Kors, hvor de keder sig i kongehuset! Et ikke nærmere specificeret og ret eventyragtigt kongehus, vel at mærke. Næppe det danske. Men et kongehus, hvor to små prinsesser og en lille prins tusser rundt og ikke rigtig ved, hvad de skal.
Den ene prinsesse, Desirée, vil bare giftes, lillebror prins Eugene har sit korte liv igennem fået at vide, at han er dum som en dør – 'Grav dig ned, Eugene!', siger folk, så det har han gjort, gravet et stort hul i slotshaven.
Og endelig er der lille prinsesse Eugenie, der ligner Pippi Langstrømpe ret så meget, og som er sikker på, at hun er blevet forbyttet. At hun i virkeligheden er en helt almindelig pige med helt almindelige forældre.
Børn som biblioteksbøger
Så dem drager hun ud for at finde; blot for at gøre den opdagelse, at almindelighed ikke er så almindeligt endda. Ingen af de forældrepar, hun hjemsøger, opfylder nemlig hendes kriterier.
Nu møder hun også nogle ret sære nogle af slagsen – en enarmet dame, en skilsmisseforladt mand og til sidst et gysende og børnehadende par, der drømmer om, at børn kunne være som biblioteksbøger, så man kunne aflevere dem hurtigt igen.
Til sidst får en gammel og mølædt legetøjsbamse i overstørrelse hende til at indse, at det gælder om at finde sig selv og være sig selv, så skal det nok gå alt sammen, prinsesse eller ej.
Hvorpå Eugenie i bogstaveligste forstand afpelser den gamle, nu afdøde bamse – han har dog givet hende lov – og vender hjem til slottet, hvor hun gør både søster og bror klogere på sig selv og de ønsker og udfordringer, de har til verden.
Kønt nok og med en massiv pruttedans som finale – for det at slå prutter er tydeligvis det ultimative oprør med pænheden og fastlåstheden i de fine roller.
Dramaturgiske bump
Stykket, der er af svensk aftapning, opererer med et sprog, der er løftet en kende fra det mest banale og eventyragtige.
Det klæder historien, men volder også nogle problemer undervejs, når det bliver lidt for mærkeligt. Der er nogle sære dramaturgiske bump, som Solveig Weinkouffs ellers ganske fornøjelige iscenesættelse ikke kommer helt ubesværet hen over.
Christine Gaski har heldigvis masser af direkte publikumsappel og ubesværet Pippi-energi som Eugenie, mens Thomas Knuth-Winterfeldt får givet lilleprinsen en skæg selvoptagethed – vi tror virkelig på denne fjollede dreng – og Tine Gotthelf måske er blevet en kende for voksen som Desirée.
Men alt i alt er det, i Nina Flagstads flotte scenebillede med slotshave og forkrøblede træer, en ganske skæg og anderledes historie om at finde sig selv og turde åbne sig mod omverdenen, hvad enten man er prinsesse eller bare helt almindelig.
