Åh, den svære toer. Hvor 'Cykelmyggen Egon' – premiere på Holbæk Teater i 2011 og senere spillet på Østre Gasværk Teater – var en varm og charmerende familieforestilling, er 'Cykelmyggen Egon møder Tommelise' noget af en usammenhængende omgang, der ikke mindst døjer med det problem, at titlens kvindelige hovedperson, Tommelise, er fuldkommen overflødig.
Som bekendt fra Flemming Quist Møllers børnebog anno 1967 har cykelmyggen jo dansemyggen Dagmar som sin faste partner. Det er dette kæresteri, der angiveligt sættes på prøve, da Tommelise dukker op. Men det bliver sært nok aldrig mere end til anslaget – en jaloux og fornærmet Dagmar – inden vi haster videre.
Det gør vi i det hele taget ret meget. Haster. I en historie, der virker mere skitseret end egentlig sammenhængende. Var den ikke skrevet af Flemming Quist Møller selv, ville jeg mene, at den var noget af en fornærmelse over for forfatteren.
Problematisk Tommelise
Det giver ikke mindst problemer for Tommelise. Vi ser hende blive født ud af et stort blad, men hvorfor og hvem hun egentlig er, får vi aldrig at vide. Heller ikke, hvorfor hun jonglerer med store stykker tøj hele tiden.
Ja, det gør hun selvfølgelig, fordi hun er en artist, der kan det kunststykke, men i historien giver det ingen mening. Som hun heller ikke selv gør det. For dramaet drejer sig om myrernes kommende dronning, der endnu kun er en slags smilende æggehoved-prinsesse-eksistens. Hende stjæler de fæle skarnbasser for at bruge til afpresning. Hundrede dråber honningdug vil de have af arbejdsmyrerne for at levere hende tilbage.
En stor larve, en sulten tudse og andre af skovens eksistenser bringes i spil – hver får deres lille scene, uden at det altid bliver tydeligt hvorfor – lige som stakkels Tommelises eneste berettigelse senere i historien synes at være, at hun kan fortælle Dagmar, at tudsen, der har ædt den søde cykelmyg, får kvalme og brækker sig, når den bliver kysset.
Men det kunne hvem som helst jo have fortalt hende, tænker jeg. Så Dagmar kysser, ud vælter Egon, og sammen med myggeprinsessen, der i mellemtiden er blevet en noget skrækindjagende og operadiva-syngende dronning, får de omsider nedkæmpet skarnbasserne. Hvorpå Tommelise drager videre – ind i sit eget eventyr, får vi meddelt.
Som en grammofon på repeat
Det kunne der snildt være kommet en sød og sammenhængende familieforestilling ud af. Men når man fra Østre Gasværks side beder rapperen Clemens om at skrive de mange sangtekster, og samtidig sætter aldersgrænsen til tre år, er der noget helt galt.
Clemens’ friskfyragtige bunker af voksenord fløjter hen over hovedet på de små – det er rapsmart, blottet for poesi og sødme, og virker, efterhånden som man har hørt på hans ordguirlander i temmelig mange Steen Koerner-produktioner, som en grammofon sat på repeat.
Åbningen er ellers både poetisk og lovende. Vi ser i en sø af røg og laserlys, hvordan myg bliver til, også cykelmyggen Egon, der dukker frem af lasersøen med flunkende rød cykel og det hele.
Men netop som myggeuniverset er etableret, afbrydes vi brat og umusikalsk af en flok rappende cirkuslopper, der skal vise sig at være forstyrrende og overflødige elementer forestillingen igennem.
Reelt er de bare en krydsning mellem fyld og praktiske scenefolk, men deres klovnekostumer virker umanerligt irriterende i enhver skovsammenhæng. Og bagefter tænker man, at hvad var det så egentlig, vi lige skulle bruge åbningsbilledet til.
Noget der fungerer: Scenografi, lysdesign og kostumer
Men sådan hopper vi fra miniscene til miniscene med Flemming Quist Møller som en noget fumlende og ikke voldsomt fraserende fortæller, mens skarnbasserne (Oliver Gbabre Zohore Bergsted og Nicky Andersen) freestyler flot, dansemyggen Dagmar (Nadia Skriver Dahl) snurrer smukt på tå og Egon selv boltrer sig virtuost på sin cykel. Tyske David Schnabel – nej, navnet er ikke en vittighed – er både kær og kvik.
Klogelig nok er alle replikker og sange indspillet, så de medvirkende artister kan koncentrere sig om det, de er gode til, lige som de fantasifulde kostumer, lysdesignet med spændende brug af laserlys, og scenografien med enorme vifteblade og stejle ramper til at løbe og cykle på, fungerer fint.
Men det hjælper alt sammen ikke rigtig, når historien humper sådan af sted på usikre ordkrykker. Hvad skal vi fx med det flotte sølvskinnende stankelben eller med den store larve? Og hvorfor forsvinder Egon alt for tit ud af historien for at give plads til endnu et cirkusnummer, som fx den ret fyldige Tommelise, der hele tiden svinger store grydelapper?
Derfor er forsøget på at forene bifaldsfremkaldende cirkusnumre, street dance og poetisk eventyr desværre ikke ret vellykket denne gang.
