Børnetilskuere er aldrig i tvivl om, at Teater Hund kan lide dem. Ikke fordi teaterhundene opfører sig specielt hensynsfuldt over for børnene eller specielt pædagogisk. Tværtimod, faktisk. De har det med at snuse til temmelig private ting mellem børn og deres voksne.
Men Teater Hunds forestillinger skildrer altid, hvordan børnene er de fornuftige og betænksomme – og hvordan forældrene er de urimelige og selvoptagede. Og dén optik tiltaler selvfølgelig ungerne.
Desuden er Teater Hund boblende fuld af godt humør. Særlig skolestartergruppen ved sjældent noget bedre end et godt grin, og det leverer Methe Bendix & Co. med sikkert bid. Ikke noget med morale, ikke noget med bedreviden.
Til gengæld en masse med indfald og jokes – og så også en metaleg med teaterformen, som disse børn fint fanger.
Husk nu!
'Far, Mor og Børn – hver dag!' er nemlig en karikatur over familiens dagligdag. Fra morgenmaden med råben og skrigen og husk-nu! – til venten på, at mor har snakket færdig i telefon, og at alle mors veninder har været på uendelige snakkebesøg.
Scoop’et i denne forestilling er en opfindelse af en ’voksoologisk have’. Her er de voksne anbragt i bure, der mistænkeligt nok ligner helt almindelige hjem. Metatricket er, at skuespillerne sendes ind i burene, forklædt som børn. Tydeligvis ikke uden risiko.
Men ungerne skriger af grin, fordi det er så tydeligt, at de voksne slet ikke får øje på barnet i ’buret’ – og fordi de voksne karikeres så præcist, mens overdrivelserne løber om kap i højeste revytempo.
Spis nu!
For Hund-performerne har et bramfrit attack og en tungehalsende ensembledynamik. Anne Dalsgaards fysiske præcision er vidunderlig, når hun styrter afsted efter en cykelhjelm eller taler i tre telefoner, mens gummimimikken flår hendes ansigt fra hinanden.
Birgitte Prins kan gå helt ind i sig selv af barnebenovenhed, men også folde sig ud som fnidretøs uden halsbånd. Og Troels Malling Thaarup bruger sin store krop til at skabe den komiske forsinkelse mellem de to vævre kvinder, som netop udløser latteranfald.
'Far, Mor og Børn' er i familie med Teater Hunds sidste forestilling 'Tænk engang' , hvor det var hjernens sære mekanismer, der var emnet.
Instruktøren Methe Bendix videreudvikler tydeligvis sin egen stil med satire og følsomhed i uventet blanding. Men bag latteren er forestillingerne seriøse og vigtige billeder af børn, der bliver glemt. Børn, der bliver overset og forsømt, og hvis følelser aldrig får plads.
Teater Hund siger det bare ikke på den moraliserende facon, men bruger humoren og det vilde kropssprog. Her smelter instruktionen flot sammen med en barok koreografi af Erik Pold og med en surrealistisk scenografi af Rebecca Arthy. F
amiliens dagligstue skabes nemlig af et bord, der viser sig at være en forstørret pakke smør, og et skab, der egentlig er en liter mælk… Og med tre parykker og tre telefoner, så kører forestillingen i højeste gear.
Netop fantasifuldheden omkring de dagligdags ting tænder tydeligvis ungerne, der samtidig inspireres til selv at lave teater med det, de nu engang har derhjemme. At de så ikke har en meddigtende lydkulisse af Jonas Vest, det må de så leve med.
For de har garanteret nogle selvtilstrækkelige voksne, der kunne have godt af et spejl. Sådan et spejl, der viser tænder.
Anmeldelse fra BTA 145
