Omgivelserne er påfaldende idylliske i betragtning af, at Frilandsmuseets sommerforestilling, ’Gøngehøvdingen’ handler om krig. Ganske vist er det 350 år siden Svenskekrigene sluttede, og Danmark mistede en tredjedel af riget – Skåne, Halland og Blekinge til Sverige. Men Line og Lars Knutzons muntre rabalder-vaudeville – skæv – kaldes den, får midt i løjerne lige mindet om, at nutids-Danmark også fører krig.
Dog ikke her, hvor den herligste, grønne natur udgør det meste af scenografien. Et primitivt vejskilt viser Skåne den ene vej og Sjælland den anden og markerer dermed konfliktens kernepunkt. Et par skønne, skånske såkaldte tvillingegårde skærmer spillepladsen. Engang var de danske. Nu sidder vi så at sige i fjendeland, hvor ramponerede, svenske faner signalerer, at laden huser 27 af svenskekongens soldater.
De er på jagt efter partisanlederen Svend Gønge og han efter dem – forklædt som vandrende rosenbusk. Men det ved den stærkt udrangerede skuespillertrup, der bærer handlingen fremad, ikke noget om. Ikke før den fra fiktionen så berømte forrædderske Kulsoen gør sin entre med svenske rulle-r’er, der fyres af som geværsalver.
Ligesom Gøngehøvdingen har hun opdaget fordelen ved at være tosproget i fejden mellem danske- og svenskekongen, og skuespillerne kommer også snart efter fidusen,
Med en lynhurtig, svensk version af deres hyldestsang til danskerne snor de sig, som de bedst kan på slagmarken. Det drejer sig om at overleve, og handlede det kun om at levere kontant komik og flot, flerstemmig sang, var der ingen fare.
Toppen af komikken
Det unge ensemble kan deres kram, så det er en ren fornøjelse. Hovedpersonen Svend Gønge er ikke den største rolle. Men nyuddannede Johan Peder Bille, der alternerer med 4. årseleven Simon Stenspil, fylder den med en bævrende tilkæmpet autoritet, der på det skæggeste afslører bangebuksen bag helteskikkelsen.
Toppen af komikken leverer Heidi Colding. Tykke lag af snavs i ansigtet og møgbeskidte klæder kan hverken skjule hendes lyse sødme eller højgravide mave. I rollen som skuespillerinde med afsky for kropsvask kaster hun sig med ubeskrivelig komik – og en hånd diskret under maven – ud i halsbrækkende kolbøtter og forrygende, træfsikre replikker.
Som den engagerede dramatiker, hun er, har Line Knutzon dog mere på hjerte, end det lige ser ud til. Følg pengene lyder et kendt slagord, og hvad er vel krig – eller kunst – uden kontanter! I ’Gøngehøvdingen’ er grunkerne stoppet ind i en nedlagt hjort, som alle er meget mere optaget af, end kampen for frihed. Det ender med, at den ludfattige skuespillertrup drager af med hjorten, og det er nok ikke helt tilfældigt.
I Danmark har vi en høj hygiejne og slår folk ude i verden ihjel på en pæn måde. Det bliver slået fast allerede tidligt i forestillingen. Men kunst, det regnes ikke for noget i dagens Danmark, lyder det i slutsangen. Heldigvis skal man ikke trækkes med båndmusik, men et par højst levende og meget estimerede musikere, der ubesværet klarer så mange instrumenter, at de gør det ud for et helt orkester.
Svend Poulsen Gønge har navn fra grænselandet mellem Skåne og Sverige. I løbet af hans levetid mister Danmark Skåne, Halland og Blekinge til den svenske trone, der på få årtier udrenser ethver spor af dansk sprog og kultur.
Det fremgår dog ikke af forestillingen, der heldigvis trygt har overladt den faktuelle historiefremstilling til det glimrende program.
