Kaptajn Bimse og hans crew er igen på vingerne, og de er godt flyvende. Bedre, end da de for ti år siden fyrede den første runde af med Bimse og Goggegeletten, Johnson og den kvikke Anna.
Trioen Anja Owe, Pierre Miehe-Renard og Tom Jacobsen er stadig et muntert miks, der ikke går af vejen for en omgang håndfast farce. Men tonen er dæmpet ned og komikken holdt i kort snor af en stram iscenesættelse.
Til gengæld er der plads til spilleglæde og kropslig vitalitet. Figurerne har fået mere fylde og samspillet flere nuancer. Tom Jacobsens storskrydende kaptajn Bimse er usikker bag facaden, og selvom Pierre Miehe-Renard ikke er 20 år, så spiller han, som om han var det. Den lette gang og uskyldige poesi i hans Goggelette og i Johnson er evigung. Lige som Anja Owes Anna har en direkte linje til en sjov og rørende barnlighed.
Sammen med skuespillernes musikalitet, superfine sange og knivskarpe timing får det den skægge historie om Saltimbocca til at lette. Til gengæld kan man godt undvære voksen-vitserne. De er ikke særlig sjove, og klæder ikke en forestilling, der ellers er god underholdning på børns præmisser. Sådan må det næsten være, når forlægget er af Bjarne Reuter.
Indholdet er ikke det dybeste. Det er hans evne til at skabe et farverigt univers, der er nerven i komedien, hvor små udspekulerede indfald skaber dramatiske situationer. Den ene værre end den anden, for Goggeletten er blevet væk. Faktisk så langt væk som i Saltimboccas jungle. Derfor må den gule, rosindrevne flyvemaskine Zanzibar på vingerne, så vennerne kan redde ham.
Fare for søsyge
Uheldigvis er den gule flyver løbet tør for rosiner og efterladt. Men Kaptajn Bimse har flikket en reserve-maskine sammen af ting og sager, så han kunne komme hjem. Nu skal den bringe dem til Saltimbocca.
Ret genialt er der en person i junglen, der er så farlig, at man ikke engang må hviske hans navn. Men måske må man godt skrive, at han hedder Osso og ikke vil have, at man griner. Det kan vennerne naturligvis ikke lade være med, og så er balladen sikret med bulder og brag, så vi kan kan blive dejligt bange – eller søsyge. For efter at reserveflyveren med (skuespillernes) eksende understel er nødlandet i junglen, begynder jagten på Goggeletten og Zanzibar.
Den fører vidt omkring. Goggeletten bliver fundet og bliver væk igen flere gange. Til sidst står Anna og Johnson og Bimse ved en hængebro over en dyb kløft, som på de skift prøver at passere for at nå frem til Gogeletten. Det er her, der opstår akut fare for søsyge, og det skyldes Anja Owe. Når hun med sin adrætte krop vipper med et par brædder på scenen, føles det, som om man selv står på en yderst vakkevorn bro.
De madglade (som mig) vil vide, at saltimbocca er navnet på en lækker italiensk gryderet med kalvekød. Der tales også bekymrende meget om at 'simre' i forestillingen, og på et tidspunkt sker det uundgåelige. Goggeletten havner først i den monsterstore gryde. Det er der en vis naturlig risiko for, når man er en kanin. Men da Anna vil hjælpe ham op, ryger hun også i suppen.
Heldigvis komme de begge to op igen, før de er kogt helt ud. Den farlige Osso, der putter folk i gryden og hedder Buco til efternavn, er nemlig til at tale med og lærer også at smile. Det er også ham, der deler ud af sine rosiner, så den gule flyver kan bringe alle hjem igen.
For sådan er det i 'Kaptajn Bimse i Saltimboccia', det går bedst, når man hjælper hinanden.
