En ligkiste troner dystert midt på scenen. Er det sådan, de laver juleforestilling på Aalborg Teater?
Ja, heldigvis, for selv om ’Fakiren fra Bilbao’ ikke har en døjt med jul at gøre, bliver man i tårnhøjt julehumør af at se den. Fordi den er så velsignet godt skrevet, instrueret og spillet. Fordi den er gyselig på den helt rigtige og sjove måde, så både børn og voksne griner med over al uhyggen, når der klapres med kistelågen og Frankensteins monster træder ud med satanisk grin, pukkelryg, hentehår og friluftsgebis.
Han er nu intet monster, men byens bedemand, morsyg og begravelseslysten ud over alle grænser. Futtes eller puttes? spørger han ustandselig – brændes eller begraves?
Replikken er karakteristisk for forestillingen, der balancerer virtuost vittigt mellem det morsomme og det morbide. Her er lig, der tumler rundt på scenen og bare ikke vil holde sig i ro, en fakir er spærret inde i en kæmpekuglepen, en dansk strisser leger amerikansk cop, en kleptoman bedsteveninde gramser alt løsøre til sig, og to fordækte skurke, den ene tilmed af tvivlsomt køn, er på jagt efter en mega-diamant, der engang har tilhørt dronning Margrethe I. Diamanten er måske skjult i bedemandens forfaldne og spøgelsesbefængte rønne af et barndomshjem.
Gys og grin
I centrum står drengepigen Kamma og tøsedrengen Tom – den ene tør det hele, den anden trøstespiser og holder sig voldsomt tilbage, så snart det bare snerter af fare og uforudsigelighed.
Line Bie Rosenstjerne og Rasmus Fruergaard er skønne som de to. Hun med kækhed og masser af gåpåmod, han med selvretfærdig klagen i stemmen og angst i kroppen.
Deres handlingslammede mor, der ender med at købe det forfaldne hus, spilles af Hanne Windfeld med herligt forfjamsket charme, Pia Mourier er hendes fingernemme veninde.
Ole Jacobsen cowboybetjenten, der ikke er for klog, mens Steffen Eriksen og Allan Helge Jensen tager sig af de to skurke med sleben farlighed.
Men det er Michael Brostrup som Fakiren og Jakob Højlev Jørgensen, der løber med de fleste af grinene. Brostrup som den derangerede fakir, der har været spærret inde i kuglepennen – spørg mig ikke hvorfor, sådan er det bare, og det generer ikke nogen – indtil de to børn befrier ham.
Så kan det ellers nok være, Brostrup folder sig ud. Ikke til at styre på en tønde Aalborg-land. Spansk, forvirret og utæmmelig med gale ordstillinger og charmerende fyrighed i kroppen. Og Jakob Højlev Jørgensen er et komisk mirakel som bedemanden Mooney. Klynkende og klagende, slimet og selvsmagende, en stor, højtråbende og omkringtumlende morsdreng, modelleret frit efter H.C. Andersen.
Det er mesterligt, som Bjarne Reuter har omsat sin roman til teatret, og instruktøren Heinrich Christensen formået at give de veldrejede og begavede replikker masser af krop, tilsat lyn, torden og kildrende uhygge, der punkteres af en stor, overraskende og forløsende latter lige i det rigtige øjeblik.
Skønnest måske i scenen, hvor bedemanden spiser frokost og drikker kaffe på maven af en af sine kolde kunder. Så gyser og griner vi på samme tid.
