Af: Henrik Lyding

23. april 2013

Sød hest i tynd ramme

Lille historie pumpet op uden helt at kunne holde luft.

Vi har set historien før. I det søde initiativ 'Gråt er godt' for et par sæsoner siden, hvor ældre børneteaterskuespillere, to og to, rejste rundt i en lille bus og fortalte små historier. Her deltog naturligvis også Bo Stendell Larsen med en lille historie.

Det var eventyret om hesten, der som en anden Niels Klim faldt i et dybt hul, endte hos en mus, der i øvrigt var borgmester i en museby, og sammen drog de ud på eventyr. Her mødte de nogle elefanter, fløj i flyvemaskine og kom til et lille hus, inden hesten til sidst vendte hjem til sin ejer, en lille pige, der forståeligt nok havde savnet den.

Den historie får vi nu igen, denne gang svøbt i en rammehistorie om en gammel konge, der er smuttet fra tronen – folket forlangte hele tiden af ham, at han skulle tage stilling til alt muligt. Nu sidder han i et hul, hvorfra han bare lader tiden gå. Alt har han omkring sig, siger han, som en anden Winnie fra Becketts 'Glade dage'.

For en sikkerheds skyld har han skrevet det hele ned. Hele hans liv, alle hans ting, også at vi sidder og ser på ham. En lille smule meta-teater-agtigt og ganske sjovt.

For lidt scenisk aktion

Men hvad har denne historie så at gøre med hesten og musen? Ja, vist ikke andet end, at vi til sidst får at vide, at den pige, der længes efter sin forsvundne hest, i virkeligheden er hans datter, altså en prinsesse. Og nu håber han så bare, at hun en dag vil komme og besøge ham.

Jeg sad med fornemmelsen af en kort lille historie – den om hesten – der skulle pumpes lidt op, så forestillingen kunne vare en halv time. Og den fornemmelse kan Bo Stendell Larsens fortællekunst ikke rigtig overdøve. Der er for meget lommefilosofisk småsnakkeri, inden vi kommer i gang med selve historien.

Og så er der efter min smag for lidt scenisk aktion og for meget bibliotekar-oplæsning over det. For vel er der en pointe i, at det meste af historien om hesten blot fortælles, og at vi først mod slutningen af eventyret omsider ser de to dukker, det handler om. Men når fortælleren så samtidig sidder helt stille i sin jordbunke, ja, så bliver det for stillestående, hvor blidt og mildt underfundigt Bo Stendell Larsen end bruger sit indlysende talent som fortæller.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Solospil i særklasse
De Røde Heste:
'Grebet i luften'
Med sin virtuose spillestil har Claus Mandøe skabt er en lille perle af en forestilling
Brynhilde i barbershop – og Sigurd på catwalk
Det lille Turneteater:
'Sangen om Sigurd og Brynhilde'
Det lille Turnéteater forfører teenagerne med sin originale sanghybrid over Wagners ellers så utilgængelige skæbnehistorie. Fortællingen om den kærlighed, man ikke selv kan styre
En rigtig Grimm Snehvide
Svanen, dansk-tjekkisk dukketeater:
'Snehvide'
Snehvide bliver med en eventyrlig Westi i en dekorativ scenografi en gedigen oplevelse for specielt de mindste
Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov
Solospil i særklasse
De Røde Heste:
'Grebet i luften'
Med sin virtuose spillestil har Claus Mandøe skabt er en lille perle af en forestilling
Brynhilde i barbershop – og Sigurd på catwalk
Det lille Turneteater:
'Sangen om Sigurd og Brynhilde'
Det lille Turnéteater forfører teenagerne med sin originale sanghybrid over Wagners ellers så utilgængelige skæbnehistorie. Fortællingen om den kærlighed, man ikke selv kan styre
En rigtig Grimm Snehvide
Svanen, dansk-tjekkisk dukketeater:
'Snehvide'
Snehvide bliver med en eventyrlig Westi i en dekorativ scenografi en gedigen oplevelse for specielt de mindste
Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov