Peter Holst kan det hele i denne forestilling. Han kan spille den hårdføre sømand, der selv i sit sidste øjeblik beskytter sin skat. Han kan spille den gifteivrige enke, der ikke kan vente. Han kan spille den psykopatiske lærer, der tæsker alle børnene som rutine. Og han kan spille den lille dreng, der får første gang får forklaret, hvad de forskellige skibe i havnen egentlig hedder.
Alle personerne i Carsten Jensens roman 'Vi, de druknede' får altså liv og krop hos Peter Holst i denne dramatisering på Grønnegade Teatret. Selv står Peter Holst bare i hvid skjorte og sort vest og taler, mens livet i Marstal bliver til billeder i Pernille Plantener Holsts fine videoprojektioner – omme på lærredet bag en simpel tørresnor mellem to skibssider.
Havet dominerer på videoerne, med bølger af alle vildskabshøjder og i alskens vejr. Og lyden af havet bruser også med i bølgerne i Sune Skuldbøl Vraas meddigtende og omskiftelige musik. Det blå hav og de hvide sejl veksler lige så hurtigt som de mange fortællinger, og tilskueren sejler hurtigt med – væk fra Marstal og til Sønderjylland og helt væk ud på de syv have.
For mange jeg’er
Alligevel er forestillingens problem tydeligt fra begyndelsen: At Peter Holst ikke får lov til blot at være én fortæller. Holst er fænomenal som jeg-fortæller, men når han hele tiden fortæller nye personers historier, så bliver det forstyrrende. Her ville et ’han’ i tredjeperson fungere bedre.
Og derfor irriterer det også, at han ikke må fordybe sig i én persons historie fra Carsten Jensens enorme galleri, men absolut skal trawle gennem hele Danmarks skibsfartshistorie fra 1848 til 1945 lige som romanen.
Selv om dramatiseringen er et effektivt nedkog af den alenlange roman, så er den stadig alt for omstændelig og med for mange tangenthistorier – og for historisk belærende. Det panoramiske i romanen bliver simpelthen for abstrakt på scenen.
Det duer ikke, at teenagerne skal overskue dansk skibsfarts udviklingsmuligheder efter Anden Verdenskrig og den slags. Her dør dramaet. Og fortællingen om den gamle singlekaptajn og hans vægring ved at blive gift indeholder eksistensovervejelser og sexafvisning, der er flere jordomrejser væk i forhold til det teenagepublikum, som de fortælles til.
Bidske hajkæber
Til gengæld stortrives fortællingen, så længe Peter Holst blot spiller en dreng med nysgerrighed på verden og havet. Holst kan trække usynlige kajkæber op af sin skibskiste, så man gladelig tror, de bider. Og når han fortæller om den verdensrejsende James Cook, der blev dræbt i kamp med de indfødte på Hawaii, så forventer man nærmest, at han selv piller sit hoved af og får det kogt.
Samtidig kan han snildt spille lille dreng og overbevise både sin mor og os andre om, at han skal have lov til at være sømandselev hos Kaptajn Madsen.
»Kaptajn Madsen har lovet at lære mig at svømme. Så kan jeg ikke drukne. Og så kan jeg godt blive sømand,« som han kækt ræsonnerer.
Symbolsk set virker forestillingen i sig selv som en levendegørelse af ambitionen hos den unge sømand: Drømmen om at sejle syd om Kap Horn. Instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen har i hvert fald ikke gjort det let for sig selv at skulle tackle en så vidtspændende tekst med så mudrede overgange mellem hovedpersonerne – og så forskellige verdensbeskrivelser.
Barket næve søges
Men denne instruktør kan tydeligvis noget med overrumpling. For bedst som man mærker, at forestillingen omsider er ved at slutte, så begynder en filmagtig musik at fosse ind over scenen. Hjemkomsten i Marstal løfter sig. Og Peter Holst ser ud på os og siger de magiske ord, der burde være umulige som replik:
’Men i aften dansede vi med de druknede – og de druknede, de var os.’
Her løfter forestillingen sig op i den poetiske sfære, hvor den egentlig hører hjemme. Her blandes sømandens løgnehistorier med urfortællinger om manddom og eventyr om kærlighed. Og så kan man ellers godt se sig om efter en barket næve eller et anakronistisk lommetørklæde. For pludselig har ens krop alligevel sanset alle disse udlængsler og afsavn og nederlag – og pludselig kan man ikke holde dem i sig længere.
Så når man sjosker ud fra forestillingen, er det næsten så tungt, som om man i sit indre fået forestillingens store, gamle søstøvler på. Dem, som man kun kan dø i, hvis man dør stående.
