Lisbet Lipschitz og Albert Nielsen har en særlig smileposition i den danske børneteaterverden. I år er det 25 år siden, de etablerede Anemoneteatret. Og gennem alle årene har de insisteret på at spille børneteater, der både er eventyrligt og morsomt og ikke mindst opbyggeligt. Netop det etiske aspekt er afgørende for deres kunstneriske profil, og troen på det gode i mennesket har nu gennemsyret hele 42 forestillinger. Anemone Teatret har valgt den høflige tilgang til verden, selv når de bevilgende myndigheder har foretaget sig dispositioner i blinde. Så knokler Lipschitz & Nielsen bare lidt mere inde på Hauser Plads…
Teatrets målgruppe er typisk børnehavebørnene og skolestarterne, men familierne er også blevet trofaste. Fredagsforestillingerne kl. 17 er i hvert fald altid bookede til sidste plads – og det er knap til at få plads i caféen til frikadeller bagefter…
Interessant nok er scenografierne på den lille scene blevet mere og mere avancerede. Efterårets Jan Mogensen-forestilling ’Kokodyret og Pungmulen’, som kommer igen til januar, har f.eks. ikke mindre end to huse i to etager i Niels Sechers opfindsomme scenografi. Og samme Secher har skabt ny, smuk scenografi med både funktionelt drejetræ og æstetiske æbleprojektioner til jubilæumsforestillingen, som er en genopsætning af Jan Mogensens ’Lykkens Æbletræ’ fra 1986.
Arketyper
Egentlig er ’Lykkens Æbletræ’ en forvrøvlet historie om æblevin og dronningehovmod og fabeldyr. Men også som forestilling virker den unødvendigt rodet. Vintre kommer, og somre går, og det kniber med den naturlige, dramatiske fremdrift. Gartneren skal løbe rundt i kulissen og skifte til tjenertøj i hver anden scene, dronningen er vel ret beset kvartalsdranker og så videre. Flere scener føles hovsaagtige og overflødige, og det bliver faktisk lidt kedeligt. Skraldgrine gør man kun, når den onde pengemand bliver bidt i næsen af et plyspindsvin.
Men så tegner der sig alligevel et interessant portræt af en utilregnelig kvinde og en kynisk forretningsmand. Netop disse to Anemone-arketyper lader til at være del af Lisbet Lipschitz og Albert Nielsens tilbagevendende rollegalleri, udsat for diverse variationer. I juleforestillingen ’Når du ser et stjerneskud’ fra 1994, som spiller igen i år fra 26. november-23. december, er den nærige mand således husejer og udlejer for den fattige, gravide Sofie og den ensomme forfatter Jensen…
Som skuespillere komplementerer de to hinanden så glimrende. For Lipschitz har en særlig evne til at spille usympatisk og stadig gøre sig selv menneskeligt undskyldeligt. Og Nielsen udlever gang på gang sin hang til snævertsynede magtmennesker, der pludselig erkender en hel masse om sig selv – og finder det gode og det oprigtige frem. Deraf Anemone-etikken.
Replikabstraktioner
Derfor er det også ærgerligt, at instruktøren Preben Friis ikke har fået mere ud af ’Lykkens Æbletræ’ som teaterforestilling betragtet. Dens sceniske virkemidler gentages i det uendelige, og historiens voldsomheder virker helt ureflekterede. At Henrik Fiigs rolige og udmærkede gartner får halslænke på, når han skal i fængsel, er da noget af et overdrivelsesgreb mod en mand, der ikke har gjort noget… Desuden lader den urealistisk brede målgruppe på 4-12 år til at have sløret repliktæften.
’Når bare det er godt for hele befolkningen,’ lyder dronningens yndlingsreplik. Jamen, den slags abstrakter duer altså ikke til børnehavebørn. Til gengæld er talende tøjdyr ikke helt så fjong for de 12-årige.
Det er også underligt, at Kjeld Bonfilds oprindelige musik tilsyneladende nu blot spilles live af Rasmus Kjøllers venlige harmonikaspiller, uden at sangmelodierne af den grund er kommet til at ligge i tonearter, der lader til at passe til skuespillerne.
Men jo, ’Lykkens Æbletræ’ er en positiv forestilling med troen på det gode i mennesket. Eller som dronningen siger om æblevinen: ’Den perler som børnelatter.’
