Af: Mette Windberg Baarup

25. marts 2009

Stjerneskud

De går i skole i en smuk og magisk bygning fra 1874. De fleste af dem kommer forhåbentlig til at leve af deres kunstart en dag. Men indtil den dag kommer, befinder de sig i et limbo mellem barndommens leg og voksenlivets forpligtelser. Det er der måske ved at blive rådet bod på. Det Kongelige Teater har nemlig fået et nyt balletkorps, Kompagni B - børneballetkompagniet...

En verdenssensation! Intet mindre havde balletskoleforstander Niels Balle i ærmet til årets sæsonpræsentation på Det Kongelige Teater. Nu residerer der nemlig ikke kun ét balletkompagni på Kongens Nytorv, næh, der er hele to af slagsen. Den Kongelige Ballet – og Kompagni B som er Det Kongelige Teaters nye børneballetkompagni.

Med ‘Kom Bamse, nu balletter vi!’ som en af indeværende sæsons store publikumssucceser – som da også kommer igen i næste sæson – er det i høj grad relevant at beskæftige sig med børnene på Kongens Nytorv. De er allerede kendt for at være dygtige til at stå på broen i tredje akt af Napoli og i Bamseballetten viste de at de også kan selv. Men det kan de jo også uden at hedde Kompagni B. Det har de jo vist i mange år. Hvad ændrer det så at de nu er blevet formaliseret som kompagni? Vi kigger nærmere på stjerneskuddene på Kongens Nytorv. Og på hvad deres opgaver og forpligtelser egentlig er.

Bournonville-børn

Den Kongelige Ballet har en lang tradition for at bruge sine balletskoleelever i de ‘voksne’ forestillinger. Specielt Bournonville-repertoiret har mange børneroller som er særdeles eftertragtede blandt balletskolens elever. En af de meget populære roller er Lillepigen i August Bournonvilles ‘Sylfiden’. Lillepigen er med i en stor del af forestillingen og hun får blandt andet lov til at danse med de voksne i første akts folkedans, reel’en. Samtidig er Lillepigen et udmærket symbol på hvad den typiske børnerolle er – nemlig en mulighed for at lege med i de voksnes verden.

Bamse-børn

I efteråret 2008 fik balletskolens børn så lov til at fylde deres eget univers. Bamse blev inviteret ind på Gamle Scene i selskab med Silifyder (det er dem vi plejer at kalde Sylfider…), svaneprinsesser, Aske-drenge og Luna-piger og så blev der bamlettet for alle pengene. Eller, næsten alle pengene. For mens svaneprinsessen, Sylfiden og den store Aske blev fornemt danset af balletskolens ældste elever så var der spredte røster som mente at de yngste børns præstationer haltede lidt. Alligevel blev Bamses første dansetrin på Gamle Scene overordentligt godt modtaget. En del anmeldere lod sig endda rive så meget med at der blev snakket Bamse-sprog i anmeldelserne – Politikens Monna Dithmer gav for eksempel fem hjerter under overskriften Klar, pirat, start! Og i resten af anmeldelserne vrimlede det også med bamletskørter, molodier og tihvertifald. Rundt omkring i bybilledet kunne man iagttage voksne mennesker der fortalte deres lige så voksne venner om denne fantastiske forestilling – med et sprog som af uforklarlige årsager var tilbage på en fem-årigs niveau. Og fred være med det. Bamse er bedårende og han skal have lov til at bamlette lige ind i hjertet på både ung og gammel. I en tid som er domineret af belægningsprocenter og resultatkontrakter tager vi med kyshånd imod alt hvad der kan få tændt de røde lamper på Kongens Nytorv. Og det kunne Bamse-balletten.

Bamlet-kritik

Men lad os for en kort stund vende tilbage til de kritiske røster. Børneteateravisens egen udsendte var en af dem. Der blev uddelt fire stjerner, med en bemærkning om at de mindste jo ikke helt kunne levere varen. Hvilket sådan set er rigtigt nok. Rent koreografisk set var specielt Luna-pigernes dans meget simpel – og alligevel var der nogle af de små, som skelede til side-pigen for at se om det nu var det rigtige ben, de havde fat i.

Og her begynder spørgsmålene så at dukke op. For hvor går grænsen mellem professionel forestilling med betalende publikum og balletskole-opvisning for forældrene? Er præstationen på scenen automatisk professionel, fordi de medvirkende børn har en reel chance for på et tidspunkt at stå på Danmarks nationalscene som medlemmer af Den Kongelige Ballet?

Nej. Det er den ikke. Det er en professionelt produceret forestilling. En forestilling som er fyldt med gode ideer og masser af overskud. Et smukt stykke formidlingsarbejde fra solodanser Thomas Lunds side. Men det er strengt taget ikke professionel scenekunst. Men spørgsmålet er også, om det var det, der var meningen med forestillingen…

Bamse-snak

Det spørgsmål er der kun en, der kan svare på. Så på en af årets første rigtige forårsdage spadserer jeg gennem byen for at møde Thomas Lund til en Bamse-snak. Som han er i det helt rigtige humør til, efter netop at have tilbragt en lille uges tid med at lave en tv-produktion af ‘Kom Bamse, nu balletter vi!’

