Bo Hr. Hansens og Søren Faulis tv-film ’De Skrigende Halse’ blev kult. Det bliver Teater Nordkrafts forestilling næppe. Måske er det simpelthen for vanskeligt at overføre filmens atmosfære til de skrå brædder? I tilfældet her synes scenen i al fald ikke i stand til at formidle punkkulturen og dens tanke.
En meget sandsynlig årsag til at teaterversionen ikke brager overbevisende igennem og flår den fjerde væg itu er også, at forestillingen har sat sig mellem flere stole. Det virker som om den ikke rigtigt har besluttet sig for, om den vil være en rå nutidsrelateret skildring af en ung oprørsk subkultur fra 80’erne eller en komisk tunet kommentar til en svunden tid.
I korthed er handlingen meget lig filmens. I centrum står guitaristen Ronni fra punktrioen De Skrigende Halse. Forsangeren Frank og trommeslageren Anders behandler Ronni som lort, indtil den dag han ved en tilfældighed erklæres dødssyg. Fra da af bliver den ’dødsmærkede’ underhund konge og kommende ikon for en indgået pladekontrakt. Alle står i kø. For at få sex, tatovering, musik og nærhed af Ronni. Lige indtil et hele eksploderer og tager en anden drejning (som forestillingen med ret tydelige tegn lægger op til)…
Jeg så forestillingen sammen med mestendels voksne. Men også med en første og anden række af unge, som tydeligvis i attituder og kropslige reaktioner signalerede at kunne identificere sig med scenens unge roller. Med Anita, Frank, Anders og Ronni og deres kamp for at få succes og anerkendelse. Med de svirp mellem underlegenhedsfølelser og storhedsvanvid som herser rundt i kroppen på dem. Og med den afstandstagen og protest overfor grupper, som de i al fald ikke vil identificeres med. I tilfældet her hippier og yuppier.
Et miks af strittende stilarter
At det er denne identitetskamp og disse følelser som er på spil står klart. Men forestillingen formidler det ikke troværdigt og nærværsskabende. Teksten virker ofte kantet og det giver det forstyrrende indtryk, at rollerne synes iscenesat i forskellige stilarter.
Mads Hjulmand synes at være sat til at lede efter en rå musikkoncertattitude som forsangeren Anders – og fanger rollen fint i mange passager. Især i sangene, når han foran den bevidst for højt anbragte mikrofon knækker nakken bagud og med ‘galde’ og desperate sortsminkede øjne krænger punkens dødsepos ud.
Anders V. Momme er sat til at spille vendekåben, der søger fred og forlig og han gør det også ganske udmærket. Simon Stenspil synes bedt om at overdrive sin underhunds rolle som Ronni, hvilket gør det vanskeligt at få alvoren frem. Charlotte Toft giver den nærmest farceagtig gas som den sexhungrende læge, Dr. Kronborg. Erik Viinberg er overdrevent ‘slesk og slimet’ som pladekontraktproduceren Djarnis. Og sådan har alle roller noget parodisk eller distanceret over sig.
Til sammen giver det et spil, som stritter i mange retninger, og som mest betoner et grotesk parodisk humoristisk lag. Med det resultat at historiens alvor bliver fedtet ind i komik, frem for at humoren understøtter historiens mere seriøse punkkulturformidlende lag.
De centrale passager, fx scenen, hvor Ronni første gang falder omkuld, kommer derfor ikke til at stå klart. Når Dr. Kronborg knapper op og kaster sig frådende over Ronni fremstår det som ret omkostningsfri lir for Ronni. Når Djarnis ryger helt ud af flippen over at blive tiltalt Djarnisdrengen forbinder vi ikke noget psykologisk dybt med det, – grinet bliver på den underholdende overflade.
Og sådan spiller ’De Skrigende Halse’ sig ud og ind af den sort/hvide scenografi, hvor der ellers ikke mangler graffiti som No Future og Fuck på væggene. Hvor der bliver sniffet speed i lange baner. Hvor adskillige kulørte drinks ryger indenbords. Hvor alle de klassiske ikoner som Jim Morrison, Sid Vicious, Ian Division og selv danske Eik Skaløe bliver omtalt og hænger i glas og ramme. Hvor en voice med Schlüter bedyrer, at der intet er fejet ind under gulvtæppet. Hvor der bliver sunget om, at ’Independence is the only way’. og hvor skyggeland, selvmord og død er centrale temaer i sangene. Og hvor Frank skælder Ronni ud med den nok så centrale replik: ’Fordi du ikke er konsekvent, Ronni. Du er pseudo’.
Ærgerligt at ingredienserne ikke bliver koblet og fremført i en mere kompromisløs og ren cocktail. Et miks, hvor vi mærker nerven og alvoren fra punkens tid noget stærkere.
