Af: Henrik Lyding

22. oktober 2010

Romantik og alkoholisme

Kabalen går fint op i Odense Teaters musikalske dramatisering af Reneé Toft Simonsens børnebog om Karla og hendes alkoholikerfar – uden at socialrealismen på nogen måde tager overhånd...

Seje børn og tossede voksne – den opskrift går man aldrig fejl af. Bøger, film, teater – den holder hver gang. Fra Pippi og Emil over Puk, Nancy, Kim og De 5 til Gummi Tarzan, Orla, Virgil og senest Iqbal Faruk og Karla. Foruden alle dem, jeg lykkeligt har glemt.

Alligevel er der med de sidstnævnte sket en beskeden udvikling. Et strejf af virkelighed har sneget sig ind i komikken. Hos Renée Toft Simonsens Karla er det, at hendes far er alkoholiker. Hvilket dog ikke skal forlede nogen til at tro, at nu er socialrealismen buldret ind i det institutionsbårne børneteater. For Karlas alkoholiker-far er samtidig verdens bedste og kærligste far – når han da lige husker det – og det bumse-univers, han tilhører, er tegnet med alle den klassiske vagabond-romantiks formildende streger.

Alligevel er der noget velgørende over Karla og forsøget på at få hendes livs kabale til at gå op. For Renée Toft Simonsens historie – i Gunvor Reynbergs velfungerende dramatisering – rammer trods alt mange moderne børns vilkår med skilsmisse, nye forældre og en forjaget dagligdag. Og den fortæller sit børnepublikum, at det er i orden, at man godt må føle sig lidt udenfor og ked af det, og minder sit voksenpublikum om, at livet som delebarn ikke nødvendigvis er det letteste i denne verden.

Fornøjeligt og tempofyldt

Historien om Karla, der løber hjemmefra, møder gadens forhutlede eksistenser, er lige ved at blive tyv i en bagerbutik og vender styrket hjem til familien for at fejre fødselsdag med deltagelse af bumserne, fortælles på Odense Teater fornøjeligt og tempofyldt på blot 70 minutter.

Der er gang i komedien og flotte scenebilleder i Susanne Juuls gedigne scenografi, overordnet holdt i sort og rødt – kabalekortenes to grundfarver. Enkelt og effektivt forvandles Karlas hjem til et dramatisk silhuet-gadebillede med brændende olietønder og masser af røg, for øjeblikket efter at blive til delikat bagerbutik. Stemningsfulde scenerier.

Tilsvarende har instruktør-eleven Jacob Schjødt fint fat i balancen mellem det indfølende og det komiske. Beinta K. Clothier er skøn som Karla – barnlig uden at blive tuttenuttet; ægte i hver en bevægelse og stemning. På samme måde balancerer Kim Leprévost som Karlas far perfekt mellem alkoholikeren og faderkærligheden, lige som Sanne Saerens både rummer forjagetheden og omsorgen som Karlas mor. Klaus T. Søndergaard er skæg som bumsen Buster og Johanne Dahl-Lewkovitch glimrende som fortælleren og nabokonen Cecilie, der også formulerer historiens morale: At livet er som en kabale. Nogle gange går den op og nogle gange ikke.

På Odense Teater går kabalen aldeles nydeligt op, så vi er godt underholdt.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.