Universet er lille. Spillet foregår for det meste påhugsiddende på gulvet på et lille rundt tæppe. Her sidder Maria Carmen Lindegaard. Hun er klædt lidt som en mellemting mellem en klovn og Pippi Langstrømpe. Og hun har et varmt og imødekommende smil, og en behagelig og tillidsvækkende stemme.
Rundt om hende er små ting, som er velkendte for og elskede af aldersgruppen. Små legetøjskufferter ligesom dem mange børn har på deres værelse med legetøj i. Der er leg med ord – Julemandens land hedder fx Snefrika. Der er små vrøvlerim og sludreremser i lighed med dem børn selv finder på – fx om at der i Købehanvn er højhuse, dukkehuse, hundehuse, barnevogne, pladser, cykler, busser og måske en vinduespudser.
Der er også velkendte destinationer – allervigtigst SuperBrugsen som tillige popper fysisk op. Der er sange på velkendte melodier, som fx ’Tre små kinesere på Højbro Plads"’. Der er små fingerholdte dukker og dyr. Fx en lille Snehvide, hvis mund er frosset fast. En gås, som lægger rysteæg. En lille lækkersulten Mogens-mus på hjul. Og to rensdyr, Bib og Bob, som Lindegaard spiller sammen med og styrer fra sine små kuffertarrangementer på gulvet.
For meget legestue
Og så handler forestillingen om jul – eller rettere om den dag, julemanden glemte at komme forbi og tage Maria med op i sin rensdyrslæde – nu hun havde vundet billet til sådan en tur via en konkurrence.
Hvorfor er ’Jagten på julemanden’ så ikke en fantastisk forestilling? Mit bedste bud er, at der bliver rodet alt for mange ingredienser sammen i den samme historie.
En historie må selvfølgelig gerne bestå af et overraskende, skævt og absurd miks af figurer og forløb, men her er det, som om der går legestue i den.
Selvom forestillingen appellerer til børns meddigtende fantasi, og selvom den styrer hen mod en finale og har en pointe, der handler om, at julemanden vil hjælpe sin stressede kagebagende kone, så er historien alligevel lige lovlig flagrende. Og det blafrende gør, at historiens budskab kommer til at virke sløret eller toner ud.
