Der er fortællere med det, de kan, og så er der skuespillere, der fortæller. Det sidste er teater, og skulle man være i tvivl, så er soloforestillingen 'Ivalus første sang' et formidabelt flot eksempel. Teatret De Røde Heste har snart eksisteret i 30 år, og selv om formen er kendt, er der ikke antydning af rutine eller slitage i Claus Mandøes nye forestilling og hans egen medvirken.
Med suverænt overblik og forrygende dramatiske energi tryllebinder han publikum og suger opmærksomheden til sig i en eventyrlig – og eventyrlig smuk – historie. Den handler om en grønlandsk pige Ivalu og hendes første sang, og hvordan og hvorfor sangen blev til.
Det er en spændende og underholdende beretning fuld af farverig grønlandsk mytologi, trommespil og elementær spænding. Men det er også en forestilling, der giver anledning til vigtige overvejelser.
Som tilskuer gribes man af skræk, når en isbjørn med sin mægtige snude borer sig halvvejs ind til Ivalu og hendes bedstemor og lillebror i igloen – der høj og hvid også hvælver sig over publikums hoved.
De er ladt tilbage af forældrene, som er draget af langt af sted for at skaffe mad, der kan supplerede familiens sparsomme ressourcer af fødevarer. Børnene er alene med bedstemoren, den gamle enøjede hund og en vigtig formaning: De må ikke røre faderens riffel.
Så ved vi, at det kommer til at ske. Men ikke hvornår eller hvorfor, og så er der skabt basis for at følge hver eneste af Claus Mandøes smukt modulerede og præcist formulerede ord. Det omfatter også en isbjørns kælderdybe knurren, der sammen med hans meget fysiske fortællestil og betydningsladede pauser gør 'Ivalus første sang' til medrivende teater.
Det foregår i de enklest tænkelige rammer, som er en lav forhøjning med indbygget ildsted, nogle få figurer og rekvisitter af træ og en svimlende smuk strålende blå lyssætning.
Humor og tryghed
Efterhånden som forældrenes fravær trækker ud, stiger bekymringen hos de tre i igloen. Til sidst griber bedstemor til det oldgamle middel mod farer, som hun kender og kan. Hun er nemlig åndemaner og går i trance for at finde hjælp hos ånderne.
Den slags må man ikke spøge med, så Ivalu og brormand får strenge instrukser om ikke at prøve at vække hende, og så indtræffer katastrofen. Den, som vi vidste, ville komme.
En isbjørn melder sin ankomst kæmpestor og skræmmende livsfarlig. Det sætter Ivalu i en situation, hvor hun skal tage beslutninger, som intet barn bør udsættes for. Men som samtidig rummer muligheden for, at det lader sig gøre ved sangens og riflens hjælp.
Truet på livet oplever Ivalu, hvordan sangens ord med et dukker op og giver hende det nødvendige mod. 'Tak, tak hr. Isbjørn' synger hun først, men tøver ikke med efterfølgende af skyde den en kugle for panden.
Midt i forestillingens storladne univers er der også plads til humor og til et barn, der finder tryghed og varme. Det kan ske blot ved at holde en kærlig bedstemor i hånden, når frygten kryber ind under dyreskindet. Men også ved en storesøster klare opfattelse af, at hun må påtage sig ansvaret som familiens beskytter og i yderste konsekvens dens redningsmand. Det er hverken eventyr eller magi, men et mønster de fleste børn med søskende vil kunne genkende.
I 'Ivalus første sang' baner mytologien og sangen vejen for familiens lykkelige genforening, da forældrene vender hjem i god behold. Det er ikke altid en selvfølge i et land som Grønland, og det fornemmer man klart.
Men hos Ivalu bliver der en fest, der varer i flere dage, og som forestillingen har givet stor lyst til at deltage i.