Forskelle i klassetilhørsforhold satte hegnspæle for kærligheden i gamle dage. En kvinder måtte ikke gifte sig med en mand, som rangerede standsmæssigt lavere end hende selv. Forelskelser af den type måtte man skrinlægge. Ligesom det at dygtiggøre sig intellektuelt og ytre meninger om eksempelvis litteratur var forbeholdt mænd.
De barske omstændigheder er krumtappen i co-produktionen mellem Teaterhuset Filuren og Syddjurs Egnsteater i forestillingen 'Livets blå tone', som lyser drømmerisk blåt op. Ikke blot i kraft af det scenografiske rums akvarel- og vandfarvetonede vægge, men også qua den stemning af sødme og sviende melankoli, som bygges op og kommer til at fylde rummet.
Hege Tokle har skrevet en flot tekst. En tekst som i et velfungerende flow og med intense replikker fører to mennesker, som finder ud af, at de elsker hinanden, sammen. Men den yngste datter på herregården Skaføgård ved Mørke på Djursland, Edel Kirstine Secher, og husmandssønnen Christen Hermansen må ikke få hinanden. Secher-familien ønsker Edel gift med den unge Siegfried Victor Scheel fra den noget større herregård Gl. Estrup.
Tokles tekst fik mig til at associere til Pierre Choderlos de Laclos' brevroman 'Farlige Forbindelser' fra 1782. Forviklingerne i de to tekster er slet ikke den samme, men der er noget af den samme dragende og sitrende lidenskab på spil – omend i en noget mindre skala i Tokles stykke, som for eksempel udmærker sig ved at have indbygget en diskuterende reference til Adam Oehlenschlägers 'Aladdin', hvor der drages en parallel mellem Gulnare og Aladdin til Edel Kirstine og Kristen.
Udfordring eller attraktion?
I Niels Sechers blå sfæriske pigekammerantydede scenografi træder Edel Kirstine og de to mænd, som krydser hendes vej – den unge greve Siegfried og den teologistuderende Christen – ud og ind.
Det interessante i teksten og iscenesættelsen er at følge Edel Kirstines forløb. Hendes erkendelse af, at hun som kvinde lige så vel som mænd har ret til at være et analytisk og tænkende væsen, og hendes observation af at hun elsker den mand, hun først kan få, når hendes herregårds-fine forældre er døde.
Hele dette forløb vises med en spilledåse, med florlet stof, som hun vikler sig ind i og vrider sig ud af, og i et tæt samspil mellem Christen, hvor de hver især læser de breve op de sender til hinanden.
Det sidste kommer til at fylde mere og mere og er noget af det mest fascinerende ved stykket, også fordi de tre medvirkende skuespillere forstår at lade rummet med stemning.
Holger Østergård Christensen kan som den unge greve finde adelsgestikken frem i krop og stemme. Carsten Svendsen kan fremtrylle klodsethed, charme og inderlighed som Kristen. Og Kristine Elmedal kan forme Edel Kirstine som en både kåd, kry genert, sørgmodig forelsket og melankolsk tankefuld skikkelse.
Og som iscenesætter har Pia Mourier fint forstået, hvordan man opnår at lade en spænding mellem de to elskende ved for eksempel at anbringe dem fysisk tæt på hinanden, mens de lader os høre teksten i det brev, de har skrevet til den anden.
Man fornemmer blækket flyde hen over brevpapiret samtidig med at følelserne tegner sig i personernes ansigtsmimik.
Der er på den vis fine takter i 'Livets blå tone', som godt nok også har noget ret gammeldags over sig som teater, og som måske også kan være noget af en udfordring for teenagere af i dag – men kan være at mange eller en del falder for den tidsmæssige distance og derigennem lettere kan spejle sig i de følelsesmæssige relationer?
Uanset det bliver det spændende at se de to næste forestillinger i den trilogi, som 'Livets Blå Tone' er den første af.
