Bytte-bytte-købmand… SWOP-dansefestivalen handler om at bytte bevægelser. Om at danse og om at nyde andres dans. Om at sætte sin egen krop i bevægelse – og om at efterligne andres bevægelser. Om at udveksle kunstnerisk inspiration.
Aaben Dans i Roskilde har igen afholdt SWOP – International dansefestival for børn og unge. I 2024 har festivalen været spredt over fem dage den første uge af maj. Om lørdagen var der samtidig loppemarked på Musicons store plads foran rockmuseet Ragnarock, så her blev festivalens dedikerede dansetilskuere spontant suppleret med nysgerrige børn og voksne fra loppemarkedsbordene. Organisk publikumsudvikling, hedder det vist.
Men SWOP og arrangørerne hos Aaben Dans har i det hele taget en særlig evne til at få folk til at føle sig velkomne. Legeglæden oser ud af festivalens afslappede look. Lyserøde plakater med gule pletter hænger og smiler overalt på Musicon. Gæstfriheden oser – og alle billetterne er gratis. Babyforestillingerne af ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans er blevet spillet nede i byen på Roskilde Bibliotek, hvor alle billetter har været revet væk. De lokale børnefamilier har sat SWOP i kalenderen.
Dans mellem elastikker
Men det er pladsen omkring Aaben Dans’ hus Laboratoriet på Musicon, der er kernen i SWOP-festivalen, også her i 2024. På den store søjleplads ved siden af Aaben Dans løber to dansere rundt i et sjovt, hæklet dobbeltkostume. Danserne er bundet sammen af stærke elastiktråde, og de trækker hinanden til sig i sjove ryk og med improviserede benspjæt. De omkringstående tilskuere reagerer straks ved at løbe ind og lade sig kramme af danserne mellem elastikkerne -og så er dansen med tilskuerkroppene faktisk i gang.
Det er dansekostumedesigneren Charlotte Østergaard, der er på spil med sin skulpturelle sans for kroppens mulige forvandlinger. Hun overvåger hæklekostumets bevægelser fra et tøjstativ på fortovet ude foran Aaben Dans. Ved siden af er der opstillet et bord med tre fine gipshoveder, der er 3D-print af et digitalt kunstværk. For her er det Museet for Samtidskunst, der inviterer folk til at komme med kunstbud på deres egen krop i digital form. ’Min digitale krop’, hedder kunstværksaktiviteten i hvert fald.
Alligevel bliver det de analoge kroppe udenfor, der lokker mest. Henne langs med Laboratoriets firkantede betonbygning er folk nemlig i gang med at bygge reder. De står på hovedet i buskene og samler grene, som de fletter og bundter i sindrige mønstre – inspireret af performancekunstneren og billedkunstneren Seimi Nørregaard. Den kunstneriske leder og koreograf Thomas Eisenhardt fra Aaben Dans tester redebyggeriets muligheder. Han er i hvert fald på vej ind i en stor busk med hele kroppen. Måske på jagt efter materiale til en ny koreografi?
Høj puls
Ude på Rabalderstræde kommer en vild nordmand hoppende med en hel skare af voksne mennesker i hælene. Han strækker armene i vejret og bøjer ned i kroppen – og straks kopierer alle de andre ham. Festivalens arrangør, udviklingschefen Pernille Møller Taasinge fra Aaben Dans, deltager iført kedeldragt. Andre springer bare ind i dansen iført deres almindelige forårsjakker og skubber skuldertaskerne om på ryggen, mens de prøver at følge den norske danser Martin Slaatto og hans ’Transporteringsdans’.
Det kræver en masse drej og hurtige ryk i kroppen, så hans følgere får hurtigt røde kinder, inden de forsvinder ud af syne et sted i horisonten mellem Musicons nye bygninger. Men da gruppen vender tilbage tre kvarter senere, har alle høj puls – og larmer godt igennem med glade grin.
Obstruktionskoreografi
Mellem nogle forladte fabrikssøjler hænger et stort net i alverdens farver. Performancekunstneren Linh Le har sammen med Charlotte Østergaard fået 4. klasses elever fra tre skoler i Roskilde til at donere råmaterialet til installationen i form af nogle slidte t-shirts, der alligevel skulle kasseres. Børnene har så klippet stoffet i strimler, som de har knyttet sammen til værket, der har fået titlen ’Knytte Bånd’.
En pige er fuldstændig opslugt af at knytte. Hendes små hænder slår knuder igen og igen. Hun ender nærmest med at stå gemt midt inde i den bløde skulptur, der hænger som en indbydende hængekøje rundt om hende. Direktør Lisbeth Klixbüll fra Aaben Dans spørger hende, hvilken klasse hun går i. ’Første klasse,’ siger hun stolt, mens hun snor sig og dukker sig i sin egen lille obstruktionskoreografi. Uforstyrret og ubekymret om kunstarternes crossover.
ET-to-TRE-fire
Dagen forinden på SWOP har programmet åbenbart været præget af en meget maskulin dansestemning, bl.a. med danseforestillingen ’Ultra’ af det belgiske ungdomskompagnier fABULEUS og Reut Shemesh Company – rettet mod teenagere. Her var det angiveligt aggressioner og voldelig, mandlig gruppedynamik, der blev dyrket.
Lørdagens internationale forestilling ’Forces’ er derimod en hyldest til kvinder. En kraftanstrengelse og feminismehyldest af den belgiske dansegruppe Bloom Project, skabt af kunstnertrioen med koreografen Leslie Mannès, musikeren Thomas Turine og instruktøren Vincent Lemaître.
I begyndelsen af ’Forces’ ligger scenen i Aaben Dans’ blackbox hen i mørke. Indtil et ganske svagt lys ovenfra afslører tre skikkelser – danserne Eugenia Lapadula, Thi-mai Nguyen og Lila Magnin. De er iført frakker og militærstøvler, og deres ansigter er skjult af hætter. Men deres kroppe vibrerer til rytmen i musikkens rå maskinlyde, der stiger og stiger i et crescendo, der øges gennem hele forestillingen, indtil det eksploderer i et bragende klimax. Nærmest som en industriel version af Maurice Ravels musik ’Bolero’.
De tre kvinder på scenen rykker en ganske lille smule i skuldrene på et-slaget i musikken. ET-to-tre-fire. ET-to-tre-fire. Umærkeligt bliver deres bevægelser større. Armene begynder at svinge. De begynder at dreje sig rundt mellem hinanden. De løfter knæene, nærmest urimeligt højt. Først synkront. Så forskudt synkront. Rytmen presser dem, men de bliver ved. De fordobler rytmen, så nu banker de i jorden på ET-to-TRE-fire. Frakkerne flyver af, men de knokler videre i deres stramme shorts. Med militaristisk kraft og maratonagtig udholdenhed – og med deres lange hår flyvende som glorier. De ligner pludselig moderne Jeanne d’Arc’er: Kvinder, der vil gå i døden for deres sag. Vi kender ikke sagen, de kæmper for. Men vi kan mærke deres feministiske råstyrke.
Om vi tilskuere ville ønske, at vi kunne ’swoppe’ kræfter og dansetrang med disse tre kvinder? Måske. Dansernes indædte modstand og kamp for en bedre verden får i hvert fald tilskueren til at stoppe op – og tænke over kroppen i verden. Så måske hedder festivalens nye slogan bare: ’STOP & SWOP’.
