'Mariehønen Evigglad' er en lille sødmefyldt sag. Alene Betina Groves tilstedeværelse i rummet varmer. Med romantiske fletninger og iført grøn kjole, der er sat sammen af både blødt velour, hæklede dele og runde hjørner tager Grove smilende og venligt i mod publikum.
Tanja Bovins scenografi, som hun træder ind i, matcher harmonisk hendes kjole i farve- og materialevalg. En lille naturforhøjning med små ophæng og huller til de dyr, hun snart siger godmorgen til som dukkefører af Mariehønen Evigglad.
Evigglad er nem at få øje på i den grønne scenografi med dens røde vinger og kulsorte prikker og ben. Måden, hvorpå den bliver præsenteret, er sød og charmerende. Vi møder den første gang bagfra, som et søvnigt dyr der lige er vågnet, strækker sig og vrikker kækt med bagen.
Der er en fin ro over spillet. Takket være Groves tilstedeværelse og Henrik Steen Larsens sans for at time og tilrettelægge spillet.
Trin for trin siger Evigglad godmorgen til honningbierne, der summer frem fra et stade. Til musen, der titter frem fra sit hul og som kan få unger når som helst. Til fiskene som springer op og ned i en lille sø. Til en frø fyldt med selvtillid, humør og jazz. Og til Søren Snegl, der har akkurat den grå farve og det skin over sin krop som hører en snasket og slimet snegl til.
Stor kærlighed i mikroformat
Mariehønen giver bestemt men venligt udtryk for at hun synes den er noget ulækker med al dens slim. Når regnen kommer varer det lige lidt før hun tager mod til sig og takker ja til en kop varm the hos Søren Snegl i hans sneglebo. Vupti trækkes et tæppe fra og åbenbarer et lille hyggeligt illumineret og pænt møbleret sneglebo, hvorfra spillet en tid udspiller sig i miniature og udvikler sig til en lille love-story mellem Evigglad og Søren Snegl.
Kys og kram er helt ok og bliver taget godt imod af de 2 til 5-årige og deres voksne.
Halfdan Rasmussens digt og den dertil knyttede kendte sang får vi også det med? Ja, og det i et fint musikalsk arrangement af Sune Skulbøl Vraa (der også har komponeret flere fine sange som flettes nænsomt ind i stykket).
Det bliver sunget af Grove på samme tid friskt og nænsomhedsfyldt. Og som et pift sluttes herligheden af med en omgang frø-jazz.
