Af: Randi K. Pedersen

28. maj 2010

Poetisk og virkelighedsnært eventyr

Æstetikken er et generøst fortælleelement i ’Sa Tu Sai’, hvis forbilledlige børn er fjernt fra mediernes hysteriske mini-voksne.

Der er glade, og der er grumme eventyr. Teater NoCanDos eventyr om børnearbejde hører så afgjort til den sidste slags. Det siger næsten sig selv. ’Sa Tu Sai’ handler om livstruende oversvømmelser. Om børn, der mister kontakten til deres forældre, og som i tilgift ’reddes’ og brutalt udnyttes af kyniske, voldelige voksne.

Det er ikke nogen munter historie. Men alligevel er forestillingen midt i den hjerteknugende alvor fuld af humor og barnlig glæde. Det skyldes ikke mindst de betagende, æstetiske kvaliteter, der rækker langt ud over blot at være en fryd for øjet. Det er de også. Men det flot komponerede samspil mellem scenografi og iscenesættelse gør æstetikken til et bærende og generøst fortælleelement, der giver dukketeaterforestillingen en dybt fascinerende stemning.

’Sa Tu Sai’ er fuld af utroligt smukke, poetiske billeder med lys, som skifter fra isblåt til lysende rosa, blodrødt og lilla. Farver, der giver de barske, dokumentariske baggrundsbilleder et blødt, eksotisk skær, så virkeligheden bliver til at holde ud. Men som også gør den mere spændende og vedkommende end tv-kanalernes katastrofestrøm. For trods den delikate ramme og de rørende yndefulde dukker, så er det en sørgelig aktuel forestilling om verdens tilstand.

En oversvømmelse efter en naturkatastrode har tvunget kinesiske Sa Tu Sai og hendes far og mor til at søge mod en storby. Men undervejs bliver hun skilt fra forældrene. Pigen har set en lille dreng, som er ved at drukne, og træffer et valg, der kommer til at koste hende dyrt.

En visuel oplevelse

Tekstens nøgterne, indfølte beskrivelse af de to børn og deres indbyrdes forhold er utrolig overbevisende. Den seje, handlekraftige pige og den yngre, knapt så robuste dreng er også gribende med deres kantede dukkebevægelser og udtryksfulde ansigter. Selv om man – især for Sa Tu Sais vedkommende – savner noget mere medspillende skuespil fra dukkeførerne.

En helikopter samler børnene op og forklarer dem vejen til en nødhjælpslejr. Men før Sa Tu Sai og drengen når frem til lejren, får en børnehandler fingre i dem og sælger dem til en silkefabrik. Her må de slide døgnet rundt. Men bange og udmattede trodser børnene de modbydelige, tårnhøje – og meget flotte – dukkemænd, der har købt dem som arbejdslaver.

Den eneste opmuntring, Sa Tu Sai har, er en fløjte, som hun har fået af sin far. Ved at spille på den får hun mod til at flygte fra fabrikken og tage drengen med. Det er også lyden af hendes fars musik, der til sidst fører dem til Sa Tu Sais forældre i nødhjælpslejren i den store by. En lykkeligere slutning, end virkeligheden plejer at byde på, men som ikke svækker indtrykket af en smuk og barsk, visuel oplevelse.

Heldigvis, for det er netop derfor, forestillingen er værd at se – bare ikke for børn under 7 år. ’Sa Tu Sai’ er et velkomment og langt ad vejen også vellykket bud på teater, der tager moderne børns globale virkelighed alvorligt – både publikums og dem i forestilingen.

De sidste er hverken helte eller ofre. De er små overlevere og stærke forbilleder så fjernt fra medieverdenens hysteriske mini-voksne, som tænkes kan.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ene men slap
Teatret Skægspire:
'Elin – den stærkeste i verden'
Der er lidt for mange løse indfald i Skægspires dramatisering af fortællingen om den slappe Elin, der blev verdens stærkeste pige - uden at blive lykkeligere af den grund.
Ingen ulykke er så stor, at du ikke kan be’ om hjælp!
Det Kgl. Teater:
'Mirakel'
Det Kongelige Teater viser festlige muskler i musical-udgave af Kim Fupz Aakesons 'Mirakel'.
‘OhHowNoisy’
Filuren/Under The Table:
'WowHowHuman'
En tydeligvis klar historie om menneskets svære vej til at opleve at venskab er bedre end fjendskab drukner i ordløs råben og boldspilsscener som enten kører i ring eller afsporer forestillingens budskab.
Et spil af tilfældigheder
Lille Gasværket:
'Core'
Som helhed er 'Core'en troværdig oplevelse. Men spillet mangler et indre, sammenhængende flow.
Stjernedrys for livsbegyndere
Teater My og Teater Refleksion:
'Himmelsange'
Mette Roslev tænder glimtet i øjnene hos de allermindste med sin poetiske forestilling om at undre sig over livets skønhed. Med eller uden ord – og med eller uden bare tæer.
Ikke helt ud i skoven…
Det Ny Familie Teater:
'Robin Hood'
Det Ny Familie Teater byder på klædelig fornyelse med sin 'Robin Hood', der har lagt de ubehjælpsomme kulisser og det manierede overspil på hylden.
Ene men slap
Teatret Skægspire:
'Elin – den stærkeste i verden'
Der er lidt for mange løse indfald i Skægspires dramatisering af fortællingen om den slappe Elin, der blev verdens stærkeste pige - uden at blive lykkeligere af den grund.
Ingen ulykke er så stor, at du ikke kan be’ om hjælp!
Det Kgl. Teater:
'Mirakel'
Det Kongelige Teater viser festlige muskler i musical-udgave af Kim Fupz Aakesons 'Mirakel'.
‘OhHowNoisy’
Filuren/Under The Table:
'WowHowHuman'
En tydeligvis klar historie om menneskets svære vej til at opleve at venskab er bedre end fjendskab drukner i ordløs råben og boldspilsscener som enten kører i ring eller afsporer forestillingens budskab.
Et spil af tilfældigheder
Lille Gasværket:
'Core'
Som helhed er 'Core'en troværdig oplevelse. Men spillet mangler et indre, sammenhængende flow.
Stjernedrys for livsbegyndere
Teater My og Teater Refleksion:
'Himmelsange'
Mette Roslev tænder glimtet i øjnene hos de allermindste med sin poetiske forestilling om at undre sig over livets skønhed. Med eller uden ord – og med eller uden bare tæer.
Ikke helt ud i skoven…
Det Ny Familie Teater:
'Robin Hood'
Det Ny Familie Teater byder på klædelig fornyelse med sin 'Robin Hood', der har lagt de ubehjælpsomme kulisser og det manierede overspil på hylden.