Vi har set historien før. I det søde initiativ 'Gråt er godt' for et par sæsoner siden, hvor ældre børneteaterskuespillere, to og to, rejste rundt i en lille bus og fortalte små historier. Her deltog naturligvis også Bo Stendell Larsen med en lille historie.
Det var eventyret om hesten, der som en anden Niels Klim faldt i et dybt hul, endte hos en mus, der i øvrigt var borgmester i en museby, og sammen drog de ud på eventyr. Her mødte de nogle elefanter, fløj i flyvemaskine og kom til et lille hus, inden hesten til sidst vendte hjem til sin ejer, en lille pige, der forståeligt nok havde savnet den.
Den historie får vi nu igen, denne gang svøbt i en rammehistorie om en gammel konge, der er smuttet fra tronen – folket forlangte hele tiden af ham, at han skulle tage stilling til alt muligt. Nu sidder han i et hul, hvorfra han bare lader tiden gå. Alt har han omkring sig, siger han, som en anden Winnie fra Becketts 'Glade dage'.
For en sikkerheds skyld har han skrevet det hele ned. Hele hans liv, alle hans ting, også at vi sidder og ser på ham. En lille smule meta-teater-agtigt og ganske sjovt.
For lidt scenisk aktion
Men hvad har denne historie så at gøre med hesten og musen? Ja, vist ikke andet end, at vi til sidst får at vide, at den pige, der længes efter sin forsvundne hest, i virkeligheden er hans datter, altså en prinsesse. Og nu håber han så bare, at hun en dag vil komme og besøge ham.
Jeg sad med fornemmelsen af en kort lille historie – den om hesten – der skulle pumpes lidt op, så forestillingen kunne vare en halv time. Og den fornemmelse kan Bo Stendell Larsens fortællekunst ikke rigtig overdøve. Der er for meget lommefilosofisk småsnakkeri, inden vi kommer i gang med selve historien.
Og så er der efter min smag for lidt scenisk aktion og for meget bibliotekar-oplæsning over det. For vel er der en pointe i, at det meste af historien om hesten blot fortælles, og at vi først mod slutningen af eventyret omsider ser de to dukker, det handler om. Men når fortælleren så samtidig sidder helt stille i sin jordbunke, ja, så bliver det for stillestående, hvor blidt og mildt underfundigt Bo Stendell Larsen end bruger sit indlysende talent som fortæller.
