Roserne dufter, saften smager, og vandet plasker. Så let er livet i hvert fald i 'Sommerlandet', som er Tulipanteatrets nye forestilling. Sanseindtrykkene er det bærende i forestillingen, der puffes blidt frem af den musik, som de to skuespillerkvinder spiller. Og imens bevæger børnene sig stille fra den ene telthule til den næste i denne forestilling, der handler om at nå frem til en uendelig sommerfest.
Sommerlandet er en meget stille forestilling. Den får børnene til at være tyste på den nysgerrige måde. Og den får dem til at snuse til tørret kamille, der hænger i tykke klaser – og til at nusse kolde sten og vælge en enkelt med omhu. Forestillingen får dermed de store børnehavebørn og skolestarterne til at digte med på denne rejse, der absolut foregår til ’barfods’ – og som kræver kravlelyst og villige knæ.
For forestillingen opstår inde i en lavloftet labyrint af telte, der byder på vidt forskellige universer. Rosensalen er smuk og tøset med pynt og testel som i mormors kolonihavehus. Skovbunden er mørk og kølig og perfekt til hårdhudede drengefødder og ivrige samlerhænder, der ikke kan lade være med at konkurrere med egern og mus om særligt udsøgte grankogler. Og klippeudspringsrummet er køligt med vandplask og silhuetter.
Mere en koncert
Dette sanseteater har dog svært ved at holde sin dramaturgiske spænding mellem de forskellige scener. Fortællingen er simpelthen for spinkel, ikke mindst fordi vandringen mellem de forskellige telte giver følelsen af at skulle ’begynde forfra’, hver gang børnene har sat sig på hug et nyt sted. Og måske fordi instruktøren Lisa Becker i højere grad har instrueret forestillingen som en koncert end som en teaterforestilling.
For desværre daler dynamikken, hver gang et stykke musik spilles uden at have en naturlig plads i handlingen. Og melodierne taber uvilkårligt til rummenes visuelle eventyrlighed.
Det er ærgerligt. For Susanne Noer spiller smukt og mystisk på sin fløjte og sin klezmerglade harmonika, og Lisa K. Nielsen har godt fat i tøjlerne på både ungerne og på sin guitar – og på de mærkelige rør, som hun puster sære lyde ud af. Desuden er den enkle historie om Liv og Ask en fin afspejling af urhistorien om kvinden og manden, der møder hinanden. Blot lidt for spinkel; måske fordi vi aldrig ser disse to personer eller hører, hvad de egentlig tænker, men kun hører om deres handlinger i resuméform.
Forhindringer søges
Som musikteaterforestilling er 'Sommerlandet' i fin familie med forestillinger som instrumentskattejagten Mosekonens Bryg på Asterions Hus – og den vandrende labyrintforestilling Kalejdoskop for nogle år siden hos Carte Blanche.
Sommerlandet giver børnene nogle skønne stunder af eventyr. Men den mangler grundlæggende en dramatisk modstand og nogle forhindringer, som kan skabe kontrast til rosenidyllen. Altså den mørkekraft, der netop gør et eventyrs afsluttende fest så eventyrligt ubekymret.