Af: Kirsten Dahl

20. februar 2024

Sådan maltrakterer man en god historie

Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.

Det er længe siden, at jeg har krummet så meget tæer under en forestilling for børn. Det er nærmest ubegribeligt, at en så erfaren teaterperson som Martin Lyngbo kan omskrive og scenisk arrangere et så udmærket forlæg som Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ til en så larmende og utroværdig teaterforestilling.

Lyngbo har skabt en tekst, der er triviel og pinlig i sin dialogiske ordlyd, og som er proppet med sangtekster skruet sammen af forudsigeligt flade og meget forkrampede rim. Det regner med eksempler. Fx er det ikke blot kikset, men direkte nedladende overfor børn at lade cirkusdirektøren byde det fremmødte publikum velkommen med en svada, der lyder nogenlunde sådan her: ”Velkommen mine herskaber, ægteskaber, klædeskaber og børn, der skaber sig”. Direktøren lover os, at vi vil blive fortryllede, overvældet og få mirakler at se, ”for det skal være sjovt…”

Essens som appendix 

Aakesons pointe om, at klovnen Dummy netop kan sætte gang i noget, som har fat i en helt anderledes og alvorlig ende end plat falde-på-halen-komedie, er godt nok medtaget. Men den centrale essens kommer underligt pludseligt på banen og bliver præsenteret utroværdigt og helt løsrevet fra den øvrige handling.

Artisterne tager en rød næse på og fortæller løs om alle de dagligdags alvorligheder, de kommer til at tænke på. De bliver suppleret af skuespillere, som agerer børn i klemme i hverdagen. Også det falder meget uheldigt ud. Det ligner fx mere en pinlig parodi på et barn end noget, man kan tage empatisk til sig, når en af de medvirkende iført fodboldshorts og genert fumlende med sin T-shirt betror os, at han vist vil fortælle sin far, at det at spille fodbold ikke lige er noget, han synes om.

Sovset ind i sange 

Problemet er også, at fortællingen er proppet med utroligt mange sange. Ganske meget tid går med, at de medvirkende på rappende rim formidler historien. Især kapelmester Thomas Hamilton, men faktisk også alle de øvrige medvirkende, er ferme musikanter, heriblandt navnlig Jørgen W. Larsen. Men musikken og især sangteksterne, hvis rim er trættende forudsigelige og dumme, lægger sig som en dominerende dyne hen over den historieessens, som også er vedhæftet som et underligt appendix.

Uegalt skuespil

Det virker ret forstyrrende på helhedsoplevelsen, at skuespillet er af så uensartet kvalitet. Marta Holm spiller Dummys datter Sofie med rytme og naturlighed. Kathrine Høj Andersen har tydeligvis styr på sin rollegestaltning af løven Lea. Jørgen W. Larsen, der har rollen som cirkusdirektør er derimod noget bedre som musiker end som skuespiller. Nicolai Duckert Perrild gør med sin meget neddroslede energi Dummy til en næsten transparent figur, og så virker det ret forstyrrende – hvad Perrild jo intet ansvar har for – at han er så ung, at det virker helt urealistisk, at han skulle kunne være far til Sofie – han ligner mere en lillebror.

Og endelig synes Thomas Kristian Bek nærmest drænet for musikalitet i kroppen, når han optræder som jongløren Johnny Stjernestøv. Han skal også spille en rolle overdænget med billige tricks. Han skal fyre en vandmelon af ved at slå en gevaldig prut og skyde en vandmelon lige i skridtet på Dummy.

Et rødt-hvidt paillet-orgie 

Med gennemgående rød-hvide farver i form af alle medvirkende iført paillet-dragter, der glimter løs, er scenen sat til noget, der ligner en mellemting mellem juleshow og fodboldkamp. Det er nok tænkt som festligt, men virker som et trivielt overdrev.

Scenografien er funktionel, men heller ikke mere. Centralt i scenebilledet står en vogn, som, når den vender på én måde, viser cirkusmanegens indgang – her hvor artisterne kommer ind, og som, når den drejes 180 grader, i stedet er en cirkusvogn backstage. En vogn, hvor typisk Dummy, hans datter og løven holder til og lægger planer for, hvad Dummy kan gøre artistisk for at cirkusdirektøren ikke fyrer ham.

Blottet for magi

Der bliver både talt om poesi og magi i forestillingen. Men det er ord, som flagrer hjemløse rundt. De er ikke hæftet til og vokser ikke ud af spillet. Et spil, som er meget larmende. Vel er der musikalsk velklang, men det optræder som glasur og dække for den egentlige Fupz-fortælling, som aldrig får troværdigt liv i en yderst trættende tekststrøm og i en iscenesættelse, der synes mere optaget af at underholde og lave spas end at fokusere på substans.

Flere teatre har fået samme idé. I efteråret 2023 bød Teater Refleksion og De Røde Heste på en fortrinlig både begavet og poetisk teaterversion af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’.

Fortolkningsmulighederne er heldigvis uendelige. Men desværre er Aalborg Teaters opsætning en forstemmende oplevelse, som under en støjende og glitrende fernis lader Aakesons budskab ligge åndløst underdrejet og fuldstændigt ribbet for poesi.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tinka i Tivoli
Lion Musicals:
'Tinkas Juleeventyr'
’Tinkas Juleeventyr ’som familie-musical i julemagiske Tivoli leverer varen uden at rokke ved hverken det oprindelige tv-forlæg, forventningerne til genren eller den gode gamle jul.
Et klangfyldt og elskeligt epos
Aalborg Teater:
'Det Magiske Tivoliteater'
Aalborg Teater har med ’Det Magiske Tivoliteater’ begået en sjældent hjertevarm julefamilieforestilling om om empati og glæden ved samværet med andre.
En ærgerlig nitte
Odense Teater:
'Narnia'
’Narnia’ på Odense Teater er dårlig på næsten samtlige parametre – hvor alene en storslået og detaljerig visualitet lever op til et forventeligt kunstnerisk niveau fra en landsdelsscene.
Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Tinka i Tivoli
Lion Musicals:
'Tinkas Juleeventyr'
’Tinkas Juleeventyr ’som familie-musical i julemagiske Tivoli leverer varen uden at rokke ved hverken det oprindelige tv-forlæg, forventningerne til genren eller den gode gamle jul.
Et klangfyldt og elskeligt epos
Aalborg Teater:
'Det Magiske Tivoliteater'
Aalborg Teater har med ’Det Magiske Tivoliteater’ begået en sjældent hjertevarm julefamilieforestilling om om empati og glæden ved samværet med andre.
En ærgerlig nitte
Odense Teater:
'Narnia'
’Narnia’ på Odense Teater er dårlig på næsten samtlige parametre – hvor alene en storslået og detaljerig visualitet lever op til et forventeligt kunstnerisk niveau fra en landsdelsscene.
Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.