Kritikken omkring de mindste børns formåen i forestillingen tager han med stor sindsro.

»Et af mine mål var, at alle skulle have lov til at være med i forestillingen – derfor har jeg udover første-sylfiden, svaneprinsessen og Aske kun store grupper med. Forestillingen er skrevet så den kan aktivere en hel balletskole. Man udvikler sig jo nu engang mere ved at stå på scenen end ved at sidde i kulissen. Og så synes jeg også, at man skal huske på, at det er børn under uddannelse. Det vil sige, at der er grænser for, hvor meget man kan forvente – og det ved folk jo også god,t når de går ind og ser det. Tingene skal selvfølgelig hænge sammen, men det er jo ikke en voksenforestilling.«

Det er tydeligt, at tanker omkring målgruppe og publikum har fyldt meget i Thomas Lunds arbejde med forestillingen. Den anbefales til børn mellem 3 og 12 år, og det er helt bevidst dem den henvender sig til. Ikke til de ledsagende voksne.

»Man må ikke undervurdere effekten af at det er børn, der optræder for børn. Børnene i publikum spejler jo sig selv i de børn, de ser på scenen, og for mig har det hele tiden været en vigtig del af forestillingen.«

Balancegang

Hvad enten ovennævnte problematik har været med i de indledende overvejelser omkring Kompagni B eller ej – så lader det til at oprettelsen af børneballetkompagniet løser en del af problemet. For det, at ballettens børn er blevet formaliseret som kompagni, gør, at der også er langt klarere linjer omkring, hvem deres publikum skal være.

Ambitionen er nemlig ikke, at børnene skal optræde for et voksent publikum. Ej heller et publikum, der består af børn, ledsaget af voksne. De skal derimod danse for og med deres jævnaldrende.

I pressematerialet om Kompagni B på står der: ‘Fokus [er] internt 100% på børnene. Medlemmer af Kompagni B definerer selv kompagniets politik og værdier, foreslår og udvikler repertoire og spillesteder. Eksternt er fokus også 100% på børnene. Kompagni B laver forestillinger og workshops til og for børn’.

Om begrundelsen for kompagniet står der at ‘Kompagni B er udviklet for at give inspirerende og uddannende balletoplevelser for børn i hele landet’.

Derudover er det ifølge balletskoleleder Niels Balle ambitionen, at Kompagni B skal være med til at udvikle børnenes scenevanthed og skærpe deres ansvarsbevidsthed mht. blandt andet repertoireudvikling. Men bundlinjen må være, at Kompagni B skal udvikle sig til en essentiel del af Det Kongelige Teaters formidlingsapparat. Børnene skal hjælpe med at uddanne deres eget kommende balletpublikum. De skal lære dem, at man ikke nødvendigvis behøver at kunne ballethistorien på rygraden for at holde af dansen og få noget ud af en forestilling. De skal tage ansvar for den kunstart, som de har viet deres liv til.

Ballerina…

Og på det område har de allerede fået lov til at bevise deres værd. Blot lidt over en uge efter de var danset ind i balkonfoyeren på Gamle Scene – og dermed ind i offentlighedens søgelys – var den første gruppe af kommende balletomaner blevet inviteret ind på Kongens Nytorv. Klokken 9:30 en fredag morgen blev Prøvesal A i løbet af noget, der føltes som millisekunder, fyldt med børn fra børnehaveklassen på Rådmandsgade Skole – og omkring ti medlemmer af Kompagni B som i samarbejde med kunstnerisk leder Ann Crosset prøvede at få styr på de ivrige unger.

Der skulle leges med ballet, og det var tydeligt, at de unge Kompagni B’ere havde fået deres sag for. Men inden længe summede salen af koncentration, kun afbrudt af ‘Jeg går også til ballerina!’ og ‘Vi prøver igen – armene ud foran navlen…’.

Efter en lille times tid var både store og små en oplevelse rigere – på hver deres måde. De små fra Nørrebro havde fået nye bedste venner på Kongens Nytorv. Og dem fra Kongens Nytorv? Ja, de havde både fået formidlet et stykke af deres kunstart, set med nye øjne på tenduer og port de bras’er og muligvis opdaget den næste Silja Schandorff…

»Så du fødderne på hende den lille med krøllerne? SÅ turnerede og strakte!«

Bamse-version 2.0

Men hvad er konklusionen så? Er Bamseballetten blevet overhalet af Kompagni B? Absolut ikke. Bamse og B’erne er perfekte samarbejdspartnere. Det er essentielt, at der er tilbud til såvel små som større børn på nationalscenen. Og det er endnu mere essentielt, at ballettens børn er hovedingrediensen i disse tilbud.

