Af: Janken Varden

18. november 2009

Se min kjole – den er fyldt med knægte!

Drengecharme og prinsesserytmer i skøn og kaotisk forening hos Grønnegade Teater.

At ironisere over børns lege kan umiddelbart fortone sig som en risikosport – navnlig når man ellers laver teater for børn. Men hvis legen, man laver grin med, er klar nok – som leg og ikke andet – så kan børnene sagtens følge med i humorens og latterens labyrinter.

Og navnlig når det som her med prinsessediller handler om udklædningslege, rollespil, rigtige lade-som-om-spil. Og ikke mindst når tre seje drenge kaster sig over temaet med opfindsomhed, kraft, begejstring og lune plus en god dosis kærlighed. Så skulle den være hjemme.

’Alle prinsessehistorier starter med, at prinsessen vasker op’ siger en pige på syv år ifølge teatrets pr-materiale. Og findes der egentlig et bedre udgangspunkt? For yndige prinsesser skal gå grueligt meget igennem, før de får deres prins på den uomgængeligt hvide hest.

Klicheer så det klodser, men NB! arketyper, arketyper! Og drama!

Grønnegade Teater har gravet sig tilbage til eventyrenes Første og Anden Mosebog og fundet ’Askepot’, ’Snehvide’ og ’Klods-Hans’ – og sender så det hele til en omgang kogevask med dobbelt centrifugering. Ikke meget bliver tilbage af mosefundene. Og prinsesse-universets disneyfisering får en total make-over!

Stomp og turbo

På en baggrund af tre udspekuleret grimme grå garderobeskabe plus nogle tilsvarende metalkasser går det hårdt for sig, når de tre drenge render rundt og laver lyde med alt, hvad de rører ved.

Opvaskebørster, stokke, save, arme og ben tages i brug. Men Sune Skuldbøl Vraa har bagage med fra Stomp og får organiseret det hele til de heftigste rytmer. Det går bogstavelig talt over stok og sten – det er forestillingens styrke og svaghed, men det vender jeg tilbage til.

Lad det kun være sagt med det samme: Her findes øjeblikke af stor opfindsomhed og mindst lige så stor morskab. Jens Andersen og Thomas Guldberg Madsen er de værste stedsøstre i mands minde, og Jens er så dårende smuk, så skøn og så ond som dronninge-heks, at det hviner i kindtænderne.

Thomas leverer rockhistoriens mest afsindige og vildt umusikalske udgave af ’House of the Rising Sun’, og Sunes Snehvide dør den mest rystende død (to gange), inden hun lægges i kisten. Og dværgene dukker møjsommeligt op bag garderobeskabene, komplet med pandelygter og det hele.

De sceniske idéer er mange og for det meste sjove, men iblandt bliver de retningsløse – idéer for idéens egen skyld. Der turbo-skøjtes rundt i eventyrene, så man til sidst ikke ved op eller ned på Askehvide og Snepot. For ikke at tale om Klods-Hans, hvis historie bliver helt uden hoved og hale. Men-men-men: Det er til at tilgive, for det hele serveres med sådan et overskud og entusiasme, at man bliver helt glad.

Kønsroller og research

Ensemblet har været ude og forske i børns adfærd og fået rusket godt op sine fordomme og forudanelser. Det skriver de om i program og skolemateriale, og jeg ville ønske, at jeg ikke havde læst det.

Det er interessant nok, det er ikke det, det er bare ikke til at se i forestillingen. Jeg kan udmærket godt tænke mig, at tanker om prinsesseforgabelse og ridderromantik og seje helte med hest og sværd har skabt idéen om et teaterstykke, hvor man kan stille skarpt på kønsroller og kønsforventninger. Men ærligt talt: det bliver for løst i koderne. Det er som om teatrale ideer og underholdningstrang tager magten, så forestillingen kommer til at leve sit eget liv i et landskab hvor meninger og honnette ambitioner om at fortælle noget vigtigt fordamper som mosekonebryg for solen.

Stykkets målgruppe er de 5-10-årige – jeg så det sammen med 10-klasser, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det fungerer lige godt hele vejen fra fire til 17 og derover. For underholdningsværdien er stor, som sagt, og charmen overdådig, her er både til grineflip og spænding. Jeg forlod forestillingen i højt humør, men ikke meget klogere.

Stjernesystemet tillader ikke mange krumspring, så lad mig sige det sådan her: Fire stjerner med pil op. Det lyder trods alt bedre end fem stjerner med pil ned.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

I helvedes forgård
Teatret Møllen:
'Oskar'
Teatret Møllen gør med 'Oskar' 11 september endnu mere uhyggeligt vedkommende, når de opleves med drengeoptik
Solospil i særklasse
De Røde Heste:
'Grebet i luften'
Med sin virtuose spillestil har Claus Mandøe skabt er en lille perle af en forestilling
Brynhilde i barbershop – og Sigurd på catwalk
Det lille Turneteater:
'Sangen om Sigurd og Brynhilde'
Det lille Turnéteater forfører teenagerne med sin originale sanghybrid over Wagners ellers så utilgængelige skæbnehistorie. Fortællingen om den kærlighed, man ikke selv kan styre
En rigtig Grimm Snehvide
Svanen, dansk-tjekkisk dukketeater:
'Snehvide'
Snehvide bliver med en eventyrlig Westi i en dekorativ scenografi en gedigen oplevelse for specielt de mindste
Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov
I helvedes forgård
Teatret Møllen:
'Oskar'
Teatret Møllen gør med 'Oskar' 11 september endnu mere uhyggeligt vedkommende, når de opleves med drengeoptik
Solospil i særklasse
De Røde Heste:
'Grebet i luften'
Med sin virtuose spillestil har Claus Mandøe skabt er en lille perle af en forestilling
Brynhilde i barbershop – og Sigurd på catwalk
Det lille Turneteater:
'Sangen om Sigurd og Brynhilde'
Det lille Turnéteater forfører teenagerne med sin originale sanghybrid over Wagners ellers så utilgængelige skæbnehistorie. Fortællingen om den kærlighed, man ikke selv kan styre
En rigtig Grimm Snehvide
Svanen, dansk-tjekkisk dukketeater:
'Snehvide'
Snehvide bliver med en eventyrlig Westi i en dekorativ scenografi en gedigen oplevelse for specielt de mindste
Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov