Allerførst: Mørke, fuglefløjt og en skabsdør, der knirker og går op. Derpå kommer to granvoksne mænd til syne i tusmørket bag florlette forhæng. De sidder på to blågrønne taburetter. Foran dem står et gammelt klædeskab i samme kulør. Til venstre på en tilsvarende skammel befinder der sig et skrummel af en gammel radio.
Den yngste og mørkhårede af mændene, som er iført skjorte og korte bukser, ligner en menneskelig udgave af en bjørn blot uden den vamsede mørke pels. Den anden, som har halvlangt gråt hår, ligner en mellemting mellem en slidt fisker og en selvbevidst kunstmaler, som har iført sig en spejderuniform overbroderet med duelighedsmærker på bryst og ærmer. I bæltet hænger dolk, lommelygte og reb.
De panorerer rundt med lygten. Lyskeglerne rammer de mange nedhængende, semitransparente forhæng og baner sig vej til publikum, som sidder på tre sider af spilleområdet.
Fra at være voksne forvandler Heine Ankerdal og Bo Larsen sig til drenge. Ikke på en måde, så man oplever, at her er to voksne skuespillere, som spiller børn. Det anstrengte og oplevelsesbelastende udtryk ryger de heldigvis ikke ud i. Det ligger ikke i deres kunstneriske gener.
Deres fremtoning er tillidvækkende og samtidig hemmelighedsfuld. De slår en stemning an af, at her er noget på spil for og mellem to drenge: En udadtil sej og ekstrovert spejderbanan og hans introverte kammerat, som tydeligvis er både tynget og trynet. Både voksne og børn (aldersgruppen 9-12 år synes helt rigtig) får skærpet deres sanser og bliver nysgerrige og spændte.
Modig, balstyrisk og særegen
’Spøgelseshuset’, er af en særlig klasse. Det er en forestilling, som ikke lefler for tidsånden og som tør udfordre børnepublikummet ved at spille i et langsomt tempo garneret med dynamisk ”krudt”. Det er Bo Larsen, der har nutidstrimmet det dramatiske forlæg, som han for mange år tilbage skabte sammen med Erik Hovby Jørgensen i BaggårdTeatrets regi.
Jeg mindes ikke forestillingen, som hed ’Amerikanerpigen’. Men den dramatiske opdatering fungerer flot, ligesom iscenesættelsen, der er fyldt med dynamik, list og lune.
Hele vejen igennem er tempoet langsomt og alligevel sker der overordentligt meget. Både i forestillingens musikalitet og på et handlingsplan, som på én og samme tid er vældigt abstrakt og meget konkret.
Der er en orden og et system i det, som umiddelbart kan virke kaotisk. Mellem linjerne, i æteren, gennem rummet og som en forbindelse fra scene til sal svirrer, lister og lyner en usynlig snor af fortællinger sig frem. Fortællinger, der som perler på en balstyrisk snor efterhånden danner et mønster af mening.
I fragmenter fæstner der sig små øjeblikke af vished i publikum om, at ”hov” det her handler da vist om drillerier, fortræd, savn, venskab, tvivl, fortrydelser, indrømmelser, fortrolighed og samvær.
Fluefortræd
Roligheden, som abrupt flækker, når noget uhyggeligt, underligt og voldsomt sker, er en sikker og skøn livline mellem de to spillere og publikum. De 3. til og med 5. klasses-elever, jeg oplevede forestillingen sammen med, kejtede ikke rundt på stolen i kedsomhed, med sad tryghedssikkert tæt og holdt om hinanden, når uhyggen toppede, rokkede og svajede, når der kortvarigt var musik, og lettede fra bænkene, når de blev begejstrede, eller når begivenhederne på scenen drejede i særligt overraskede retninger.
’Spøgelseshuset’ er på ét plan en sær konstruktion. En snurrig og ret ubegribelig sag. To drenge opsøger et gammelt hus uden døre. Et hus, hvor de engang blev spærret inde. Et hus, hvorfra en pigestemme fra en gammel radio uden strømkontakt kalder på at få fortalt sin ensomhedshistorie.
Og et sted, hvor spejderuniformsdrengen til den anden drengs forskrækkelse fabulerer om at hive vingerne af en flue og gøre endnu værre ting ved den. Fluen er (forstår vi efterhånden) et billede på den trynede dreng og den udelukkelse og mobning hans kammerater, heriblandt spejderdrengen, står for. Siden ryger både den forsagte og spejderdrengen en tur ind i en anden verden. I rummet bag skabslågerne.
Død, paradis og tidsbegreb
Vi kommer langt omkring. Helt ud i verdensrummet, og helt ind i et eventyrunivers. På de rejser og i rummet udenfor skabet sanser og aner publikum, at det hele drejer sig om gensidige relationer. Om fællesskabets betydning. Via gestik, dialoger og små iscenesatte spil, hvor drengene undrende og spørgende gennemgår scenarier for hvor de befinder sig, skabes brikkerne til dette eksistentielle udtrykstæppe om fællesskab. Drengene kommer omkring død, paradis, tidsbegrebet og meget mere.
I en lille times tid bliver publikum duvende og brat slynget rundt i en centrifuge, som beskæftiger sig med så vanskelige spørgsmål som, hvornår er man død henholdsvis levende? Fri eller spærret inde? Til stede i en drøm eller i den vågne virkelighed?
Godt gået i en forestilling, som i en blanding af noget ret abstrakt og meget hverdagsbegribeligt er både skør, mærkelig, sjov og undervejs lidt uhyggelig, og som bagefter, da jeg oplevede den, gjorde det næsten svært at drive de snakke- og skuespillerkontaktlystne børn ud af salen.
Den slags forestillinger hænger ikke på træerne. ’Spøgelseshuset’ tør noget så vigtigt og efterhånden sjældent som at udfordre nutidens digitalt fokuserede børn og unge uden at lefle for tidsånden. Det lykkes med bravour.