Thomas Lund har nemlig fuldstændig ret, når han siger at effekten af børn, der formidler til andre børn, ikke må undervurderes. Og med formaliseringen af børnene i et kompagni vil der utvivlsomt komme meget mere fokus på denne del af formidlingsprocessen, som forhåbentlig vil vise sig at være en af balletbørnenes fornemste opgaver.

Det siger sig selv, at en forestilling skal have et vist niveau for at have en eksistensberettigelse på et lands nationalscene. Men en gang imellem må målet overskygge midlerne. Og når målet er så vigtigt som at lære kommende generationer at elske balletten – og teatret i det hele taget – så kan man godt lukke det ene øje, når Luna-pigerne strækker den forkerte fod. Og hvis øjet nægter at blive lukket, så må man jo bare håbe, at det ikke nødvendigvis er hele balletskolen, der kommer på scenen næste gang…

Det er så enormt meget nemmere at gøre et barns åbne sind fortroligt med teatrets eventyrlige univers end det er at nedbryde fordomme og grænser, når barnet først er blevet et voksent menneske som glemmer at gå i teatret. Og børnene er ligeglade med, hvor nemt eller svært det er at strække foden ud til siden. De er også ligeglade med, om alle nu gør det på nøjagtig samme tidspunkt. Det, de ser, er piger i fine kjoler, der svæver hen over scenen. Seje drenge som hopper næsten helt op til loftet. Magi, med andre ord. En magi som kun bliver forstærket af at de kan identificere sig med pigerne og drengene på scenen.

Og når de først er blevet afhængige af at sidde i det røde plys og nyde teatrets smukke og magiske univers – ja, så er børnene fra Kongens Nytorv sikret deres publikum langt ud i fremtiden.

Mette Windberg Baarup er B.A. i Dansk og Dansevidenskab samt stud. mag. i Kulturformidling ved Københavns Universitet.

Seneste artikler

Seneste artikler

På konfrontationskurs

På konfrontationskurs

Når dette års Horsens-festival afvikles fra 19.-21. september vil det være uden størsteparten af BTS-teatrene. Arrangørerne synes at have bragt sig i et modsætningsforhold til både teatre og det oprindelige festivalgrundlag.
Læs mere
Verdens bedste kritikere

Verdens bedste kritikere

Henrik Ipsen er uddannet skuespiller fra Odense Teaters skuespillerskole og var igang med en regelret karriere på de store scener, da han blev vakt for børneteatret og dets særlige magi og specielle udfordringer. Her fortæller han om det at spille for børn.
Læs mere
Historien om at være menneske

Historien om at være menneske

Fortællingen før historien eller den sigende før det er sagt. Om at skabe teater for babyer og kunstgallerier. Tanker forud for opsætningen af danseforestillingen og installationen 'Mig Dig Os' for Åben Dans.
Læs mere
Teater i tilbageblik

Teater i tilbageblik

Teaterårbogen: Mens regeringen svinger sparekniven over felter, som rammer dansk børneteater, blev der i sæson 2006-07 igangsat flere initiativer til at synliggøre, beskrive og videreformidle den værdifulde kæmpeerfaring, som feltet scenekunst for børn og unge rummer. Og nedskæringerne til trods er området stadig arnested for noget af det mest spændende og avantgardistiske scenekunst i Danmark.
Læs mere
På konfrontationskurs

På konfrontationskurs

Når dette års Horsens-festival afvikles fra 19.-21. september vil det være uden størsteparten af BTS-teatrene. Arrangørerne synes at have bragt sig i et modsætningsforhold til både teatre og det oprindelige festivalgrundlag.
Læs mere
Verdens bedste kritikere

Verdens bedste kritikere

Henrik Ipsen er uddannet skuespiller fra Odense Teaters skuespillerskole og var igang med en regelret karriere på de store scener, da han blev vakt for børneteatret og dets særlige magi og specielle udfordringer. Her fortæller han om det at spille for børn.
Læs mere
Historien om at være menneske

Historien om at være menneske

Fortællingen før historien eller den sigende før det er sagt. Om at skabe teater for babyer og kunstgallerier. Tanker forud for opsætningen af danseforestillingen og installationen 'Mig Dig Os' for Åben Dans.
Læs mere
Teater i tilbageblik

Teater i tilbageblik

Teaterårbogen: Mens regeringen svinger sparekniven over felter, som rammer dansk børneteater, blev der i sæson 2006-07 igangsat flere initiativer til at synliggøre, beskrive og videreformidle den værdifulde kæmpeerfaring, som feltet scenekunst for børn og unge rummer. Og nedskæringerne til trods er området stadig arnested for noget af det mest spændende og avantgardistiske scenekunst i Danmark.
Læs mere