Af: Anne Middelboe Christensen

2. september 2008

Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?

Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov

Det er al ære værd at ville lave danseteater for seks måneder gamle babyer. Men at dømme efter babyerne, der sad på arm eller i autostol inde i det ny ridehus på Grønnegades Kaserne, så kunne de allermindste altså ikke opfatte noget synderligt under neonrørene. De sad bare.

De 1 ½-årige og de tre-årige havde det derimod strålende – for de fik serveret farver og leg ti meter foran sig, og det virkede. De blev endda inviteret med på scenen for at trille rundt med forestillingens fornøjelige puder. Både de runde og de trekantede og de prikkede… Så frem vraltede ungerne, som en selvbestaltet pingvinhær af dansenysgerrige. Herligt.

Klappe-klap

Koreograferne og danserne Anja H. Jørgensen og Tali Razga har i det hele taget skabt en fin, lille historie om to piger, der hele tiden hellere vil have den andens puder. Rammen er et Rachel Lawsons fine og farveglade vægtæppe med en sol, en regnbue, et hus og en sky – og med hemmelige kravlelemme. Og danserne bevæger sig rundt med helt enkle bevægelser. De hopper, og de efteraber hinanden, som om de stod over for et spejl. Sådan lidt som i sangen ’lår og mave, bryst og pande, klappe-klappe-klap’. Ungerne stirrer. Især når Anja H. Jørgensen lader sine fingre kravle langsomt ned af armen på sig selv – eller når Tali Razga finder en ny pude med nye striber.

Danserne selv danner et slags yin&yang, sådan som de er klædt i modsatte matchefarver: Orange bluse med røde bukser – og lyserød bluse til lyseblå bukser. Desværre skaber koreografien ikke samme samhørighed med Povl Kristian Mortensens musik, for hans lydtæppe svinger fra monotont lydmaleri til smukke klokkespilsagtige melodier – og så til noget gammelmandsjazz, der virker sært malplaceret i børneuniverset.

Den manglende kobling er imidlertid et tegn på forestillingens generelle svaghed – at den ikke formår at samle og udvikle sit udtryk med overbevisende målfasthed. Ærgerligt nok, for stemningerne ændrer sig ellers fint i den lille fortælling – fra nysgerrighed over pudeerobring til snydefornemmelse og misundelse. Koreografisk bliver det bare for stillestående.

Hoppe-hop

Måske udfordrer koreograferne ikke sig selv nok som dansere. Det virker faktisk, som om de er bange for at virke elitære over for de små tilskuere, der knap har lært at hoppe med to ben. Men hvorfor vil danserne ikke vise, at de kan springe to meter op i luften, eller dreje vildt hurtigt rundt på numsen? Hvorfor må ungerne ikke stræbe mod mere end den slags bevægelser, som deres (jævnt hen overvægtige!) forældre faktisk også stadig kan klare? Hvorfor må ungerne ikke opleve opfindsomme kropsudtryk, som de ikke vidste fandtes?

Her savner jeg danseteatrets mulighed for at introducere fiktionens magi. Muligheden for at udfordre tyngdekraften og for at lege med barnets endnu grænseløse opfattelse af kroppen. Men okay, det magiske har velsagtens ikke været del af forestillingens ambition, og koreografien fungerer da også fint – den letter bare aldrig fra vuggestuens hverdagsæstetik.

Uppercut Danseteater gør en imponerende og vigtig indsats med at bringe dansen ud til både teenagere og blebørn. Og Anja H. Jørgensen og Tali Razga har den omsorgsfulde energi, som gør ungerne trygge. Men egentlig viser ‘Skal vi danse?’
, at Uppercut selv er bange for at svare uforbeholdent ja tak
på sit eget spørgsmål – og virkelig danse helt ud.

Anmeldelse fra BTA 145

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.