Af: Randi K. Pedersen

24. oktober 2012

Sprøde musikalske myter

Eksotiske billeder og sprødt slagtøj gør gamle myter til en oplevelse af, hvad musik er og kan.

Verdens skabelse og naturens fænomener er populære temaer, når det drejer sig om teater for børn. I ’Rejsen til solen, månen og stjernerne’ er det myter fra flere østlige kulturer, som fermt er vævet sammen til en sindrig fortælling om, hvordan solen, månen og stjernerne er opstået.

Rammen om forestillingen er udpræget japansk, forfinet og eksotisk i stil og udtryk. Men der er også – ligesom hos teatret Dunkelblå – en coyote på spil. For selv om prærieulve normalt hører hjemme i Mellemamerika, indgår de sjovt nok i japanske myter. Det ses også på nogle meget flotte billeder i en mystisk kasse, som hurtigt tiltrækker blikket.

Kassen viser sig at indeholde en slags japansk dukketeater, der sammen med den sprødeste slagtøjsmusiker med til at fyre op under historien. Eller rettere historierne, for sol, måne og stjerner har hver en sød og fantasifuld skabelsesberetning, som fortælleren giver liv med stor autoritet og nærvær. Lige som den rige billedside og musikkens medfortællende lydbilleder er det med til at holde interessen fangen.

Den første beretning handler om stjernerne, der blev skåret ud i kvarts. Og om mælkevejen, der blev til, fordi en fræk prærieulv kastede de overskydende stumper op i luften. Historien om månen inddrager gudinden Nut, som skærmer jorden. Hun er ulykkelig, fordi en forbandelse forhindrer hende i at få børn. Men ved en snedig manøvre tildeler måneguden hende fem ekstra dage, så hun kan trodse forbandelse og føde børn alligevel.

Åbenlys fornøjelse

Solen  blev skabt på en endnu mere dramatisk facon. I begyndelsen var der nemlig hele syv sole. Men uheldigvis gjorde de jorden så gloende hed, at alting visnede og døde. Derfor befalede kejseren de seks af dem skudt ned en for en, og da der kun er en eneste sol tilbage, er temperaturen på jorden blevet til at holde ud.

Som et ekstra, dramaturgisk kneb optræder der også en fiktiv dreng i forestillingen med det gode danske navn Jeppe – lige til at identificere sig med. Men hverken hans tilstedeværelse eller  de øvrige påfund kan hamle op med  tilskuernes åbenlyse fornøjelse ved selv at være med i forestillingen. Med stor opfindsomhed inddrager iscenesættelsen børnene som musikalske medspillere på en måde, der både er underholdende og lærerig.

Det er svært at følge med i sangene. Ambitionsniveauet er for højt for små børn, og det er tonehøjden tydeligvis også. Det går meget bedre med at klappe og lave lyd og bevæge sig derhen, hvor musikken på skift fører dem rundt mellem sol, måne og stjerner. En fin måde til at få børnene til at lytte og på egen krop kan opleve – og genkende – musikkens mangfoldighed.

Til gengæld er det svært at forstå formålet med at lade fortælleren synge opera midt i det hele. ’Rejsen til solen, månen og stjernerne’ kaldes en operafortælling, og tilskuerne får omhyggeligt at vide, at det ikke er en opera.

Puccinis sorgfulde arie fra ’Madam Butterfly’ falder helt ved siden af forestillingens musikalske udtryk, og indholdsmæssigt virker den heller ikke logisk, men giver en demonstrativ og skæv opfattelse, hvad opera er. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tinka i Tivoli
Lion Musicals:
'Tinkas Juleeventyr'
’Tinkas Juleeventyr ’som familie-musical i julemagiske Tivoli leverer varen uden at rokke ved hverken det oprindelige tv-forlæg, forventningerne til genren eller den gode gamle jul.
Et klangfyldt og elskeligt epos
Aalborg Teater:
'Det Magiske Tivoliteater'
Aalborg Teater har med ’Det Magiske Tivoliteater’ begået en sjældent hjertevarm julefamilieforestilling om om empati og glæden ved samværet med andre.
En ærgerlig nitte
Odense Teater:
'Narnia'
’Narnia’ på Odense Teater er dårlig på næsten samtlige parametre – hvor alene en storslået og detaljerig visualitet lever op til et forventeligt kunstnerisk niveau fra en landsdelsscene.
Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.