Det arabiske sprog er stigmatiseret. Og det er måske ikke, hvad vi oftest betænker, når vi diskuterer integration, asyl, indvandring og radikalisering. Men hvordan ville vi te os, hvis en dansk pige, som vi troede, at vi kendte, pludseligt kun talte arabisk til os?
I Opgang2 Turnéteaters ungdomsforestilling ’Habibi’, som lige nu spiller på Stiklingen, Aarhus Teaters lille scene, møder vi Sara, der vågner en morgen og kun kan tale arabisk. Sproget forstår hun ikke selv, og hun kan ikke gøre noget for at stoppe det.
Frustrationen vokser i øjnene på Bolette Engstrøm Bjerre, mens hun som den 16-årige Sara skubbes ud i en politieftersøgning, mistænkt for at være radikaliseret islamist.
Ensom eller radikaliseret?
Men sproget er jo bare et sprog, og digtet om fædrelandet og sangen om hendes forelskelse i klassekammeraten Muhammed, var ikke tiltænkt politiets overfortolkning.
Dette er ikke socialrealisme – der er ingen svigtende forældre eller utrygge rammer. Det er en surrealistisk forestilling, der stiller spørgsmålstegn ved radikalisering årsagen til radikalisering.
Hvad kommer først; radikalisering eller isolation? Er det de unge, som bliver lukket ude af fællesskabet, der bliver radikaliseret, eller er det de radikaliserede, som lukker sig selv inde og verden ude?
For Sara er ikke radikaliseret, selvom alle tror det. Ikke desto mindre bliver hun til sidst parat til både at stjæle og dræbe, mens hun er på flugt fra sig selv.
Fyldig turnéscenografi
Opgang2 Turnéteater har skabt en æstetisk vellykket turnéforestilling, hvor der ikke er gået på turnékompromis med scenografien. De to skuespillere bevæger sig på et lille podie, mens hække af kamuflage-net og belysning fylder rummet ud i både dybde og bredde.
Ved siden af podiet sidder musikeren Mads Horsbøl og danner et synth-elektronisk soundtrack, som stemningsmæssigt rammer både forestillingen og målgruppen.
Forestillingen kommunikerer med det unge publikum igennem billedsprog, filmiske virkemidler og dramaturgiens tematikker. Og den holder sig i et vist omfang fra gadesprog og dansk multietnolekt.
Og skuespillerne, som skifter imellem flere karakterer, udtrykker sig tydeligt og med stort patos, hvilket matcher forestillingens surrealisme.
Som bl.a. fortælleren og den PTSD-ramte krigsveteran er Chadi Abdul-Karim – ikke mindst i kraft af sin dybe stemme og let østjyske dialekt – både betagende og bevægende. Bolette Engstrøm Bjerre er intens og stilsikker i alle sine karakterer, og hun gør Sara til den fortabte engel, som forestillingen har til hensigt.
En følsom forestilling
’Habibi’ sætter ikke i sig selv noget emne til debat. Vi får ingen problemstilling præsenteret eller en morale tapetseret hen over slutningen. Vi får altså hjemmearbejde for.
Men det klare sprog og manuskriptets eksplicitte tema gør tolkningsopgaven særdeles overskuelig. Dog er det mest fascinationen af det arabiske sprog, der fylder blandt det unge publikum efter forestillingen.
Det er Opgang2s kunstneriske leder, Pia Marcussen, der har skrevet og instrueret forestillingen. Og bortset fra enkelte replikker, der kludrer i forestillingens rytme, er iscenesættelsen og manuskriptet generelt meget musikalsk.
Klichéerne, som eksempelvis den åndsfraværende H&M-ekspedient og de to overjyske strømere, er platte og særdeles unødvendige. Det ligner komiske indspark, men måske har vi slet ikke et behov for at grine i ’Habibi’.
Man slår sig ikke på forestillingen, selvom emnet slet ikke er ufarligt. Den filmiske iscenesættelse holder energien oppe, mens den smukke sang, de danske og arabiske sprog og det tydelige billedsprog gør kraftige indtryk.
