’Tiny’ er en billedskøn forestilling om at drømme stort og have modet til at gøre drømmen til virkelighed. Det er en utrolig og tilmed sand historie om en lille spinkel teenagepige, der målrettet går efter skyerne og lykkes med at udføre store bedrifter som verdensberømt ballon-artist og faldskærmsudspringer.
Men selvom det er en solstrålehistorie, så er det også en beretning om modstand, afsavn og sorg.
Anna Panduro er hverken 14 år eller lillebitte, men hun bliver det og meget mere i rollen som amerikanske Georgia Broadwick. Hun blev født i 1893 i North Carolina som den yngste af syv piger i en fattig arbejderfamilie og vejede ikke mere end en liter mælk. Derfor blev hun kaldt Tiny (Lillebitte) og var fra begyndelsen en sej overlever. En nyttig evne i et miljø, hvor storesøstrene mobbede, og Tiny som 14-årig erfarede, at den lokale bomuldsmølle ikke var det voksen-eventyr, som hun havde troet.
Det var en livsfarlig arbejdsplads, som en fyr, der bliver en ven igennem mange år, råder Tiny til hurtigst muligt at komme væk fra. Så hun griber chancen, da et show med en varmluft-ballon og en gruppe faldskærmsudspringere kommer forbi og giver Tiny ubændig lyst til også at komme til vejrs.
Hun overtaler showejeren Charles Broadwick til at optage hende i truppen, og som kun 15-årig foretager Tiny sit første udspring med faldskærm. Få år senere bliver hun den første kvindelige udspringer fra flyvemaskine.
Poetisk sødme og gys
Som modydelse må hun under protest finde sig i at blive markedsført som ”Det flyvende dukkebarn”. Et syn for guder med flæser og sløjfer og samtidig også for nutidens publikum et lærestykke i, at der er kampe, der ikke er værd at kæmpe.
Det behøver Tiny ikke at sige, for det fremgår klart af Anna Panduros fine mimik. Fuld af poetisk sødme, inddragende glimt i øjet til publikum og smittende råstyrke sætter hendes udtryksfulde ansigt de skiftende stemninger i tæt kontakt med Morten Bo Kochs karakterfulde og underfundige spil i rollen som Broadwick.
Med den store luftballon i centrum er ’Tiny’ et visuelt fabelagtigt stærkt mix af video, animation og skuespillernes samspil med de tekniske finesser. Et par enorme sorte overskæg og ditto hatte er nok til at præsentere brødrene Wright, der opfandt flyvemaskinen. Andre personer og årene, der går, får præcis karakter med en hovedbeklædning eller jakke her og en flyverhjelm der. Det foregår i lynskift bag en konstruktion, der med forbløffende snilde kan forvandles til forskellige lokaliteter.
Selvfølgelig også til en flyvemaskine i et gys af en episode, der er uhyggelig tæt på at koste Tiny livet. Det sker heldigvis ikke. Men man holder vejret, når Anna Panduro flagrer frem og tilbage og får os til at tro, at hun befinder sig højt oppe over jorden hængende under flyvemaskinen.
Vel nede igen er det med til at overbevise det amerikanske luftvåben om, at de uanset prisen skal investere i samtlige piloters sikkerhed med en særlig faldskærmsrygsæk. Den, hvis livreddende egenskaber Tiny har sat alt ind på at demonstrere for dem.
Et velskrevet manuskript og en frisk og medrivende iscenesættelse skåner publikum for en sødsuppeoplevelse med en heltinde svævende på en lyserød sky.
’Tiny’ er teater på højeste niveau fuld af dybe følelser, der ikke lægger skjul på, at succesen har en pris. Men som heller ikke er bange for at vise, at sejren er det hele værd og bliver hendes trofaste følgesvend igennem et langt godt liv fjernt fra bomuldsmøllens trængsler.
