Det er som bekendt vanskeligt at være teenager. Særligt fordi man samtidigt skal leve med at have forældre, der er både pinlige, dumme og upassende. Men hvordan er det egentlig for forældre at have teenagere?
’Tell Me What’s Wrong’ af Graense-Loes er en fusionsagtig performance med undertitlen ’tales from relationships under construction’. Her spiller de tre voksne medvirkende rollen som forælderen, mens de tre robotdukker, der står på stilke midt på scenen i en bunke af kartoffelchips, spiller teenageren.
Allerede fra begyndelsen er forældrene irriterende. Katrine Karlsen går straks til angreb på publikum ved at påpege og more sig over vores udseender. Et løjerligt lille, dunet overskæg. Store fødder. Make-up. Hår. Vi kommer ubehageligt i fokus, men knebet er, at hvor vi modtager det som hån, er det i virkeligheden sagt med kærlighed.
Og det er netop det forunderlige forhold, der dyrkes i forestillingen. Det bliver særligt mærkbart, da Daniel Norback fortæller om, hvordan han brugte en indkøbsvogn som løbehjul i IKEA og åbenbart var total pinlig. Han spørger publikum, om det var for meget, men det synes vi ikke, at det var.
Vi tilgiver vel mest faren, fordi vi ikke selv var med i IKEA dén dag og skulle have den samme far med hjem igen. Men ikke desto mindre gør ’Tell Me What’s Wrong’ det bemærkelsesværdige, at den får os til at finde en smule mere forståelse og overbærenhed frem over for de voksne, der altså også er i færd med en gevaldig udvikling.
Fornyet respekt for forældre
Hvad forestillingen i øvrigt kan og vil er til gengæld lidt mere uklart. Det uformelle format, som en performance med musikinstrumenter, computere, robothoveder, kartoffelchips og parykker medfører, giver måske også for slappe rammer for indholdet.
I hvert fald bliver teksten og de forskellige virkemidler fra sjælfulde monologer over lydoptagelser til musik og poetry-slam tilsammen til en temmelig rodet kollage.
Rosa Schützendorf har skabt kostumer, der ved hjælp af vat-pølser giver ekstra buler på de medvirkendes kroppe, hvor man oftest genkender en forælder: Hun på hofterne og han på vommen. Det er ganske bizart, men også vældig godt tænkt. Og ikke mindst har det både en morsom og medfortællende effekt.
Jeg ville blot ønske mig, at forestillingen bestod langt mere af meningsbærende indhold og mindre af effekter og afbrækkede tekster. ’Tell Me What’s Wrong’ er i sin grundform en god og original idé, men den bliver desværre for ustruktureret og flersporet til rigtigt at fæstne sig til erindringen.
Ikke desto mindre gik denne anmelder altså fra forestillingen med en fornyet respekt for den voksne i forælder-teenager-forholdet. Og det skyldes altså især Katrine Karlsen og Daniel Norbacks fornøjelige, følsomme, ærlige og overbærende skildring af forælderskabet.
