætning. Og der er noget særligt intimt over at sidde langs væggene og se forestillingen på bænkene under knagerækkerne.
Rent musikalsk har sangene og hele lyduniverset igennem forestillingen et moderne jeanett albecksk udtryk, mens sangteksterne dog er mere humoristiske end lyriske. Også teksterne har indimellem tendens til at blive en smule forceret emotionelle.
Men de medvirkendes følsomme og samtidigt humoristiske tilgang til forestillingen, samt den direkte kommunikation med publikum, gør forestillingen særdeles nærværende. De spiller deres roller – velnok som sig selv – med en tilpas variation af og imponerende bredde i deres performative udtryksformer.
Alt i alt er ’Generation Krop’ en performanceforestilling, der brænder for at fortælle de unge og selvkritiske piger (og drenge) to ting: ”I er allesammen sindssygt smukke” og ”Giv plads til en brownie i dit liv!”