I begyndelsen bliver der fnist lidt i krogene blandt 7. og 8.klasserne, da Karen Nielsen som den voksne Benedikte træder ind foran scenografiens enkle aftegning af et hus og stille og roligt fortæller, at det var her hos farmor og farfar, hun som barn nød at være en uge hver eneste sommer. En perfekt ferieuge, fordi der var søde kirsebær, fordi vandet var varmt at bade i, og fordi hun havde bedsteforældrene helt for sig selv.
Farfaren som hun elskede at tage til stranden med. Og Farmoren som duftede så godt, og som hun betragtede, mens hun tog læbestift på på en helt særligt måde foran spejlet for med et lille tegn til billedet derinde at tilkendegive et ’jeg er god nok’.
Cirka 50 minutter efter er stemningen ikke længere til fnis, for nu forstår vi på en meget facetteret vis, hvilken fortielse, hvilke afsavn og hvilken smerte, der gemmer sig bag blikket til spejlet.
Vi er kommet tæt på Benediktes farmors livsvilkår og valg. Og ikke bare på hendes, men på hele tre generationers opvækst og skæbner. På farfarens og farmorens, på Benediktes fars og på Benediktes.
Flugt, fordømmelse og ensomhed
Efter en forestillingsstart, som måske kan synes de nutids-teenageunge noget fjern i sit ordvalg og sin handling, bevæger vi os gradvist ind i et sammensat univers fyldt med vanskelige valg.
Karen Nielsen, som spiller både Benedikte og farmoren som gammel og ung, har skrevet en rigtig fin tekst. En tekst med dimensioner og lag og vigtige etiske spørgsmål, som det bestemt ikke er så ligetil at tage stilling til.
En tekst, som bevæger sig fremad mod en slutning, hvor fortielsen brister og sagen bliver lagt åbent frem: Det faktum at Benediktes farfar var nazist under Anden Verdenskrig og siden blev fængslet for det. Det bliver ikke sagt som et fordømmende faktum, men derimod som en (allerede sanset) information, hvor det der fylder i oplevelsen og betyder noget, er, at vi har fået indblik i alle de beslutninger og omkostninger, det har medført for samtlige i familien.
For farfaren, der har måttet flygte to gange for sit liv. For farmoren, der bliver fordømt af alle for at elske en, man skulle hade – som det udtrykkes. For Benediktes far, der som barn plages af ensomhed, føler sig forkert og bliver hadet af nogle af sine lærere uden at forstå hvorfor, og som voksen er ude af stand til at komme ind på livet af sin egen datter. Og for Benedikte, der som barn går og frygter atomkrig og længes efter nærhed til sin far.
Følelser på spil
Der er både handlinger og følelser på spil i ’Farfar krigsmand’. Med spring frem og tilbage gennem kulissens tynde væg og enkle kostumeskift skifter scenen fra at udspille sig den dag Benedikte som 12-årig besøgte bedsteforældrene sammen med sin far, der skulle reparere en masse ved forældrenes hus (men ikke kommer til det, fordi det er noget andet som har vægt), og den fortielsesfyldte barndom hendes far havde alene med sin mor, fordi hans far, som et hed, var på forretningsrejse.
Hans Henrik Clemensen har iscenesat spillet med en nænsomhed, der ikke forfalder til sentimentalitet, men i stedet via spillernes gestik og mimik og tonefald lader de forskellige spilscener gennemstrømme af de følelser som er på spil for personerne.
Karen Nielsen og Sune Kofoed har begge stemmemodulation og ro i kroppen til at gestalte rollerne.
De bliver suppleret af Baard Owe, der via indtalt stemme optræder som farfaren. Og således orkestreret planter spillet i små doser et billede af hvor vanskeligt og ofte modsætningsfyldt sammensat virkeligheden er og hvor let vi kan komme til at fordømme andre.
