Man aner en hårtop i mørket foran et baggrundsbillede af gammelt slot i et terræn, som kaster et gyldent varmt lys ned på en ultralille scene. Snart toner lyset frem. Jovist, det er Lone Nedergaard som sidder bag et lille bord, hvorpå nogle grønne planter pryder hver ende.
Nedergaard kikker op og med intensitet i stemmen indleder hun historien: 'Jeg vil fortælle jer historien om en grim ælling. Det var sommer….”
I 40 minutters tid bliver vi omsluttet af og trukket ind i en fortælling om anderledeshed, udstødelse og overlevelseskraft. Noget af det fascinerende ved forestillingen er, at vi fra første færd fornemmer, at det her handler om dig og mig, dvs. mindst lige så meget om os mennesker, som om de fugle og dyr, der indgår i historien.
Moderfølelser og udlængsel
Balsamique Théâtre får dette i stand på forskellig vis. Lone Nedergaard og Jean-Pierre Lescot har begået en fin bearbejdelse af H. C. Andersens klassiker. Grundfortællingen er intakt, samtidig med, at nogle af originaleventyrets begivenheder er tvistet en anelse, og der er indføjet nye elementer, fx en herlig grøn frø.
Som noget særligt fremhæves andens moderkærlighed. Hun tager omsorgsfyldt vare på den grimme ælling, undrer sig over de andres foragt overfor den og forsvarer den med ord som: ”Han gør ingen fortræd. Han er god af sig. Han tager hensyn til andre”.
At den grimme ælling føler smerte ved den mistillid og hån, den møder, fremhæves også. Ligesom det, at ællingen føler stor frihed og glæde, når den svømmer, og får en stærk udlængsel efter andre himmelstrøg, når den ser store svaner på træk. Alle disse grundfølelser får forestillingen fint frem.
Lægehenvisende frø
Sproget er nutidigt og ordvalget er tydeligvis vægtet, ligesom Nedergaard betoner – uden at det virker opsigtsvækkende – det, som er essentielt. Alt foregår indenfor et meget lille område.
Fra det skjulte henter Nedergaard diskret og alligevel synligt farverige flade figurer, og levendegør dem på bordet: Andemor ruger i en rede af små kviste på et stort æg, der ikke vil klække. Tre små nyfødte gule kyllinger med knaldorange fødder trisser ind. Vuggende krydser ænderne en flod. Andegårdens fugle, heriblandt en stor kalkun og en farverig hane dukker frem og afviser den grimme ælling.
En stor grøn frø redder på humoristisk vis den bortløbne grimme ælling ved at bilde jægerens hund ind, at den tager fejl i sine sansning af ællingen og derfor hellere må gå til lægen. En kat og en høne i et faldefærdigt hus tager med forloren ægthed imod ællingen. Og en flok svaner, der vugger på en sø, hilser accepterende ællingen, der til sidsst har forvandlet sig til en svane, velkommen i deres rækker.
Udtryksfuld musik og sirlige billedflader
Fortællingen bliver opmærksomt fastholdt og ført videre af Nedergaards varsomhedsfyldte bevægelser og hendes intense og følelsesbevægede fortællerstemme – forskellen mellem ællingens tristhed og glæde er eklatant, ligesom vi aldrig er i tvivl om oprigtigheden og hjertets kulør på de fugle og dyr, ællingen møder. Alt emmer af stor nænsomhed og oprigtighed.
Undervejs afløses dukkespillet på bordet af silhouetter og skyggespil på bagvæggens skiftende og sirligt tegnede billedflader. Fortællingen understøttes også af instrumentalmusik, hvor klaver, cello og andre strygere frembringer toner, som matcher eller varsler handlingernes emotioner. Ligesom lyssætningen maler stemninger.
Vemod, smerte, mod og lykkefølelse
’En Grim Ælling’ driver af vemodighed og smerte. Den fortræd, den grimme ælling møder, er grum. Den bliver konstant mødt med udsagn om at være stor og grim og ikke du til noget. Men ællingens udlængsel, drifter og mod sejrer.
”Verden strækker sig så meget længere end haven,” siger andemor til den grimme ælling, som tager fra den snæversynede, hovmodige og ekskluderende andegård med opråbet: ”Jeg vil ud at se verden” Og ud til nye landskaber – ydre som indre – kommer den. Den erfarer, at derude er der også hån, disrespekt og afvisninger og nogle, som siger ét, men mener noget andet.
Men der er heldigvis også hjælpere – udover den grønne frø – også en gammel bondemand, som redder ælling fra frysedøden og kærligt tager sig af den, til den er parat til med mod og lykkefølelse at følge sine artsfæller.
På den vis fremstår og mærkes ’En Grim Ælling’ som et fint, fokuseret, personligt (Nedergaard synger undervejs en aftensang, hun som barn elskede at høre) og vel kommunikeret hjertevarmt eventyr om ondskab, godhed og tilhørsforhold.
