Første scene af ’Helbredelsen’ er forfriskende og farlig: To læger tager imod os iført ebola-dragter – eller noget, der ligner. I et mærkeligt nødlys skal de tjekke os for infektioner med skannere og spørgsmål.
Først da vi alle sammen er blevet testet, får vi lov til at sætte os i et karantænetelt og vente på forestillingen.
De store børn på 11-14 år synes, at dette udstyrsstykke er skønt, så de er i hvert fald motiverede til at høre efter…
Og så kommer der en grufuld historie om en 11-årig pige, der er blevet ramt af en ’en meget farlig og meget smitsom sygdom’, som de kalder sorgen. For hendes far er død…
Grundig research
Herfra går det galt for Teater Uden Vægge.
Forestillingen er ellers noget så interessant og sympatisk som en forestilling om børn og unge, der har oplevet en stor sorg. Børn, der har mistet forældre eller søskende – og som er kastet ud i en afmagt, som resten af deres venner i skolen og familien ofte slet ikke forstår.
Det er altså et virkelig væsentligt emne, som skuespillerduoen Henrik Holmen og Ulla Vejby tager fat på. At dømme efter teatrets hjemmeside er forestillingen også skabt efter grundig research og kontakt med bl.a. Børn, Unge & Sorg.
Avanceret lydsystem
Sorgudtrykket lykkes bare ikke på scenen. Skuespillerne jokker rundt i pinlige replikker, der skal gøre sorg til noget, man lige kan blive kureret for – sådan snip-snap-snude-så-er-den-sorg-ude-agtigt.
Og sorgen udtrykkes i en kluntet teatersportstil, som virker komplet respektløs over for de tilskuere, der sidder med en sorg i sig. Situationsfornemmelsen mangler totalt. Her savnes både en dramatiker og en dramaturg.
Det er Henrik Holmen selv, der har instrueret forestillingen. Måske har han troet, at brugen af et avanceret lydsystem og videoprojektioner ville få de unge til at synes, at dette var teknologisk tjekket og derfor troværdigt. Han skaber nemlig ’kontakt’ til Emilies erindringer om barndommens gode tid, før faderen døde – via nogle elektroder og et nyt computerprogram. Og så han prøver at ’omprogrammere’ hende, så hendes sorg forsvinder…!
Råben og skrigen
Men nej. Psykologisk set virker forestillingen uden forbindelse til anerkendt praksis og almindelig følelsesfornuft. Det er ret makabert, sådan som skuespillerne trasker rundt i realistiske sorgfortællinger – tilsyneladende uden ansvar for at samle historierne op bagefter.
Og da scenerne hverken formår at løfte sig til galgenhumor eller satire, så ved man ikke helt, hvordan man skal reagere på denne følelsesmæssige manipulation.
Selve spillet er temmelig frastødende. Henrik Holmens skingre, norske lægestemme ryger hurtigt op i et stemmeleje, hvor han nærmest råber. Derfor skal Ulla Vejbys smilende og forstående læge bruge de fleste kræfter på at dysse ham ned – og berolige publikum med, at det nok skal gå godt om lidt.
Forestillingens essentielle udsagn er tilsyneladende, at sorg er en følelse, der tager sin tid, men denne bærende idé drukner i ’pisse’ mange bandeord. Desuden er mange af replikkerne slet ikke fastlagte, hvilket gør dem sjaskede. For slet ikke at tale om de råbe-replikker, der munder ud i et decideret skænderi mellem de to skuespillere. Hamrende ubehageligt.
Klarer hun kræften?
»Min far er ikke sådan én, der kan dø,’ lyder en af de gode replikker ellers. Her nærmer forestillingen sig den frygtelige erkendelse af, at selv den stærkeste far kan forsvinde. Ikke når man selv er blevet voksen, men nu når man er barn og er fuldstændig afhængig af ham. Eller af sin mor.
Og når Ulla Vejby får lov til at fortælle nogle af sine lange beretninger om Emilies tanker, så opstår der fine passager, som både er smukke og kloge – og illustrative at vise. Også for børn, der er bekymrede for, om deres mor klarer brystkræften, eller om far får styr på blodtrykket…
Ny version, tak!
Men overordnet set er forestillingen både rodet og ubetænksom – og i mine øjne faktisk ikke egnet for børn og unge i sorg. Ikke i den nuværende version. Som anmelder tror jeg, at denne forestilling skal gennem en garvet instruktørs hænder og genopstå i en ny version, før den bliver til det, som den tydeligvis er tænkt:
En medfølende og frisættende forestilling om sorg.
