’Christian Særling’ er godt nok en speciel titel. Men den viser sig at passe fuldstændig perfekt, for forestillingen er såmænd også selv en ’særling’. Den er i hvert fald en leg med teatersproget, så handlingen både virker interaktivt påvirkelig og aldeles urokkelig. Og så den gode historie folder sig og overlever sin egen teaterindpakning i en kuffert.
’Christian Særling’er en teaterforestilling, hvis rammehistorie er en eventyrberetning om en kuffert og dens ejermand. Men den er samtidig en retrostilisering af den herskende børneopdragelse for hundrede år siden – skildret med grum humor og nogle gakke påfund, der sagtens kunne vise sig at være i familie med Teater Hund langt ude. Overdrysset med avancerede metakommentarer, der næsten får fiktionen til at knække, men som også bringer spillerne helt tæt på deres tilskuere. Sympatien er hjemme. Ikke mindst når hverken spillere eller tilskuere kan holde ud, at historien er ved at ende uretfærdigt og sørgeligt.
Hvor svært kan det være?
Luna Christensen og Niels Erling er et sjovt performerpar. Hun er høj og tynd og fræk – og nostalgisk. Han er lille og tæt og drenget – og temmelig ubekymret. Det er denne grundkomposition de to imellem, som hele forestillingens dynamik bæres af, selv når de spiller roller med helt andre karaktertræk.
Begge to formår at tale så begejstret om denne ’Christian Særling’, at man slet ikke kan undgå at blive nysgerrig. De falder i svime, bare de får øje på hans gamle, gule regnjakke. Og så skiftes de til at tage den på: Dén, der er i regnjakken, spiller Christian Særling. Hvor svært kan det være?
Forestillingen er ellers ret ambitiøs. Den vil fortælle ungerne en grufuld historie om en dreng, der sendes på landet af sine børnetrætte forældre – ud til en børnehadertante med et badehotel. Men den vil også fortælle sine tilskuere om en pige, der bor på et børnehjem, hvor børnene ingenting må, og hvor ingen holder af dem. Uden at skræmme livet helt af ungerne…
Hvor sure var de voksne i gamle dage?
Men mest af alt vil forestillingen fortælle en uforudsigelig historie om venskab – og oprigtig forståelse. Og det lykkes. Samtidig skaber forestillingen en konkret og morsom fornemmelse af ’fortid’ for børnene. Skuespillerne kommer i hvert fald med de uimodståelige generaliseringer om gamle dage. ’Alle var sure!’ siger de overbevisende. ’Man skulle også gå i skole om lørdagen,’ siger de harmdirrende. ’Dengang var altid stribet,’ siger de. Og så bevæger de sig ellers rundt mellem scenografien spartanske blå-hvid-stribede skærme og en gul-hvid-stribet puf.
Bingo. Ungerne lytter intenst efter. Her er simpelthen så vidunderlige påstande, at ungerne tydelig vis ikke vil gå glip af en eneste. Efter den første halve time falder de 5-7 årige godt nok fra, fordi replikkerne bliver for abstrakte med alle deres metakommentarer. Men for de 7-9 årige – og sikker også for eventuelle 9-11 årige – er dette den pure sandhed. Og den er skøn…
Hvordan kan man snyde en fodboldtræner?
Desuden har de Luna Christensen og Niels Erling en legeglæde i sig, som gik de selv i 2. klasse. De laver langt-ude scener med pølsejokes, og de smager vaniljekranse i smug. Og de finder først og fremmest på tricks, så de kan snyde de voksne. Inklusive den maniske fodboldtræner, der absolut vil herse rundt med Christian Særlings tynde krop, selv om han meget hellere vil ned på stranden og lege med pigen fra børnehjemmet.
Jovist, der går både revy og kliché i forestillingen – og uegale overgange. Men det er en del af dens charme, at skiftene mellem karaktererne og situationerne er så groteske. For ungerne kan sagtens hænge på.
Fidusen ved forestillingens ’røverhistorie’ er faktisk, at fiktionen vinder. Med blå-hvide striber og det hele. For jo mere performerne sætter spørgsmålstegn ved, om Christian Særling nu også lige oplevede alt dette her – og næsten om Christian Særling nogensinde har eksisteret – desto stærkere står Christian Særling i tilskuerens fantasi. Lige dér på stranden i sin gule regnfrakke… Se, det er teater, der lykkes.
