Af: Henrik Lyding

20. marts 2014

Prins uden perspektiv

Nycirkus-udgave af 'Den lille prins' nøjes med at akrobatere, men taber fuldkommen det poetiske og filosofiske fundament, der har gjort romanen til en klassiker.

Kan man fortælle historien om 'Den lille prins' uden ord? Uden de poetisk-filosofiske betragtninger, der er originalens bærende element – at den er eventyr og livsvisdom i ét. Den blanding, der har gjort bogen til en klassiker. Eller sagt på en anden måde: Er nycirkus en ny og farbar vej til netop denne historie?

Svaret er desværre nej. Det fungerer ikke for nycirkus-gruppen Cikaros, fordi eventyrets indre liv reduceres til udvendigt artisteri. Og fordi det aldrig bliver tydeligt, hvad forestillingen egentlig vil med sig selv.

Åbningen, hvor en dreng (Michiel Tange van Leeuwen) nærmest spærres inde mellem skolebøger af to stramme lærerinder (Camilla Becker Madsen og Signe Løve Anderskov) i sort og med page, bruges således ikke til noget – pludselig forvandles drengen til piloten uden logisk begrundelse.

Og det havde dog ellers været så let, hvis en af de bøger, han læste, var eventyret om Den lille prins. Men nej, og vi vender heller ikke i slutningen tilbage til drengen og hans skolegang. Så det var lige en rammefortælling, der endte med at blafre i det tomme rum.

I stedet begynder drengen, formummet som pilot, elegant at jonglere med en stor propel, mens motorlyde signalerer, at nu er han i luften, og nu styrter han ned, blot for at møde Den lille prins – en gemytlig lille fætter med krone på hovedet. De leger sammen og den første af en række episoder introduceres. Episoder, der i bogen svarer til prinsens fortælling om sine mange rejser mellem forskellige små og besynderlige verdener.

Fravær af poesi og filosofisk refleksion

Det er her, forestillingen for alvor kommer til kort. For nok er den første fortælling om rosen smuk at se på, når artisten laver håndstand og hendes kjole folder sig ud som en blodrød rose, garneret med røde paraplyer, men hvad historien egentlig går ud på, og hvem de to sorte skikkelser, der angriber hende, er, forstår vi kun, hvis vi har læst bogen først. At de faktisk skal forestille baobabtræer, der vil 'æde' rosen.

Og sådan fortsætter det. Utydelige scenerier og et fravær af den poesi og filosofiske refleksion, der gør bogen speciel. Hos Cikaros bliver det bare mere eller mindre heldige artistnumre.

Tag mødet med den herskesyge konge, der her hænger i en trapez, mens hans kongekåbe forvandles til en spøjs – og temmelig lang – blanding af cirkus og freak-show. Hvorpå kongen fuldkommen forsvinder og kun teltet og artisteriet er tilbage. Eller tag lygtetænderen – her en alenlang rad på stylter, der tænder og slukker sit hoved inde i en lygte. Vi ser ham, men vi begriber ikke, hvad han går ud på, for nycirkus-vinklen lægger ikke noget til, men reducerer blot.

Her er intet vemod, intet uendelighedsperspektiv, ingenting andet end det ydre. Som i historien om slangen og dens natur, der koges ned til et lidt rodet rebnummer uden perspektiv. Og senere kan man undre sig over, at den legesyge ræv – her ganske sjovt fremstillet som hiphopper – der så gerne ville være tam, nok er udstyret med rævehoved, men også går i fåreskindspels-jakke!

Undervejs greb jeg mig selv i at tænke, at det kunne have gjort en verden til forskel, hvis man undervejs i processen havde erkendt nycirkus-genrens begrænsninger og tilføjet en fortæller-stemme. Så ville artisteri og fortælling formentlig have løftet hinanden og svært afkodelige billeder være gjort begribelige.

Jeg forstår godt, at gruppen har ladet sig friste af historien, men resultatet er desværre blevet langt og endimensionalt, de habile artistkræfter til trods.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Livsnyder-guf
Teater Blik:
'God Tid'
’God Tid’ er 35 minutters livsbekræftende blues- og rollatorpoesi om musikkens, naturens og dansens herlighed
Græsstrålogik og gavnlige træsko
Olsens Teater:
'Trip Trap Træsko'
Skæve logikker, selvopfundne ord, to elskelige mus og et par dansebalstyriske træsko er fine kvaliteter i Olsens Teaters ’Trip Trap Træsko’, hvis bastante træfigurer dog bliver ført med begrænset musikalitet.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Livsnyder-guf
Teater Blik:
'God Tid'
’God Tid’ er 35 minutters livsbekræftende blues- og rollatorpoesi om musikkens, naturens og dansens herlighed
Græsstrålogik og gavnlige træsko
Olsens Teater:
'Trip Trap Træsko'
Skæve logikker, selvopfundne ord, to elskelige mus og et par dansebalstyriske træsko er fine kvaliteter i Olsens Teaters ’Trip Trap Træsko’, hvis bastante træfigurer dog bliver ført med begrænset musikalitet.