Af: Randi K. Pedersen

15. februar 2016

Slagkraftig kvindepower

'7 Runer' opleves som en række udtryksfulde stemningsbilleder, men savner sammenhæng.

Først en tilståelse – jeg har ikke set filmen 'The Hunger Games'. Men jeg ved noget om nordisk mytologi og vikinger, der sammen med filmen angiveligt er inspirationen til '7 Runer'.

Det er ikke svært at se. Det kraftfulde udtryk, de rituelle bevægelser og mændenes nøgne overkroppe signalerer klart forestillingens univers. Til gengæld er det knap så tydeligt, hvad forestillingen vil med sit nedslag i en barsk og broget fortid.

'7 Runer'opleves som en række udtryksfulde stemningsbilleder, hvor modsætningerne mellem mænd og kvinder er mest markant. Kvinderne er oplagt de stærkeste. Det er dem, der styrer, når kønnene mødes, og det sker med håndfast brutalitet, når en mand bliver afvist. Måske var vikingekvinder ikke helt så slagkraftige. Men så kan man jo ligesom Richard Wagner ty til mytologien og sende en Brynhilde med sværd på banen.

Sværdet er kun af plastik, og det virker lidt ude af trit med de imponerende voldsomme og velturnerede optrin, der er typiske for koreografiens vitale, udadvendte fortællestil. Til gengæld går plastik fint i tråd med den humor, der også er en vigtig del af forestillingen.    

Nutidig virkelighed

Martin Karlshøj er en kantet knudemand af skræmmende dimensioner, der skjuler sit ansigt bag armenes hurtige parader eller folder sig ud i ensom popping, hvor musklerne synes at leve deres eget imponerende liv. I åbningsscenen tårner han sig stor og mægtig op bag den lille, vildt bøjelige Fiona Houez, der er et enestående graciøst kraftcenter. Ingen trin eller bevægelser ser ud til at volde hende anstrengelser i en akrobatisk dansestil, de færreste ville kunne forløse.

Men alle forestillingens seks dansere gør det strålende og med stor præcision i flot samklang med det enkle, men virkningsfulde lys og en musik-og lydside, der rækker fra øredøvende fræsende mørkt til yndigt fuglekvidder. Selv om sammenhængen udebliver, så medvirker begge dele i høj grad til at give de skiftende stemninger deres eget liv. Bortset fra i slutscenen, hvor de medvirkende på rad og række demonstrerer fortidens klædedragter og håndværk. Det er der ikke meget liv i.

Mest bevægende omend banal er en scene, hvor havets heftige susen og brusen skyller kroppene rundt i bølgerne for til sidst at efterlade dem helt stille. Det gav hverken associationer til vikinger eller mytologi, men til en særdeles nutidig virkelighed.

Det er stærk kost, hvis børn oplever det på samme måde. Men spørgsmålet er, om '7 Runer's visuelle kvaliteter og høje tempo er nok til at fastholde 8-årige. Uden blot en tynd rød fortællende tråd er det tvivlsomt, om de kan hænge på.      

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.